I dagens Danmark er der som vi alle ved, noget der hedder islamofobi, men hvad er det egentlig for en størrelse? Islamofobi betyder i sin simpleste form irrationel og sygelig frygt eller afsky for islam.
Ordet fobi bruges i mange forskellige sammenhænge til at beskrive irrationel og sygeligt frygt eller afsky for mange ting. Som eksempler kan nævnes araknofobi som er frygten for edderkopper (som undertegnede lider af), odontofobi som er frygt for tandlæger og prosofobi som er frygt for fremskridt.
Traditionelt regnes fobier for at være psykisk lidelser, og når islamofobi derfor bruges i diskussioner og i politik kan politikere med et simpelt ord afskrive en idé helt uden argumentation bare ved at kalde den en psykisk lidelse.
Denne tendens hos politikere har muligvis resulteret i stigende politicofobi, som er frygt eller afsky for politikere, men dette er dog ikke en sand fobi, idet den let kan rationelt underbygges.
Når personer som traditionelt bliver kaldt islamofober, så rationelt kan underbygge deres frygt eller afsky, så er islamofobi heller ikke en sand fobi, betyder det så at islamofobi slet ikke findes? Nej. Hvis vi går tilbage til den simpleste form for islamofobi kræves der er en sygeligt frygt eller afsky, som ikke kan underbygges rationelt. Hvor ser vi en sådan frygt for islam og muslimer? Det ser vi desværre meget af hos politikere, som mange steder straffer mennesker der taler imod islam og muslimer. Det er derfor rimeligt at antage at disse politikere har en frygt for islam, og det er endvidere rimeligt at antage, at denne frygt ikke kan rationelt underbygges, da det er en frygt politikere har, og da vi ved at politikere kun yderst sjældent kan underbygge noget som helst. Derfor må de sande islamofober være de mennesker i politik, som af frygt for muslimer vedtager og fastholder love og indfører ordninger, som er krævet af muslimer, og som går udover ikke-muslimer. Som eksempler kan nævnes:
1. Halal-mad i børnehaver sammen med fjernelse af dansk mad.
2. Muslimske buschauffører som på grund af ramadanen møder op på arbejde uden at have fået hverken vådt eller tørt, og som derfor må regnes som en fare for trafiksikkerheden, men som alligevel får lov til at køre bus.
3. Skoler hvor kristne piger får forbud mod at bære ringe, der signalerer seksuel afholdenhed frem til ægteskab, alt imens muslimske piger gerne får lov til at bære tørklæde.
4. Banker som fjerner sparegrise af hensyn til muslimer.
De politikerer du hører, som vil have større hensyn til religiøse mennesker, og som ønsker at indskrænke dine friheder af religiøse hensyn, de er de ægte islamofober, og hvis du nu efter at have læst dette sidder tilbage med en frygt for, at du er psykisk syg og lider af politicofobi, så kan jeg berolige dig med, at dette ikke er en ægte psykisk sygdom, men i stedet den helt naturlige reaktion, som du også havde i folkeskolen overfor lærernes kæledægger og de evige stræbere, som i dag er blevet politikere.
Ordet fobi bruges i mange forskellige sammenhænge til at beskrive irrationel og sygeligt frygt eller afsky for mange ting. Som eksempler kan nævnes araknofobi som er frygten for edderkopper (som undertegnede lider af), odontofobi som er frygt for tandlæger og prosofobi som er frygt for fremskridt.
Traditionelt regnes fobier for at være psykisk lidelser, og når islamofobi derfor bruges i diskussioner og i politik kan politikere med et simpelt ord afskrive en idé helt uden argumentation bare ved at kalde den en psykisk lidelse.
Denne tendens hos politikere har muligvis resulteret i stigende politicofobi, som er frygt eller afsky for politikere, men dette er dog ikke en sand fobi, idet den let kan rationelt underbygges.
Når personer som traditionelt bliver kaldt islamofober, så rationelt kan underbygge deres frygt eller afsky, så er islamofobi heller ikke en sand fobi, betyder det så at islamofobi slet ikke findes? Nej. Hvis vi går tilbage til den simpleste form for islamofobi kræves der er en sygeligt frygt eller afsky, som ikke kan underbygges rationelt. Hvor ser vi en sådan frygt for islam og muslimer? Det ser vi desværre meget af hos politikere, som mange steder straffer mennesker der taler imod islam og muslimer. Det er derfor rimeligt at antage at disse politikere har en frygt for islam, og det er endvidere rimeligt at antage, at denne frygt ikke kan rationelt underbygges, da det er en frygt politikere har, og da vi ved at politikere kun yderst sjældent kan underbygge noget som helst. Derfor må de sande islamofober være de mennesker i politik, som af frygt for muslimer vedtager og fastholder love og indfører ordninger, som er krævet af muslimer, og som går udover ikke-muslimer. Som eksempler kan nævnes:
1. Halal-mad i børnehaver sammen med fjernelse af dansk mad.
2. Muslimske buschauffører som på grund af ramadanen møder op på arbejde uden at have fået hverken vådt eller tørt, og som derfor må regnes som en fare for trafiksikkerheden, men som alligevel får lov til at køre bus.
3. Skoler hvor kristne piger får forbud mod at bære ringe, der signalerer seksuel afholdenhed frem til ægteskab, alt imens muslimske piger gerne får lov til at bære tørklæde.
4. Banker som fjerner sparegrise af hensyn til muslimer.
De politikerer du hører, som vil have større hensyn til religiøse mennesker, og som ønsker at indskrænke dine friheder af religiøse hensyn, de er de ægte islamofober, og hvis du nu efter at have læst dette sidder tilbage med en frygt for, at du er psykisk syg og lider af politicofobi, så kan jeg berolige dig med, at dette ikke er en ægte psykisk sygdom, men i stedet den helt naturlige reaktion, som du også havde i folkeskolen overfor lærernes kæledægger og de evige stræbere, som i dag er blevet politikere.
