»Sarah, farmor har bagt brownies til dig!« »Stik dem op i røven,« lød fireårige Sarah Silvermans svar til sin bedstemor, hvilket hendes far fandt umanerligt morsomt. Denne frie opdragelse førte ikke overraskende til udklækningen af en af USA’s kendteste og mest skandaleskabende komikere. På nippet til sin 40-års fødselsdag kan skarptungede Silverman så også kalde sig forfatter.
Hendes erindringer bærer den hjertevarmende titel The Bedwetter: Stories of courage, redemption and pee.
Helt indtil Silverman fyldte 16, tissede hun nemlig i sengen, hvilket kan være en del af forklaringen på hendes fiksering på tabubelagte kropsfunktioner.
Fjenden i forkøbet At Silverman med egne ord »gik i gang som en skide plænesprinkler hver nat« betød dog samtidig, at hun ikke har haft problemer med sceneskræk, fordi hun tidligt oplevede ydmygelser og ansigtstab værre end et aggressivt eller apatisk publikum.
Hun voksede op i New England, og ikke for ingenting lyder en af hendes kapiteloverskrifter »New Hampshire: Where cows are well done and Jews are rare«
Som en umiskendeligt jødisk udseende pige i en delstat med et meget beskedent jødisk islæt, fik hun nærmest sin outsiderstatus i dåbsgave.
Forældrene var venstreorienterede og sekulære, og ingen af delene har deres på andre felter så rebelske datter gjort op med.
Intet er helligt i hendes univers, mindst af alt det og de, der er tættest på hende selv - hendes kærlige latterliggørelse af den excentriske far med den brede Boston-dialekt er således blandt bogens sjoveste passager.
Silverman viderefører dermed en stolt jødisk tradition for sønderlemmende selvironi. Logikken lyder, at når det ikke-jødiske flertal alligevel vil påpege, at du er anderledes, kan du ligeså vel komme dem i forkøbet.
Fallisk dræberhaj Og det gør hun så. Silverman er i denne skribents øjne en exceptionelt smuk kvinde, og modsætningsforholdet mellem dette ydre og hendes ofte ekstreme ytringer et af hendes stærkeste komiske virkemidler. Selv insisterer hun dog på, at hendes ansigt har hestelignende træk samt at hun lider af ekstrem kropsbehåring. Derfor havde hun oprindeligt tænkt sig at kalde bogen entenTales of a Horse-Faced Jew-Monkey eller også Straight From the Horse-ish Mouth. Desværre nedlagde forlaget forbud.
Dette er højst sandsynligt pure opsind, ligesom andre dele af bogen muligvis er det. Kan det for eksempel passe, at en af Silvermans komiker-kolleger engang havde en Tourette-syndrom-lignende vane med at bruge ordet »aids« på de mest besynderlige steder i en sætning? Eller at en anden lavede en genindspilning afDødens gab 4 med en appelsin og sin penis i rollerne som henholdsvis Michael Caines karakter og dræberhajen? Who cares? så længe man er godt underholdt.
Ikke helt frygtløs Men det er bestemt ikke spas og pjank det hele. Silverman benytter logisk nok lejligheden til at dykke ned i en episode, hvor man fornemmer, hun for alvor følte sig misforstået, nemlig da hun som led i en vittighed brugte ordet gook‘skævøje’ på landsdækkende tv. Det var et typisk eksempel på Silvermans forsøg på at udstille racisme ved at tale med racistens stemme, som mange dog opfattede som fremsat af Silverman selv og dermed den ægte racistiske vare. Visse ord har bare en tendens til at suge al fokus til sig.
Andre gange provokerer hun med fuldt overlæg, som da hun sidste år - i sit bedragerisk indladende, børne-tv-agtige tonefald - sagde, at paven ville få »sindssygt meget fisse«, hvis han solgte Vatikanstaten og brugte pengene til at brødføde verdens fattige. Nogle af de mail, hun efterfølgende modtog, er inkluderet i bogen, men vil kun være morsom læsning for de allermest glødende jødehadere. Her er hendes forklaring på, hvorfor hun har afholdt sig fra at gøre grin med profeten Muhammed: » I don’t want to get blown up with explosives. I am afraid of angering Muslims, but not afraid of angering Jews and Christians, so I chose to depict the Judeo-Christian God instead«.
Hendes erindringer bærer den hjertevarmende titel The Bedwetter: Stories of courage, redemption and pee.
Helt indtil Silverman fyldte 16, tissede hun nemlig i sengen, hvilket kan være en del af forklaringen på hendes fiksering på tabubelagte kropsfunktioner.
Fjenden i forkøbet At Silverman med egne ord »gik i gang som en skide plænesprinkler hver nat« betød dog samtidig, at hun ikke har haft problemer med sceneskræk, fordi hun tidligt oplevede ydmygelser og ansigtstab værre end et aggressivt eller apatisk publikum.
Hun voksede op i New England, og ikke for ingenting lyder en af hendes kapiteloverskrifter »New Hampshire: Where cows are well done and Jews are rare«
Som en umiskendeligt jødisk udseende pige i en delstat med et meget beskedent jødisk islæt, fik hun nærmest sin outsiderstatus i dåbsgave.
Forældrene var venstreorienterede og sekulære, og ingen af delene har deres på andre felter så rebelske datter gjort op med.
Intet er helligt i hendes univers, mindst af alt det og de, der er tættest på hende selv - hendes kærlige latterliggørelse af den excentriske far med den brede Boston-dialekt er således blandt bogens sjoveste passager.
Silverman viderefører dermed en stolt jødisk tradition for sønderlemmende selvironi. Logikken lyder, at når det ikke-jødiske flertal alligevel vil påpege, at du er anderledes, kan du ligeså vel komme dem i forkøbet.
Fallisk dræberhaj Og det gør hun så. Silverman er i denne skribents øjne en exceptionelt smuk kvinde, og modsætningsforholdet mellem dette ydre og hendes ofte ekstreme ytringer et af hendes stærkeste komiske virkemidler. Selv insisterer hun dog på, at hendes ansigt har hestelignende træk samt at hun lider af ekstrem kropsbehåring. Derfor havde hun oprindeligt tænkt sig at kalde bogen entenTales of a Horse-Faced Jew-Monkey eller også Straight From the Horse-ish Mouth. Desværre nedlagde forlaget forbud.
Dette er højst sandsynligt pure opsind, ligesom andre dele af bogen muligvis er det. Kan det for eksempel passe, at en af Silvermans komiker-kolleger engang havde en Tourette-syndrom-lignende vane med at bruge ordet »aids« på de mest besynderlige steder i en sætning? Eller at en anden lavede en genindspilning afDødens gab 4 med en appelsin og sin penis i rollerne som henholdsvis Michael Caines karakter og dræberhajen? Who cares? så længe man er godt underholdt.
Ikke helt frygtløs Men det er bestemt ikke spas og pjank det hele. Silverman benytter logisk nok lejligheden til at dykke ned i en episode, hvor man fornemmer, hun for alvor følte sig misforstået, nemlig da hun som led i en vittighed brugte ordet gook‘skævøje’ på landsdækkende tv. Det var et typisk eksempel på Silvermans forsøg på at udstille racisme ved at tale med racistens stemme, som mange dog opfattede som fremsat af Silverman selv og dermed den ægte racistiske vare. Visse ord har bare en tendens til at suge al fokus til sig.
Andre gange provokerer hun med fuldt overlæg, som da hun sidste år - i sit bedragerisk indladende, børne-tv-agtige tonefald - sagde, at paven ville få »sindssygt meget fisse«, hvis han solgte Vatikanstaten og brugte pengene til at brødføde verdens fattige. Nogle af de mail, hun efterfølgende modtog, er inkluderet i bogen, men vil kun være morsom læsning for de allermest glødende jødehadere. Her er hendes forklaring på, hvorfor hun har afholdt sig fra at gøre grin med profeten Muhammed: » I don’t want to get blown up with explosives. I am afraid of angering Muslims, but not afraid of angering Jews and Christians, so I chose to depict the Judeo-Christian God instead«.
