LEDER: På en mark langs E45-motorvejen mellem Horsens og Vejle har modstandere af fri abort sat 16.000 hvide kors i jorden for at symbolisere de cirka 16.000 provokerede aborter, som foretages årligt i Danmark. Det er faldet beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for brystet:
"Synes, det er langt ude at der idag opsættes hvide kors langs vejene. Fri abort er en del af ethvert frit samfund. Fri os fra de bedrevidende moralske kvababbelser," skriver hun på sin Facebook-profil.
Nu er Mette Frederiksens forhenværende jeg ikke lige frem fremmed overfor "bedrevidende moralske kvababbelser". Hvem husker f.eks. ikke hendes fordømmelse af andre menneskers valg af privatskole til deres børn - hvorefter Mette Frederiksen selv sendte sine børn i netop privatskole. Men det skal siges, at Mette Frederiksen siden synes at have lært af den kritik det vakte. Skingerheden er blevet mindre. Dog øjensynligt ikke når modstandere af fri abort sætter hvide kors i en mark.
Her på stedet er vi enige med Mette Frederiksen i, at den fri abort er værd at kæmpe for. Kvinder bør have retten til at bestemme, om deres livmoder skal huse et nyt menneske i 9 måneder eller ej. På et tidspunkt bliver barnet så stort og udviklet, at de færreste vil acceptere, at denne ret udøves med den uvægerlige konsekvens, at barnet dør, men indtil da er graviditet eller ej enhver kvindes eget valg. Præcis hvor grænsen går vil altid være et emne for diskussion.
Men selv vi, der går ind for retten til fri abort, bør ikke kunne have noget imod, at brugen af det problematiseres. Det bør aldrig være sådan, at mennesker opfatter en provokeret abort i op til 12. uge som et helt uproblematisk indgreb. Fosteret er på det tidspunkt et lille menneske, meget lille ganske vist, men vi ville leve i et forrået samfund, hvis vi ikke sammen vedligeholdt en betænkelighed ved at gøre brug af provokerede aborter på det stadie i graviditeten, også selvom vi samtidig synes, at det skal være en ret.
Det er fint at få belyst, at provokeret abort ikke blot er et præventionsmiddel på linje med andre præventionsmidler, men i stedet er en alvorligere sag. Hvis de 16.000 hvide kors hjælper os med at huske på det, så er det godt. Også for os som mener, at kvinder bør beholde deres ret til at fortryde en graviditet.