Jarlov kommer i Folketinget

For en uge siden fik Rasmus Jarlov et forrygende valg til Københavns Borgerrepræsentation, og nu er de Konservatives borgerlige frontkæmper mod aut...

Ole Birk Olesen,

24/11/2009

For en uge siden fik Rasmus Jarlov et forrygende valg til Københavns Borgerrepræsentation, og nu er de Konservatives borgerlige frontkæmper mod autonomhuset og det høje danske skattetryk også på vej i Folketinget.

Årsagen er Connie Hedegaards udnævnelse som dansk EU-kommissær og Charlotte Dyremoses forestående barselsorlov fra Folketinget. Det bringer først de Konservatives 1. suppleant, Henrik Rasmussen, i Folketinget, og 2. suppleant Rasmus Jarlov følger snart efter.

Charlotte Dyremose går allerede på barselsorlov i næste uge, og så overtager Henrik Rasmussen hendes plads. Når så også Connie Hedegaard omkring årsskiftet rejser til Bruxelles, så står der en tom stol til Rasmus Jarlov i folketingssalen, som han kan sidde på, indtil Charlotte Dyremose vender tilbage fra barsel - formentlig tidligst næste sommer.

"Jeg vil markere borgerlige mærkesager, og jeg glæder mig til at få lov til at sætte nogen fingeraftryk. Men jeg må indrømme, at det stadig er meget nyt for mig, så jeg har endnu ikke lagt nogen decideret plan, og jeg ved heller ikke, hvilke ordførerskaber jeg vil få. Men jeg vil selvfølgelig gøre, hvad jeg kan for at trække tingene i en borgerlig retning," siger Rasmus Jarlov til 180Grader.dk.

Henrik Rasmussen er i dag 1. viceborgmester i den konservativt ledede Vallensbæk Kommune.

Kilde: