Juleprædiken 2014
Julen er hjerternes fest.
Hjertet er det vigtigste organ i vores liv. Uden hjertet kan vores krop ikke fungere. Alt andet kan til nød afkobles eller skæres bort, ja, vi kan være hjernedød og alligevel leve. Men hjertet er uomgængeligt.
Så uden hjerte, intet menneske.
I hjertet sidder følelsen og følelsen forbinder os som mennesker. Forhåbentligt mest i sympati (det er latin og betyder medfølelse) og i kærlighed og velvilje, men desværre også ofte modsat i uvilje og kulde og aversion.
Der skal ikke så meget til. Hverken til at livet mellem vi mennesker bliver koldt og kynisk, så hver dag bliver en overvindelse, på arbejdspladsen, blandt kollegaer, i skolen, og mellem venner.
Men også til det kan blive bedre. Følelser er flytbare, hjerter kan slå i mange retninger, mennesker er bevægelige.
En amerikansk forfatter, Saul Bellow, skrev engang en bog med titlen: Flere dør af hjertesorg. En mærkelig titel. Flere dør af hjertesorg – end af hvad, tænker man. Det er en ufuldendt sætning. Noget må følge efter.
Svaret får man først 200 sider inde i romanen. Hovedpersonen er en forsker og naturvidenskabsmand, en ekspert, og bliver jævnligt ringet op af journalister for at formidle sin ekspertviden. Om klodens tilstand, stigning i radioaktivitet, faldende fertilitet, kemiske spildstoffer i naturen, klimaforandringer, dyrearters uddøen osv. Og det gør han beredvilligt og sobert. Til sidst bliver han træt af det. Så siger han altid som afslutning, når han har udtalt sig til en journalist: men flere dør af hjertesorg.
Altså, det er slemt nok med klodens forandringer, målt i procenter og grader og tal og kalkulerede fremskrivninger. Men for det enkelte menneske er hjertet langt vigtigere. Og flere dør af hjertesorg.
Det er der, vi skal og kan tage fat. I hjertet. Gøre det varmt og ikke koldt.
Det var det Jesus gjorde. Alt udvendigt var ham fremmed. Spiser, klæder, traditioner, titler og præsteskab. Også samfund og politik og herskere var for ham ligegyldigt. Alt kom an på det indre, sjælen, hjertet, følelsen. Dér lå budskabet.
Og dér forkyndes det til os i dag.
Meget af livet præges af regler, love og principper. Du skal yde for at kunne nyde, lyde for at kunne byde, nød lærer nøgen kvinde at spinde, noget for noget, der høstes som man sår, man ligger som man har redt,. osv.
Alle disse gamle ordsprog og spilleregler vidner især om en tid, hvor der ikke var meget at rutte af. Den verden som jeg hører om til begravelsessamtaler og som levedes her på Lolland for 60-70-80 år siden. Det var spartansk og nøjsomt og forventningerne var ikke store. Man fik kun, hvis man også leverede noget. Som udgangspunkt.
Så vidt så godt. Det er ikke forkert sådan, samfundets sammenhængskraft består i disse, men heldigvis var og er der meget mere end det til at fylde tilværelsen ud.
Fandtes der ikke andet end disse livets hårde spilleregler, ville livet være barsk, hårdt og koldt og kynisk.
Det er også det, som julen lærer os.
At det vigtigste i vores tilværelse består i de hjertefølelser, vi nærer overfor hinanden. Det er her, at prøven står.
Vi kan tåle meget, også mange afsavn og tab, sult og kulde, hvis hjertevarmen er der mellem mennesker.
Det hører jeg også, når jeg er til begravelsessamtaler. ”Vi manglede aldrig noget”. ”Der var altid tryghed og hjertevarme”. ”Mor sørgede for alting”.
Og det på trods af, at livet bestemt var barskt, dengang. Intet blev foræret. Der måtte hakkes roer og tages roer op manuelt, i al slags vejr og meget mere, som I kender bedre end jeg. Og lønnen var meget beskeden.
Alligevel var der masser af hjertevarme.
Julen er hjerternes fest.
Det betyder også, at vi skal blive bedre til at lade hjertet tale. Eller rettere: besinde os på vor stor magt vore følelser har i forhold til hver andre, og så give luft og afløb for dem, der er varme og livsbekræftende. Og samtidigt bremse for det negative, hånen, drilleriet, mobningen.
Mennesker er ikke robotter. Vi er følelsesfulde væsener.
Vi lever af, at kunne være sammen med andre, der udtrykker tillid, oprigtighed og velvilje. Typisk er det i familien, at vi kan være os selv, ikke skal præstere, ikke skal vise facade som på arbejdspladsen, ikke behøver være morsomme for at højne sin stjerne, men hvor vi kan slappe af og være os selv, tage de gamle slippers på og en storternet undertrøje, ligge på sofaen, pleje rygskjold, og måske også være lidt sur og tvær.
I forholdet mellem mennesker tæller tro, håb og kærlighed. Og kærlighed er ofte blind, fordi den ikke regner med det fornuftige, kalkulerbare, eller mest profitable.
Den engelske forfatter George Orwell sagde under Anden Verdenskrig, mens London blev bombet, at han ville gerne snyde i skat, men var parat til at give sit liv for England. Det lyder umiddelbart absurd og modsætningsfyldt, men offeret og følelsen kan ikke måles i procenter, men kun eksistentielt i liv og død.
Det vigtige i livet er liv og død, tro og kærlighed, svigt og bedrag. Og det måles ikke i procenter. Barmhjertighed, næstekærlighed og godhed kan aldrig måles i tal og sammenlignes statistisk.
Jesus siger et sted, at hvad der er godt og ondt, rent og urent, det ligger i hjertet. Jesus siger det polemisk mod dem i samtiden, der mente, at der var ting man ikke måtte spise, og mennesker man ikke måtte røre ved eller omgås, og aktiviteter der ikke måtte gøres på en sabbat.
Her siger Jesus: det er ikke et spørgsmål om, hvad man gør og spiser og hvordan man klæder sig, men det afgørende er, hvad man siger, eller ”lukker ud”. For det man siger, kommer fra hjertet. Og det er i hjertet det afgøres, om man er ren eller uren, eller et godt eller dårligt menneske.
Derfor skal vi her ved julen minde hinanden om, at vi bærer hverandres liv i vore hjerter. Ord gør utroligt ondt i hjertet, når de misbruges til at spidde og drille. Omvendt er det også et kærligt ord, der kan forsøde dagligdagen og gøre det kedelige og monotone liv lidt mere spændende og livsbekræftende.
Og det begyndte alt sammen for 2000 år siden i en stald i Bethlehem.
Da blev hævnens, kynismens, hårdhedens verden afløst af et håb, der blev tændt. En stjerne lyste. Gud blev kom til jord. Et menneske blev født, både Gud og menneske, og som viste vejen ved helt at give afkald på de velkendte reaktionsmønstre, hvor ondt gengældes med ondt, øje for øje og tand for tand.
Det er ingen naturlov, at der skal være kærlighed mellem mennesker. Det skyldes den åbenbaring, som hyrderne på marken så med englen, der sagde til dem, at der er født en frelser i en stald ved Bethlehem.
Det fejrer vi i dag, og det er der grund til at fejre. Og gerne med god mad, gaver og hygge og en juleøl til far. For der er meget at fejre. Det kan næsten ikke blive for stort.
I dag blev vor kære frelser fød
og paradisvejen funden.
AMEN
