LEDER: En bred kreds af talsmænd for jøder i Danmark beretter enstemmigt, at jøder risikerer chikane, hvis de skilter offentligt med deres tro. Særligt farligt er det at bevæge sig ind på Nørrebro, hvor mange muslimske indvandrere bor.
Intet tyder på, at der er grund til at betvivle deres udsagn. Det er velkendt, at særligt palæstinensere og deres efterkommere, som der bor mange af på Nørrebro, har et endog meget anspændt forhold til jøder. Alligevel nægter talsmand Imran Shah fra Islamisk Trossamfund, som har mange muslimer fra Nørrebro i menigheden, enhver sammenhæng mellem jødechikanen og muslimerne på Nørrebro. I en usædvanlig dumsmart kommentar siger han:
"Det kan også være alle mulige andre. Muslimer har ikke nogen hudfarve, og det har kristne og jøder heller ikke. Hvis der sigtes til Nørrebro, så består den bydel af mange forskellige kulturer."
Man kan se det mellem linjerne: Han ved, at problemet er der. Han ved, at også medlemmer af hans menighed kan være blandt dem, der ikke vil acceptere, at en jøde skilter med sin tro i det kvarter, de bor i. Men han vælger at ignorere det og at tale uden om.
Det kan der være flere grunde til: Måske tror talsmanden ikke, at han kan gøre noget ved problemet, fordi jødehadet på Nørrebro er stærkere end Islamisk Trossamfund. Måske ønsker han ikke at gøre noget ved problemet, fordi han selv er tilhænger af, at jøder skal chikaneres. Eller måske er han bange for at skabe splittelse i menigheden ved at gå i rette med dele af den.
Uanset hvilken af de tre forklaringer, som er den rigtige, så er meldingen fra Islamisk Trossamfund alarmerende.