ISTANBUL/IZMIR: »Vi lagde min profil med CV ud på en hjemmeside, og næste morgen boomede det med henvendelser fra tyrkiske arbejdsgivere. På en enkelt dag var jeg til fem jobsamtaler i Istanbul,« fortæller 27-årige Cigdem og griner.
Hun er en af de 400-500 unge danskere med tyrkiske rødder, der hvert år flytter til deres forældres fødeland. Men hvor forældrene, 60erne og 70ernes gæstearbejdere, var uuddannede og typisk kom til Danmark fra små landsbyer, rejser deres børn nu til storbyerne Istanbul og Izmir. Og hvor det i Danmark ofte var et problem for børnene, at de var tosprogede, er deres flerkulturelle baggrund nu en attraktiv ressource.
Vi sidder sammen på en jazzcafé i bohemekvarteret Cihangir i Istanbul. Hun kommer lige fra sit arbejde på et bureau, hvor hun skriver danske og engelske tekster til blandt andet brugsanvisninger og websider.
Hendes chef er svensk-tyrker, og hendes kolleger er tyskere, svenskere og andre vesteuropæere. »Der er meget mere liv og flere oplevelser for en singlekvinde i Istanbul end i Hillerød,« bemærker Cigdem. Der er ikke noget, der lokker tilbage i Danmark, hvor alle hendes tyrkiske veninder for længst er blevet gift og er i gang med at føde børn. »Deres forældre har været meget konservative, og de er så »flygtet hjemmefra« ved at gifte sig,« siger hun.
