Magtforholdet imellem individ og stat fylder en del i debatten på dette sted. 180grader vil gerne være talerør for liberalisterne, og debatører af snart sagt enhver frisindet observans finder på dette sted et frihedens talerør.
Især forholdet mellem den enkelte og staten (som det store onde dyr i åbenbaringen), finder på dette sted en klangbund, der af og til kan lyde som et anstrengt grædekor over umenneskelige overgreb på den personlige frihed, som Liberalismen i en moderne fortolkning altså har udviklet sig til …
Dette individualismens Korstog finder især sted i den store fælles klagesang over EU, der nærmest i den genfødte liberalismes ånd, kan beskrives med episke toner, der får Dante’s Inferno til at lyde som blå stue i vuggestuen Frikadellen.
Især er der mange hit på betalingsmidlet som følger af ØMU’en - som bare skal have smæk for skillingen - og man gør en stor historie ud af at mæske sig i dette store fælles projekts vanskeligheder med at få netop de frihedselskende ødelandsparlamentarikere fra Udkants-Europa til at bidrage med et vis mådehold i forbruget.
Påklædning fylder desuden en del. Man kan nemlig her ikke lide anderledes tænkende, eller at der kan være andre grunde til at vælge pålædning, end at det er på tilbud i Føtex (og ligner det tøj man har i forvejen).
Der foregår nærmest en dæmonisering af folk, der ikke falder ind i sangen om frihed. Men det kan synes som en helt ny tvang.
Trykkefrihed parres med ytringsfriheden, og der gøres store armbevægelser ud af underlægge alle ytringer dette store mål i fællesskabet af individuelle frihedselskende originaler. Her anerkendes alle som en personlighed - og alle gruppetilhørsforhold blegner i forhold til den enkeltes ret til at definere sin egen dagsorden.
En neger er her blot en ikke særlig bleg repræsentant af racen Homo Sapiens, og kan virkeliggøre drømmen om at fornægte alle tilhørsforhold i kampen for at kaste fælleskabernes åg. For er der noget man her virkelig kan enes om, er det at fælleskaber er roden til alt ondt.
Religiøse fælleskaber anser man ligefrem som en trussel:
Retten til at vælge klædedragt frit og sætte sin hat som man vil, gælder ikke for muslimer - der partout ikke må bære sin hovedbeklædning som de vil – her opstår pludselig et helt nyt fælleskab! Fælleskabet af frihedselskende individualister, der absolut vil bestemme over hvordan andre mennesker går klædt.
I den genfødte liberalisme går man meget op i at man ligner alle de andre:
(underforstået OS andre).
Hvad var det lige man kaldte den slags i Hitler og Franko's tid?
Med alt respekt for 180grader, CEPOS , Trykkefrihedsselskabet og årets Liberalist vil jeg alligevel sætte fokus på den politiske branding af liberalismen, og den snigende brændemærkning af anderledes tænkende, der finder sted.
Og så en gang til for Nikolaj: Nej, jeg har ikke nogen hat (den har jeg ædt).
Du skulle prøve det, selverkendelse er en borgmesterdyd...
Især forholdet mellem den enkelte og staten (som det store onde dyr i åbenbaringen), finder på dette sted en klangbund, der af og til kan lyde som et anstrengt grædekor over umenneskelige overgreb på den personlige frihed, som Liberalismen i en moderne fortolkning altså har udviklet sig til …
Dette individualismens Korstog finder især sted i den store fælles klagesang over EU, der nærmest i den genfødte liberalismes ånd, kan beskrives med episke toner, der får Dante’s Inferno til at lyde som blå stue i vuggestuen Frikadellen.
Især er der mange hit på betalingsmidlet som følger af ØMU’en - som bare skal have smæk for skillingen - og man gør en stor historie ud af at mæske sig i dette store fælles projekts vanskeligheder med at få netop de frihedselskende ødelandsparlamentarikere fra Udkants-Europa til at bidrage med et vis mådehold i forbruget.
Påklædning fylder desuden en del. Man kan nemlig her ikke lide anderledes tænkende, eller at der kan være andre grunde til at vælge pålædning, end at det er på tilbud i Føtex (og ligner det tøj man har i forvejen).
Der foregår nærmest en dæmonisering af folk, der ikke falder ind i sangen om frihed. Men det kan synes som en helt ny tvang.
Trykkefrihed parres med ytringsfriheden, og der gøres store armbevægelser ud af underlægge alle ytringer dette store mål i fællesskabet af individuelle frihedselskende originaler. Her anerkendes alle som en personlighed - og alle gruppetilhørsforhold blegner i forhold til den enkeltes ret til at definere sin egen dagsorden.
En neger er her blot en ikke særlig bleg repræsentant af racen Homo Sapiens, og kan virkeliggøre drømmen om at fornægte alle tilhørsforhold i kampen for at kaste fælleskabernes åg. For er der noget man her virkelig kan enes om, er det at fælleskaber er roden til alt ondt.
Religiøse fælleskaber anser man ligefrem som en trussel:
Retten til at vælge klædedragt frit og sætte sin hat som man vil, gælder ikke for muslimer - der partout ikke må bære sin hovedbeklædning som de vil – her opstår pludselig et helt nyt fælleskab! Fælleskabet af frihedselskende individualister, der absolut vil bestemme over hvordan andre mennesker går klædt.
I den genfødte liberalisme går man meget op i at man ligner alle de andre:
(underforstået OS andre).
Hvad var det lige man kaldte den slags i Hitler og Franko's tid?
Med alt respekt for 180grader, CEPOS , Trykkefrihedsselskabet og årets Liberalist vil jeg alligevel sætte fokus på den politiske branding af liberalismen, og den snigende brændemærkning af anderledes tænkende, der finder sted.
Og så en gang til for Nikolaj: Nej, jeg har ikke nogen hat (den har jeg ædt).
Du skulle prøve det, selverkendelse er en borgmesterdyd...
