Engang så vi med gru på et totalitært system, hvor en kerne af politikere sad på magten og befolkningen levede i frygt. Man angav hinanden, man stolede ikke på hinanden. Og staten bestemte alt. Bestemte, hvad der skulle produceres, hvordan folk skulle uddanne sig. Staten bestemte, hvor du skulle bo og arbejde.
DDR var et skræmmende billede på hvor slemt det kan gå, når friheden bliver indskrænket og staten kommer til at styre folkets liv. Det værste er, at DDR opstod på en smuk tanke om lighed og fred. En tanke om rimelig fordeling af rigdomme, som en flok ideologiske mennesker var med til at opbygge i efterkrigstiden. I tiden efter krigen rejste unge mennesker fra hele verden til østtyskland for at være med til at bygge en ny stat. Det startede altså baseret på gode intentioner.
Historiebøgerne beskriver, hvad der skete, efterhånden som statens magt blev for omklamrende. Folk begyndte at frygte staten, efterhånden som den personlige frihed forsvandt. Staten oprettede et særligt statspoliti for at beskytte staten. Et hemmeligt politi, som overvågede borgerne og havde ubegrænsede muligheder for at agere efter forgodtbefindende.
I dagens Danmark har vi overtaget nogle af DDRs skyggesider. Vi kan læse i medierne, hvordan Roskilde Kommune fratager privat ejet jord fra en landmand, fordi byrådet hellere vil give jorden til den private forening, som arrangerer den årlige musikfestival. En ekspropriation der kun er lovlig, hvis den gavner almenvældet. Det har man så løst ved at konfiskere så meget ekstra jord, at der også blev plads til at lave en fodboldbane til offentligt brug. At fodboldbanen ligger så langt fra byen og de eksisterende sportsfaciliteter, så det ikke er attraktivt for almenvældet at bruge den – det er lige meget.
Arbejdstilsynet har hjemmel til at bevæge sig ind på privat grund, og straffe private borgere, hvis ikke de overholder det væld af regler og paragraffer, som er indført for at beskytte os. Mange husker en sag, hvor der faldt dom i februar i år. En 89 årig mand måtte i fængsel og sidde en stor bøde af, fordi han havde renset sine egne tagrender fra skovlen på en frontlæsser, hvor han ”kun” havde bygget et 115 cm. højt sikkerhedshegn på.
Skat har også fået adgang til private grunde. Uden at have mistanke om noget som helst, så må skat nu vade ind på privat ejendom og forlange at folk legitimerer sig og fremviser dokumentation på, hvor værktøj og byggematerialer stammer fra. Så snart der laves noget, kan skat komme og gå som de vil – døgnet rundt. Man må som borger blot håbe på, at skat ikke adviserer arbejdstilsynet, hvis et kontrolbesøg viser, at 2 gode venner der hjælpes ad med at lægge nogle fliser på en varm sommerdag, finder på at drikke en øl i en pause.
Tidligere kontrollerede politiet borgere, når de havde en eller anden form for mistanke. I dag har man udvidet repertoiret med ”Totalkontroller”. I en totalkontrol bliver borgere tjekket igennem fuldstændigt, uden at der ligger en mistanke bag. Man lukker en vej og alle bilister bliver undersøgt. Ikke kun for politimæssige ting og forhold vedrørende det sikkerhedsmæssige i deres køretøjer. Men også skat er til stede for at undersøge ejerforhold af biler, beskatning af biler, bopæl m.v.
Jeg savner DDR. Fordi vi har fået et samfund, hvor man under udsagnet ”Hvis ikke du er kriminel, har du jo ikke noget at skjule eller frygte” støt og ustoppeligt griber mere og mere ind i borgernes liv. Jeg savner DDR, fordi vi ikke længere bliver mindet om, hvad personlig frihed betyder. Umyndiggørelse fra statslig side er nu blevet god tone, så længe den bygger på en smuk tanke om lighed eller beskyttelse.
Det er de samme grundlæggende smukke tanker om godhed og lighed, som ligger til grund for helt andre ting. At staten nu med kvoter ønsker at styre, hvem private virksomheder må ansætte i deres bestyrelser og lederstillinger. Med kvoter vil bestemme, hvem der skal bo i hvilke områder, så man kan regulere ghetto-dannelser. Med tvang og øremærkning vil forkorte kvinders barsel, fordi det er bedre for ligestillingen, hvis noget af den øremærkes til mænd. Med regulering vil bestemme hvilke typer lån familier vælger for at finansiere deres boliger.
Jeg er allermest skræmt over, at politikerne nu tror, det er deres arbejde at skabe arbejdspladser. At det er legitimt fra statens side at regulere brancher og med tilskud, udligning og afgifter bestemme hvilke der må leve og hvilke der må dø. At politikerne ikke længere forsøger at skabe attraktive rammebetingelser, men i stedet forsøger at regulere og bestemme over private virksomheder. Jeg er skræmt over, at politikerne indsamler flere penge fra borgerne end nogensinde før, baseret på troen om at staten er bedre til at bruge midlerne rigtigt, end folket selv er i stand til.
Jeg savner DDR. Fordi vi dengang havde et billede af, hvad staten ikke skulle være. Vi havde et tydeligt billede af, hvor vigtig personlig frihed var. Vi lærte at frygte, når staten forsøgte at styre befolkningen, i stedet for at være til for befolkningen. Vi så, hvorledes det gik ud over livskvaliteten og til sidst mundede ud i et folk der levede i frygt og hvor ingen kunne stole på hinanden. Og vi så et land, hvor folket endte med at leve i stor fattigdom relativt til deres nabolande, fordi staten effektivt ødelagde ethvert personligt initiativ.
Jeg savner DDR fordi regimerne i Cuba og Nordkorea er for langt væk, til at de betyder noget videre i danskernes bevidsthed om, hvor galt det kan gå, når staten skal bestemme.
