Danmark har brug for innovative individer, som kan skabe landets fremtidige vækst og arbejdspladser. Disse individer skal operere i alle typer virksomheder, lige fra den mindste håbefulde iværksætter, til gangene på Novo Nordisk. Danmark er på mange måder et interessant land for dygtige individer. Der er nem adgang til uddannelse og et forholdsvist varieret erhvervsliv. Men hvad med de største individer, iværksætteren. Er han værdsat? Og har han optimale forhold?
At være iværksætter i Danmark er ikke nødvendigvis sværere end i andre vestlige lande. Der er et lille hjemmemarked, men der er direkte adgang til eksportmuligheder i resten af EU. Vi har en relativ høj selskabsskat, men det er jo ikke ligefrem noget at en iværksætter skal bekymre sig om i starten, da det kræver overskud for at betale skat. Alt i alt, Danmark er et ganske udmærket land for iværksættere. Men der er plads til forbedringer, og disse forbedringer bør ikke nødvendigvis komme fra statens indflydelse, men kan også komme fra borgerne.
Hvad kan borgerne gøre? Intet aktivt, men reagere anderledes overfor iværksætterne som personer. Iværksættere indleder deres karriere ved at opbygge en væsentlig risiko fra start, en risiko der ofte kan ende med at fratage dem alt hvad de ejer, såfremt deres korthus måtte vælte. Jeg er ofte, som iværksætter, blevet mødt med klap på skulderen (ikke fordi at det er den korrekte måde), men er desværre lige så ofte blevet mødt med en foragt over for den økonomiske risiko, jeg end måtte placere mig selv i.
Her er der tale om privatlivet. Mine venner er forståelige til en vis grad, men min kæreste og svigerfamilie kan ikke forenes med tanken om økonomisk usikkerhed. Denne usikkerhed har sågar været genstand for argumenter, der skulle overbevise min kæreste at leve uden mit selskab. Kæresten er der endnu, trods mit korthus væltede, og efterlod mig med en milliongæld. Men hvor mange har oplevet det modsatte; at privatlivet brister?
Samfundet bør have en bred accept af denne risiko, og acceptere at iværksættere skal have mulighed for at bevæge sig økonomisk videre efter et eventuelt kollaps. Der skal være bedre muligheder for bortskaffelse af erhvervsrelateret gæld. Denne mulighed kan kun sandsynliggøres ved at den almene holdning, på dette punkt, bliver ændret.
Iværksætterne har en x-factor som kun de færreste har. Samtidig har de en drøm om at skaffe vækst og arbejdspladser. Denne drøm forsvinder ikke trods et økonomisk kollaps, men den forsvinder når iværksætteren bliver låst økonomisk og stemplet som uansvarlig. Det kunne være dejligt at blive fritaget fra at sige: ”Bare rolig… det smitter ikke!”, når folk kigger akavet på én og den pinlige tavshed bryder frem, efter man har fortalt om sit nutidige økonomiske kollaps.
At være iværksætter i Danmark er ikke nødvendigvis sværere end i andre vestlige lande. Der er et lille hjemmemarked, men der er direkte adgang til eksportmuligheder i resten af EU. Vi har en relativ høj selskabsskat, men det er jo ikke ligefrem noget at en iværksætter skal bekymre sig om i starten, da det kræver overskud for at betale skat. Alt i alt, Danmark er et ganske udmærket land for iværksættere. Men der er plads til forbedringer, og disse forbedringer bør ikke nødvendigvis komme fra statens indflydelse, men kan også komme fra borgerne.
Hvad kan borgerne gøre? Intet aktivt, men reagere anderledes overfor iværksætterne som personer. Iværksættere indleder deres karriere ved at opbygge en væsentlig risiko fra start, en risiko der ofte kan ende med at fratage dem alt hvad de ejer, såfremt deres korthus måtte vælte. Jeg er ofte, som iværksætter, blevet mødt med klap på skulderen (ikke fordi at det er den korrekte måde), men er desværre lige så ofte blevet mødt med en foragt over for den økonomiske risiko, jeg end måtte placere mig selv i.
Her er der tale om privatlivet. Mine venner er forståelige til en vis grad, men min kæreste og svigerfamilie kan ikke forenes med tanken om økonomisk usikkerhed. Denne usikkerhed har sågar været genstand for argumenter, der skulle overbevise min kæreste at leve uden mit selskab. Kæresten er der endnu, trods mit korthus væltede, og efterlod mig med en milliongæld. Men hvor mange har oplevet det modsatte; at privatlivet brister?
Samfundet bør have en bred accept af denne risiko, og acceptere at iværksættere skal have mulighed for at bevæge sig økonomisk videre efter et eventuelt kollaps. Der skal være bedre muligheder for bortskaffelse af erhvervsrelateret gæld. Denne mulighed kan kun sandsynliggøres ved at den almene holdning, på dette punkt, bliver ændret.
Iværksætterne har en x-factor som kun de færreste har. Samtidig har de en drøm om at skaffe vækst og arbejdspladser. Denne drøm forsvinder ikke trods et økonomisk kollaps, men den forsvinder når iværksætteren bliver låst økonomisk og stemplet som uansvarlig. Det kunne være dejligt at blive fritaget fra at sige: ”Bare rolig… det smitter ikke!”, når folk kigger akavet på én og den pinlige tavshed bryder frem, efter man har fortalt om sit nutidige økonomiske kollaps.
