Islamisk Stats leder viser sig for første gang i fem år

Islamisk stats formodede leder viser sig for første gang på video i fem år

AnTh-180grader

30/04/2019

Islamisk stats formodede leder viser sig for første gang på video i fem år. Han omtaler blandt andet boombeangrebene i Sri Lanka.

- Jeres brødre i Sri Lanka har helet monoteisternes (Islamisk Stat-krigernes, red.) hjerter med deres selvmordsbomber, som rystede korsfarernes (de kristnes, red.) senge under deres påske for at hævne jeres brødre i Baghouz, siger den formodede IS-leder.

- Det er en del af den hævn, der venter korsfarerne, tilføjer han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Manden, der formodes at være Baghdadi, har et stort busket skæg, der er halvt gråt og halvt rødt. Bag ham er et maskingevær lænet op ad væggen.

Slaget om Baghouz sluttede i marts. Det var den sidste by i Syrien, som Islamisk Stat havde kontrol med.

- Kampen om Baghouz er slut, siger manden, der sidder i skrædderstilling på en pude sammen med tre mænd, hvis ansigter er sløret i videoen.

I videoen siger Baghdadi, at Islamisk Stat har udført i alt 92 operationer i otte lande "som hævn for deres brødre i Sham", som er en anden betegnelse for Syrien.