Jeg har aldrig haft mere tillid til, at SF snart bekender sig til frihandel og markedsøkonomi frem for planøkonomi og politisk regulering. Som din nye formand, Annette Vilhelmsen, sagde forleden fra folketingets talerstol. Det er historisk, at en SF'er bekender sig til neoliberalismen og de frie markedskræfter. Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg overvejer at melde mig ind i SF, hvis de gode takter fortsætter:
"Effektiv konkurrence fremmer en høj produktivitet og innovation. Og effektiv konkurrence sikrer, at forbrugerne får adgang til de bedste produkter til den laveste pris. Effektiv konkurrence skaber vækst og velstand i samfundet. Vi ønsker ikke at gå på kompromis med kvalitet og service. Det er derfor afgørende, at vi blandt andet gennem effektiv konkurrence skaber bedre produkter og flere valg for forbrugerne."