Fra starten vil jeg gerne fastslå, at dette indlæg ikke stiller spørgsmålstegn ved om samfundets svageste skal have hjælp. Det handler alene om en virkelighedsnær tilgang til økonomi, som er forudsætningen for at kunne hjælpe.
Et indlæg på Avisen.dk maner til eftertanke. Det grundlæggende budskab er, at brugere af offentlige ydelser skaber arbejdspladser, og dermed er et gode for vores økonomi. Det mest alarmerende er, at så mange mennesker tilslutter sig denne tilgang til økonomi, hvilket man kan forvisse sig om i kommentarerne til indlægget. jobskabelsen beskrives b.la. på følgende måde:
"For hver gang jeg skal til skadestuen på Psykiatrisk Hospital i Risskov skal der være mindst en læge og sygeplejerske, som jeg skal snakke med. Det vil sige, at der har jeg holder to mennesker beskæftiget samt dem, som har undervist sygeplejersken og lægen samt dem, der har bygget Psykiatrisk Hospital"
Tankegangen er altså, at desto flere syge, førtidspensionister, og kontanthjælpsmodtagere, desto flere jobs, mere vækst, og velstand vil der være i samfundet. Teorien holder ikke vand. Lægen og sygeplejersken skal have løn. Med et offentligt sundhedsvæsen kan de penge kun komme fra skatteyderne og dermed fra den private sektor. Det er altså en forudsætning, at den private sektor kan følge med udgiftspresset i den offentlige sektor for, at denne kan levere forskellige ydelser.
Husholdningskassen
De fleste vil gerne have husholdnings-kassen til at stemme, og kender de gængse principper til at opnå dette. Af indlægget og kommentarerne kan det konkluderes, at skribenterne ikke mener principperne gør sig gældende for den offentlige husholdnings-kasse. Naturligvis findes der mere komplekse begreber indenfor samfundsøkonomien. Det ændrer bare ikke på, at gode dyder som sparsommelighed, tæring efter næring, og prioritering, også er gældende når vi taler om den offentlige husholdnings-kasse. Nogle af principperne skitseres nedenfor.
Pengene kan KUN bruges en gang:
De fleste vil anerkende at, hvis jeg bruger 80 kroner på mad, kan de samme 80 kroner ikke bruges på en biografbillet. Det offentlige er underlagt samme præmis. Når lægen har fået sin løn, kan sygeplejersken ikke aflønnes med de samme penge. I en offentlig økonomisk kontekst gælder desuden, at pengene kommer fra skatteyderne som ligeledes kun kan bruge pengene en gang. Pengene forsvinder således fra forbrug og investeringer, der kunne have skabt arbejdspladser i privat regi.
Overforbrug avler gæld
Vi kan kun bruge flere penge end vi tjener, hvis vi optager gæld. For, at undgå gæld er der to muligheder; Sæt forbruget ned eller øg indtægten. Det samme gælder for den offentlige husholdnings-kasse. For at nedsætte forbruget er prioritering et nøgleord. I min private husholdning prioriterer jeg mad fremfor et 50 tommers fladskærms-tv. Det offentlige må også prioriterer mellem plejehjem, folkeskole, administration, SU, kontanthjælp, kultur m.m.
Afvikling af gæld
I 2010 kom nyheden om, at statsgælden i 2011 ville blive mindre end antaget. De sociale medier svømmede over med tilkendegivelser om, at nu kunne man droppe besparelser i den offentlige sektor. Hvor mange ville tænke på den måde når det gælder privatøkonomien? Formentlig ikke mange. Lad mig komme med et fiktivt eksempel: I januar måned har jeg 1000 kr. i underskud. Dette ønsker jeg selvfølgelig at ændre på, og sætter derfor gang i nogle sparetiltag. I februar måned er mit underskud nedbragt til 500 kr. Er jeg i mål? Skal jeg fastholde eller ligefrem øge mit forbrug? Nej. Jeg er halvejs og bør indføre nye sparetiltag for at bringe balance på kontoen. Derfor gælder, at mindre offentlig gæld ikke bør føre til øget forbrug. Desuden bør man huske, at gæld ikke forsvinder som dug for solen, fordi man undlader at afdrage på den. I de fleste tilfælde øges gælden. I offentligt regi vil der være tale om udskudte skatter.
Ansvaret
Politikerne bærer et særligt ansvar for ikke at forplumre debatten. To af de mest grelle eksempler i nyere tid var da Pernille Rosenkrantz-Theil i 2010 bekendtgjorde, at løsningen for Grækenland var ligetil; Den græske stat skulle bare bruge flere penge. Hvilket var godt i tråd med den nuværende regerings økonomiske politik i de glade oppositionsdage, hvor de frejdigt forklarede danskerne, at hvis de bare arbejdede 12 minutter mere om dagen så havde de løsningen på de økonomiske udfordringer. Fair løsning blev som bekendt droppet, og det er ikke en urimelig antagelse, at S-SF talte imod bedre vidende. Alternativet, at de faktisk troede på det, er mere skræmmende.
Vi andre har også et ansvar. Udover, at vi selvfølgelig skal være kritiske overfor politikerne, bør man ikke glemme gængse og fornuftige principper som man kender fra sin privatøkonomi, når man deltager i debatten om offentlig økonomi og prioritering. Debatten er vigtig fordi god økonomi er forudsætningen for mangt og meget. Privat såvel som offentligt. It’s the economy, stupid.
(Indlægget er også bragt på Avisen.dk)
