Jeg ville så gerne stemme på de Radikale. De er så fornuftige og gode og jeg ville gerne selv opleve fornøjelsen af at opfatte mig selv som god. De har både hjertet på rette sted i værdipolitikken og fornuften i behold til det økonomiske. Noget af det bedste ved de Radikale er, at de ikke er til salg for billig smiger og de lefler ikke for vælgerne. Det er under Radikal værdighed at skulle være den politisk forlængede arm for en interesseorganisation.
Dette træk er så måske også til tider deres svaghed for idealismen hos de Radikale fører undertiden til en noget problematisk mangel på jordforbindelse. Rødderne er ikke i den danske muld. Det så man så langt tilbage som under afstemningen om Sønderjylland i 1920 og senere i samarbejdspolitikken, fodnotepolitikken og palæstinenserlov og de er mere til flyvske menneskerettigheder end til den danske grundlov.
Men i en sag som 24-års reglen har de det eneste fornuftige synspunkt, at staten ikke skal blande sig i, hvem man forelsker sig i. Lige så rigtigt dette er, lige så rigtigt er det desværre, at det blandt andet var de Radikale selv, der med en helt uansvarlig flytgninge- og indvandrerpolitik i 80'erne og 90'erne, fik skabt et så stort pres på familiesammenføringer med tvangsægteskaber og import af bistandsklienter, at noget måtte gøres. Uden denne politik havde ingen ved sine fulde fem jo foreslået en 24-års regel. Ingen bryder sig om denne regel. Men det virker unægtelig som om de Radikale nægter at se virkeligheden i øjnene og gøre noget ved deres egen fejlslagne politik.
Men nu skammer jeg mig allerede, for det er jo lige præcis det, der gør dem så gode. Det gør ikke noget at indvandrere ikke lader sig integrere og topper kriminalstatistikker. Måske er man allerede ved at gøre sig til et dårligere menneske ved at påpege disse fakta. Det er bare så svært. Ifølge jævnt ligefrem moral, bør kriminalstatistikken hos personer, der modtager storslået hjælp i forhold til der, hvor de kommer fra, være stort set lig nul. Når den så i stedet ligger himmelhøjt over gennemsnittet, sættes min wannabe-Radikalitet på alvorlig prøve. Jeg bør jo selvfølgelig finde undskyldninger for al den kriminalitet. Frem for alt må jeg ikke forfalde til at generalisere. Jeg må heller ikke sige, at vi skal holde igen med at få flere til landet af den mest kriminelle slags, for så siger jeg jo, at der findes en bestemt slags som alle sammen er kriminelle og det passer jo ikke. Måske findes der statistik man som god slet ikke kan omtale?
Jeg ville så gerne stemme på de Radikale for så er man født på solsiden og skabt til at hjælpe de knap så heldige. Så byder man de fremmede velkommen uden smålig skelen til økonomi og andre vanskeligheder. Det hjælper selvfølgelig, at de fremmede ikke kommer til at bo i nærheden af, hvor de Radikale selv bor og aldrig kan blive en konkurrent til de job, de Radikale selv har. Det er faktiske ganske smart: jeg scorer gevinsten ved at få anerkendelsen som godheden selv, mens de negative konsekvenser af min godhed bæres af andre. Når disse andre så beklager sig, kan jeg endda få fornøjelsen af at spejle mig i min godhed endnu en gang, når jeg ser ned på deres indskrænkede menneskesyn. Hvor må det være skønt at være Radikal. Mit problem er nok, at jeg bliver mistænkelig over for mig selv så snart jeg begynder at fortælle om, hvor god jeg er. Kan jeg så aldrig blive Radikal?
Jeg vil så gerne være fri for statens indblanding i mine personlige affærer og så er det jo godt at de Radikale findes. Så kan det da umuligt være radikal politik, at staten skal bestemme over fædres barsel. Lige som staten ikke blander sig i, hvem man forelsker sig i og får børn med, så må det vel ligeledes være en privat sag, hvordan man fordeler barslen. Men til min store forbløffelse er der her en inkonsistens. Jeg tør næsten ikke spørge: kan de Radikale ikke tænke konsistent?
Jeg vil også så gerne have et samfund, hvor der er tillid til de personer, der har en uddannelse. En tillidsreform i det offentlige er derfor lige mig. Det lovede de Radikale før valget og hvor S og SF har måttet lide den tort at få udstillet deres løftebrud, har intet af den slags smuds klæbet til de Radikale.
Stor var min forbløffelse derfor, da de Radikale medvirkede til at tromle hen over lærerne og fratage dem ansvaret for deres egen undervisning. Nu skal en skoleleder belære læreren om hvor og hvordan, han skal forberede sig og hvor meget, for det kan ikke overlades til læreren selv. Læreren degraderes til tidtager og ekspedient. Det mest ubegribelige var dog, at Margrethe Vestager frejdigt erklærede, at det var helt i tråd med tillidsreformen i det offentlige.
Godt nok er de Radikale kendt for en til tider næsten legendarisk mangel på jordforbindelse, men her sættes alligevel nye rekorder. At der internt hos de Radikale end ikke er det mindste tegn på oprør, må diagnosticeres som alvorligt radikalt tunnelsyn.
Lærerreformen rummer også statsstyrede fritidsaktiviteter og tvang i spørgsmålet om lektiecafe over for de, der godt kan lave lektier og har forældre, der gerne vil hjælpe. Skal friheden over for statstvang kun gælde 24-års regel? Men ak, nu er jeg ved at blive uforskammet igen. Det er jo ikke pænt at påpege inkonsistens og løftebrud. Jeg burde nok i stedet prøve at finde undskyldninger. Det må jo også være svært hele tiden at skulle være så god.
Jeg ville så gerne stemme på de Radikale. Men jeg sætter også pris på konsistent tænkning og så bliver jeg nok heller aldrig god nok.
