Kære venner.
Mine træsko står i skuret ved siden af trillebøren. Jeg har ikke i sinde at hente dem ind igen, for jeg er tilsyneladende dødsyg.
Hvis man spørger samfundets meningsdannere, så er jeg en sølle eksistens, der med det samme burde kaldes ind til en terapeutisk samtale. En samtale, der kunne give mig mit liv tilbage fra de sygdomme, der ifølge selvsamme mennesker trækker min livskvalitet helt i bund. Kvinder, alkohol, en lottokupon og en pibe tobak – det er mine afhængighedsfæller, der trofast har taget mig i hånden og har ført mig forbi dydens sti og ind i et samfundsdefineret sygdomsforløb. Sygdomme, der måske er svære at præcisere, men som ifølge tidens trend kan tales væk i selskab med en velmenende psykolog.
Mit sygdomsforløb startede allerede, da jeg var 13 år gammel. Frederik og Hans lærte mig at drikke en grøn, Helle underviste mig i kvindens anatomi, mens AGF med et mesterskab i fodbold fik mig til at udfylde tipskuponer. Siden kom lidt sjov tobak, et par smøger og en cigar i ny og næ. Der har også været et overforbrug af kaffe og chokolade, måske endda også lidt for meget sovs. På et tidspunkt kørte jeg i en gammel benzinslugende Porche 911, det er vel også en sygdom?
Jeg bliver træt, når jeg hører typer som Özlem Cekic og Liselott Blixt problematisere dette og hint. Er vi ikke kommet ud på et overdrev? Skal vi altid bortforklare vores små fejl og mangler ved at kategorisere dem som sygdomme, og derved lægge ansvaret for at rette op på dem over på staten? Nu venter vi så på, at Sundhedsstyrelsen definerer et antal anbefalede samlejer til danskerne, for hvor mange gange skal man dyrke sex, før man er syg? Er det bare over det gennemsnitlige 1,8 samleje? Skal man trække sig ud inden klimaks om torsdagen, hvis man gennemførte akten om mandagen? Det ville være rart, hvis staten kunne komme med anbefalinger til forvirrede danskere, og endnu bedre, hvis staten kunne ansætte kommunale stødtællere, der kunne stå i soveværelset og sikre sig, at man ikke forvilder sig ind i sygdom. Hvor er vi på vej hen?
Helt ærligt. Hvis livet er en sygdom, så er døden jo kuren. Mine træsko er stillet, og jeg ringer ikke mere til lægen! Jeg vil langt hellere dø af de sygdomme, jeg tilsyneladende lider af, end jeg vil leve rask.
De bedste hilsner
Carl Tesbaum
Forfatter
