I en debat i forlængelse af en artikel her på 180Grader, har jeg nedenstående kommentar. Kommentaren opsummerer meget af min kritik af islamkritikken, og kan derfor være med til at nuancere debatten, som den også finder sted her på 180Grader.
Mekanikken er, at jeg har pillet nogle 'typiske islamkritiske' udsagn ud af hr. d'Bianns indlæg og besvaret dem. Her har jeg dog redigeret lidt i svaret, så indlægget egner sig bedre som klumme:
1. "Der findes ikke moderate muslimer".
Den påstand kan man finde en vis evidens for i undersøgelser foretaget i muslimske lande og blandt muslimske indvandrere i Europa. Men man må have konteksten med. Man kan ikke bare trække resultaterne af diverse undersøgelser frem, men lade dem stå i relief af egne fejlagtige eller mangelfulde præmisser. Den kontekst jeg efterlyser er - groft sagt - todelt:
a) I 200 år har den muslimske verden oplevet sig belejret og under angreb fra Vesten. Det har på ingen måde ændret sig de sidste årtier, nærmest tværtimod, 'angrebet' er blevet intensiveret (Irak, Afghanistan, Tjetjenien, Israel/Palæstina osv.). Det har givet grundlag for en identitetsbølge blandt muslimer, som ikke er helt forskellig fra, hvad europæerne i disse årtier oplever som følge af indvandringen (som også kan opleves som et angreb på 'vores civilisation').
b) En følge af vestlig imperialistisk politik i Mellemøsten var, at de sekulære kræfter her blev udmanøvreret, mens de reaktionære/religiøse (særligt dem i Saudiarabien) blev understøttet af Vesten. Del og hersk. Vestlig imperialisme har været stik imod Muslimistans interesser, hvis man mener, at Muslimistan havde interesse i at udvikle sekulære, demokratiske samfund.
En undtagelse er Tyrkiet, men selv her har 1) den omsiggribende identitetsbølge bidt sig fast, og 2) wahabister og andre religiøse/reaktionære har haft held med at sprede deres ideologi.
2. "Muslimer ønsker at afvikle ytringsfrihed (og andre frihedsrettigheder) og indføre sharia".
I det aktuelle klima af kulturkrig, imperialisme, islamistisk propaganda og den muslimske oplevelse af belejring, er det ikke overraskende, at muslimer 'pakker sig sammen' og forsvarer fællesskabet.
Det er heller ikke overraskende, at vi i et land som Pakistan, hvor der - med saudiske oliepenge - er gennemført en meget målrettet islamiseringsproces, bl.a. i skoler og lovgivning, får de svar i forskellige undersøgelser, som vi ikke bryder os om at høre.
Men det er altså ikke et koranisk instinkt, som er drivkraft, det er de ovenfor nævnte elementer (og i Pakistans tilfælde desuden den indflydelse, som Saudiarabien købte sig til med sine oliedollar).
Undersøgelser af holdninger til demokrati og sharia i et land som Pakistan (og mange andre muslimske lande) er desuden tvetydige: Man siger ganske vist, at samfundet skal baseres på islam, men samtidig taler man utvetydigt for behovet for demokratiske reformer og misunder vestlige samfund deres retsstat og relativt ukorrupte styreformer.
Tilslutningen til sharia er altså ikke ligetil, men kompliceret og selvmodsigende, og denne selvmodsigelse er udtryk for de ideologiske kampe der finder sted i Muslimistan.
3. "Muslimer er apartheidliderlige og voldsomt intolerante, voldsromantiserende herrefolkssindssyge".
Akkurat det samme kan man sige om europæerne. Det er trods alt i Europa, man har flest erfaringer med etniske udrensninger og massive folkemord.
Men ja - som følge af ovenfor nævnte identitetsbølge, oplevelsen af belejring samt spredningen af moderne 'nationalistiske' ideer (islam har mange steder, især i Arabien, fået rollen som en slags nationalisme), har ideen om etnisk-religiøse rene samfund spredt sig. Da 'center of gravity' i Muslimistan ulykkeligvis, og med historiens tragiske mellemkomst, er det ekstreme tilfælde Saudiarabien, er denne renhedens ideologi blevet muslimsk mainstream mange steder.
4. "Der er et enormt skel mellem vestligt og muslimsk udviklingsstade".
Igen er svaret flerdelt:
a) Skellet er ikke så stort, som det ser ud for en uindviet iagttager. De fleste muslimske lande har oplevet kolossale fremskridt inden for f.eks. sundhed de sidste 50 år. Så vidt jeg husker, så ligger Egypten ikke langt fra europæiske lande hvad angår børnedødelighed (selve begrebet 'udviklingsstade' er i øvrigt tvivlsomt).
b) Endnu mere væsentligt er det, at Muslimistan langt fra er et udviklingsmæssigt hul sammenlignet med sammenlignelige 'civilisationer'. Muslimistan er 'den bløde mellemvare' målt på forskellige økonomiske og sociale parametre og i forhold til regioner som Kina, Indien, Latinamerika og Afrika.
c) Og det er en vigtig pointe: Muslimistan deler, trods alle overfladiske tegn på noget 'anderledes', en masse basale betingelser med resten af den ikke-vestlige verden. Alle har måttet forholde sig til en vestlig civilisation - og en vestlig imperialisme - som fejede hen over verden i de forgangne århundreder (og stadig har momentum: USA).
Muslimistan var endog mere udsat for sammenstødet med Vesten, da de muslimske kerneområder lå langt tættere på Europa end f.eks. Kina og Japan (som begge undgik direkte imperial kontrol).
Sammenlignet med Indien (som var under direkte imperialt styre) lykkedes det heller ikke de arabiske lande at etablere et samlet territorium - et Arabistan (som man ellers var blevet stillet i udsigt efter 1. verdenskrig). Arabistan blev splittet op i 'uorganiske' pseudo-nationalstater. Dertil kommer, at hverken Indien eller Kina oplevede en demografisk kolonisering som Arabistan gjorde (Palæstina og Algeriet).
Muslimistan adskiller sig heller ikke nævneværdigt fra de øvrige ikke-vestlige lande i de strategier, man brugte til at imødegå den vestlige verdens frembrusen. I såvel Tyrkiet (det osmanniske rige) som i Iran og Arabistan tog vestliggjorte eliter over for at hærde og udvikle deres territorier til mødet med Vesten (osmannerne var med deres tanzimat-reformer tidligere i gang med modernisering efter vestligt mønster end japanerne og deres meiji restoration).
Muslimistans ulykke var dels, at territorierne lå tættere på vestmagterne (herunder Rusland), og dels at området omkring den Persiske Golf (samt Kaukasus) viste sig at være rigt på olie. Vesten - især Storbritannien og Frankrig, senere USA - ønskede ikke en selvstændig, nationalistisk politik i Arabien og tilstødende områder, så man bakkede op om de reaktionære konger på den ene side, mens man på den anden side indledte krig mod de sekulære nationalister (bl.a. Mossadeqh i Iran og Abdel Nasser i Egypten).
Konklusionen er, at man er nødt til at vide noget om historien og prøve at se tingene, som de ser ud fra den anden side. Det er ikke troværdigt eller intellektuelt holdbart at bedømme Muslimistan så overfladisk, at ovennævnte udsagn blot kan slynges ud som simple sandheder. Og i forlængelse af disse fordomme kreere sine egne lomme- og pseudovidenskabelige forklaringer på, hvorfor situationen er, som den er. Man må et par spadestik dybere.
Og for lige at komme forudsigelige indvendinger i forkøbet, så lad os tage et udsagn mere. Et udsagn som også er udtryk for en overfladisk afvisning af nogle hundreder års global historie:
"Det er altså Vestens skyld det hele..." (at muslimerne er sure og kaster med bomber).
Spørgsmålet om skyld er irrelevant og uinteressant. Alle civilisationer har været imperialister, alle civilisationer har fordrivelser, folkemord og andre forbrydelser på samvittigheden.
Alle imperier - også muslimske - har søgt optimering af deres magt og indflydelse, og alle civilisationer ville sandsynligvis handle som den vestlige, hvis de havde muligheden. Det væsentlige er at afdække de historiske processer for at finde forklaringer, ikke for at placere skyld.
