Efter Charlie Hebdo skrev Aveny-T teatrets direktør en kronik, der hed "Skrevet med angst". I den stod der blandt meget andet.
I USA .... ønsker man ikke at yppe kiv mellem religioner og forskelligt troende. Her er alle først og fremmest amerikanere uanset religion. Måske var det derfor, Obama blev væk fra demonstrationen sidste søndag? For religion er noget farligt at spøge med.... Hvorfor ikke bruge kræfterne på at leve sammen og forbedre integration fremfor at skabe had og mistro. Sådan tror jeg, der er flest i Danmark, der har det.
Altså mere USA - mindre Frankrig. Mere politisk korrekthed - mindre Charlie Hebdo.
Mon Jon Stephensen køber hele den amerikanske pakke, når han advokerer for større respekt for religiøse følelser og kulturelle forskelle?
I USA er kreationismen på fremmarch. Det er arnestedet for Intelligent Design (eller dumme-mennesker-der-ikke-har-det-fjerneste-begreb-om-videnskab, som det retteligt burde hedde). Kun 40 procent af amerikanerne tror på evolutionen som forklaringen på livets mangfoldighed.
Generelt har evolutionsteorien det rigtig svært blandt mennesker, der er meget religiøse (se f.eks. side 132 i denne PEW research rapport).
Er det det, som Jon Stephensen vil have? Mere uoplyst idioti? For det bliver resultatet, når religionskritik og satire ikke længere er comme-il-faut. Så får religionen ikke længere modstand - men kan sejle derudaf i medvind trods mere og mere idioti i sejlene. Den slags skal pilles ned med besk satire or karsk kritik.
Men det kan de ikke i USA. Her smider religiøse konstant jeg-er-krænket-kortet, når argumenterne slipper op, eller når satiren kommer for tæt på. Et glimrende eksempel herpå er Kitzmiller vs Dover Area School System retssagen, hvor Intelligent Design fortalerne sled så meget på krænkelses-kortet, at det til sidst var brugt op.
Men i USA er der "forståelse" for, at tro kan være lige så fint som viden. Og er det her, at vi skal hen, kære Jon?