Jeg har for meget at lave, har de alle så travlt med at sige. Er det et nødråb eller et udtryk for anerkendelsessygen. Måske er det for mange et forsøg på at dække over, at der ikke sker så meget omkring deres person og arbejdsindsats. At de ikke får udrettet alverden. At gå rundt og se fortravlet ud og lyde ligesådan er et skalkeskjul i mange tilfælde og det forstyrrer resten af organisationen.
Jeg ser ofte nødråbet, eller måske snarere opråbet som en del af den profilering, der hele tiden finder sted på en arbejdsplads. Og derfor også som en del af anerkendelsessygen, som handler om at alle skal ses og høres. Se mig – hør mig. Ganske ulideligt.
Men der er også mange der ofrer sig og ikke brokker eller beklager sig og bare rykker og præsterer, rent arbejdsmæssigt. Det er de fleste. Giver de en meget sjældent gang udtryk for, at de har for meget at lave, er der grund til at lytte og tage det sagte alvorligt og ikke bare tænke, at sådan kan de jo også bedst li’ det.
Når der virkelig er grund til at beklage sig.
Dem der brokker eller beklager sig sjældent, skal man netop høre ekstra meget på. Lidt ligesom når den svenske tennisspiller Stefen Edberg en meget sjælden gang gik til dommeren og erklærede sig uenig i kendelsen. De forskellige dommere vidste hver gang det skete (ikke ofte og kun i betydningsfulde kampe og øjeblikke), at Edberg havde ret og liniedommeren begået en fejl og dommeren overset fejlen. Og at der jo ikke kunne gøres noget ved det. Alle på centercourt vidste, at der var sket fejl. Det er vinderens stil at lade være med at brokke sig, men selv tage affære og bare vinde de næste mange bolde. Og man brokker sig kun hvis der virkelig er grund til det og man kan opnå noget ved det. Ikke i forhold til den aktuelle situation og bortdømte bold, men på længere sigt. Og selv om der er grund til at gøre indsigelser og beklagelser, lader man ofte være og vælger sig i stedet sine øjeblikke at sætte anken/kritikken ind og beklage sig. Vindere er pr. natur taktikere og strateger. Det er brokkehoveder ikke. De tænker kortsigtet og på egen magelighed. En sådan indstilling går man ikke langt på literen med. Vindere har kun respekt for dem der kan klare det lange seje træk.
Slække på service og kvalitet i arbejdet.
Men hvis man helt reelt har for meget at lave, kan man måske gøre noget selv og for så vidt gerne sammen med nærmeste foresatte, hvis de kan og vil bidrage. Min erfaring er dog, at man må selv forsøge at finde en vej ud af for meget at lave. Mest oplagt er at renoncere på eget service- og kvalitetsniveau, hvilket forhåbentligt vil blive bemærket af ledelsen.
Med kvalitet mener jeg brugbarheden af det leverede. Med service mener jeg levering til aftalt tid. Hvis der slækkes på servicen betyder det begyndende overskridelse af afleveringsfrister.
Hvis ikke faldende service og/eller kvalitet bemærkes, er der noget der tyder på, at der skal eller rettere for længst, skulle være begået en ”aftager/målgruppe analyse”. Hvem rekvirerer dit arbejde og hvilke krav stiller de til kvalitet, kvantum, frekvens?
Måske overgør du dine arbejdsopgaver. Dyrker enhver lille sag, som var det et stort projekt. Puster sagerne op til noget de ikke er og tillægger dem en vigtighed, som de ikke kan bære. Og derfor bruger du for meget tid på dem, hvor mindre indsats ville være tilstrækkelig. Altså et misforstået forhold mellem dine og rekvirentens minimumskrav.
Er der bare tale om en spidsbelastning?
Måske er din nuværende arbejdsbelastning en spidsbelastning og noget der går over igen. Man kan også spørge: Er du overhovedet i stand til at skelne mellem om den nuværende arbejdsbelastning er udtryk for en spidsbelastning eller en konstant belastning?
Måske er det der var en spidsbelastning faktisk blevet en permanent tilstand. Du må derfor operere med en ny opfattelse af hvad der er spidsbelastning og bare normal belastning.
Der mangler ofte en prioritering af arbejdsopgavers vigtighed.
Desværre prioriteres der ikke i hoben af arbejdsopgaver. Ikke fra ledelseslagenes side. Det overlades til den dygtige medarbejder selv. Det opleves som om, at alt er lige vigtigt. Den manglende prioritering er efter min opfattelse et udtryk for manglende værdigrundlag, manglende idégrundlag, manglende forståelse for organisationens primære rolle og eksistensberettigelse og dybest set manglende målsætninger. Hvis alt er lige vigtigt er intet rigtigt vigtigt. Det kan ikke være rigtigt, noget må være vigtigere end andet.
Prioritering er altafgørende i forhold til anvendelsen af tid og i forhold til at anvende den nødvendige tid på det rette.
Jeg ser ofte nødråbet, eller måske snarere opråbet som en del af den profilering, der hele tiden finder sted på en arbejdsplads. Og derfor også som en del af anerkendelsessygen, som handler om at alle skal ses og høres. Se mig – hør mig. Ganske ulideligt.
Men der er også mange der ofrer sig og ikke brokker eller beklager sig og bare rykker og præsterer, rent arbejdsmæssigt. Det er de fleste. Giver de en meget sjældent gang udtryk for, at de har for meget at lave, er der grund til at lytte og tage det sagte alvorligt og ikke bare tænke, at sådan kan de jo også bedst li’ det.
Når der virkelig er grund til at beklage sig.
Dem der brokker eller beklager sig sjældent, skal man netop høre ekstra meget på. Lidt ligesom når den svenske tennisspiller Stefen Edberg en meget sjælden gang gik til dommeren og erklærede sig uenig i kendelsen. De forskellige dommere vidste hver gang det skete (ikke ofte og kun i betydningsfulde kampe og øjeblikke), at Edberg havde ret og liniedommeren begået en fejl og dommeren overset fejlen. Og at der jo ikke kunne gøres noget ved det. Alle på centercourt vidste, at der var sket fejl. Det er vinderens stil at lade være med at brokke sig, men selv tage affære og bare vinde de næste mange bolde. Og man brokker sig kun hvis der virkelig er grund til det og man kan opnå noget ved det. Ikke i forhold til den aktuelle situation og bortdømte bold, men på længere sigt. Og selv om der er grund til at gøre indsigelser og beklagelser, lader man ofte være og vælger sig i stedet sine øjeblikke at sætte anken/kritikken ind og beklage sig. Vindere er pr. natur taktikere og strateger. Det er brokkehoveder ikke. De tænker kortsigtet og på egen magelighed. En sådan indstilling går man ikke langt på literen med. Vindere har kun respekt for dem der kan klare det lange seje træk.
Slække på service og kvalitet i arbejdet.
Men hvis man helt reelt har for meget at lave, kan man måske gøre noget selv og for så vidt gerne sammen med nærmeste foresatte, hvis de kan og vil bidrage. Min erfaring er dog, at man må selv forsøge at finde en vej ud af for meget at lave. Mest oplagt er at renoncere på eget service- og kvalitetsniveau, hvilket forhåbentligt vil blive bemærket af ledelsen.
Med kvalitet mener jeg brugbarheden af det leverede. Med service mener jeg levering til aftalt tid. Hvis der slækkes på servicen betyder det begyndende overskridelse af afleveringsfrister.
Hvis ikke faldende service og/eller kvalitet bemærkes, er der noget der tyder på, at der skal eller rettere for længst, skulle være begået en ”aftager/målgruppe analyse”. Hvem rekvirerer dit arbejde og hvilke krav stiller de til kvalitet, kvantum, frekvens?
Måske overgør du dine arbejdsopgaver. Dyrker enhver lille sag, som var det et stort projekt. Puster sagerne op til noget de ikke er og tillægger dem en vigtighed, som de ikke kan bære. Og derfor bruger du for meget tid på dem, hvor mindre indsats ville være tilstrækkelig. Altså et misforstået forhold mellem dine og rekvirentens minimumskrav.
Er der bare tale om en spidsbelastning?
Måske er din nuværende arbejdsbelastning en spidsbelastning og noget der går over igen. Man kan også spørge: Er du overhovedet i stand til at skelne mellem om den nuværende arbejdsbelastning er udtryk for en spidsbelastning eller en konstant belastning?
Måske er det der var en spidsbelastning faktisk blevet en permanent tilstand. Du må derfor operere med en ny opfattelse af hvad der er spidsbelastning og bare normal belastning.
Der mangler ofte en prioritering af arbejdsopgavers vigtighed.
Desværre prioriteres der ikke i hoben af arbejdsopgaver. Ikke fra ledelseslagenes side. Det overlades til den dygtige medarbejder selv. Det opleves som om, at alt er lige vigtigt. Den manglende prioritering er efter min opfattelse et udtryk for manglende værdigrundlag, manglende idégrundlag, manglende forståelse for organisationens primære rolle og eksistensberettigelse og dybest set manglende målsætninger. Hvis alt er lige vigtigt er intet rigtigt vigtigt. Det kan ikke være rigtigt, noget må være vigtigere end andet.
Prioritering er altafgørende i forhold til anvendelsen af tid og i forhold til at anvende den nødvendige tid på det rette.
