Hejsa,
De fik aldrig rigtig styr på den økonomiske krise, som de mere eller mindre selv skabte. Det er faktisk en tilfældighed at vores hverdag idag ligner den vi havde for 10-15 år siden. Den eneste grund til vi har den her levestandard, er pga. mangedobblingen af vores produktivtet og mulighed for øjeblikkelig og billig(!) kommunikation med andre. På papiret kom computeren og internettet for den sags skyld ikke rigtigt os til gode. Fordi imens staten med central-bank systemet i rykken, har fra-naret os det meste af den bonus den stærkt øgede produktivtet mm. medførte, så har vi blot formået at bibeholde en nogenlunde levestandard. Og det er kun på lånt tid, systemet er afhængig af vækst som det kan opsluge, men væksten er forsvundet, og nu er det bogstavelig talt borgerne som det opsluger.
Kort sagt er der mange som ikke laver en skid, undskyld udtrykket. Det har kun kunne lade sig gøre pga. vi teknisk set blev rigere og rigere, men istedet for at have råd til mere, nå mere, udrette mere osv. så lavede vi konsekvent bare mindre ved at ansætte flere til det samme arbejde. Det er pga. den måde samfundet er indrettet på. Velfærdstaten er et sort hul, som hellere vil fise den af, øge priserne eller rettere skatter og afgifter end at arbejde, gøre en forskel osv. Den eller de hævder at velfærdstaten er det bedste i verden. Det kan være det er det bedste for dem pt. men der er altså en regning der hober sig op. Ikke bare i kroner og øre, men også i menneskelige omkostninger som man siger. Problemet er først og fremmest at (velfærds)staten kan slippe afsted med en masse unoder. Det er en institution hvor reél ansvar og beslutningstagning er distanceret. Om et offentligt budget overskrides kommer ikke umiddelbart til at gå ud over beslutningstageren eller hvad man nu skal kalde ham, det betyder bare en større regning til skatteyderen. Der er ikke noget fundamentalt på spil for beslutningstageren i det offentlige, andet end job og omdømme, det er dog også i større grad nok til at folk opfører sig ansvarligt og udfører et eller andet, men efterhånden som tiden går bliver det udførte råddent, utilstrækkelig, til overpriser osv. For når den øverste beslutningstager eller chef bliver mere eller mindre ligeglad, så smitter det også af på medarbejderne. Chefen kan som sagt, desværre, i højere grad tillade sig at være ligeglad, hvis han har med det offentlige at gøre, fordi han som udgangspunkt ved øgede udgifter o.l. ikke hæfter personligt. I virkeligheden er det skatteyderne, og de er så fremmede eller fjerne for ham, og de tvunget til at betale alligevel, så der er tendens til at blive mere og mere ligeglad.
Så spoler vi frem, og kigger på de institutioner mv. som skulle forestille sig at beskytte og hjælpe. Altså de personer og institutioner som sagde de ville tage sig af vores børn, beskytte os, tage hånd om kriminalitet, sørge for vores pension, vores helbred osv. Ja der er mange ting som staten tager sig af idag, men man tør næsten ikke kigge på den sørgelige stand den er i. For det første mangler der af en eller anden grund penge, der er et underskud uden lige. Men ligegyldighed og inkompetence synes også at være på et rekordhøjt niveau.
Egentlig, hvis noget virkelig lyder for godt til at være sandt, så er det som regel for godt til at være sandt, og det er velfærdstaten på en måde(?). Politikerne/staten har lovet guld og grønne skove, det eneste vi skulle var bare at stemme på dem. Men den deal som danskerne i virkeligheden har lavet er at lade sig tvinge og underkaste, mod forventning om at få fuld valuta for den tid og de penge som der kræves. Det er jo vanvittigt. Hvis jeg kunne tvinge dig til at betale til mig, så ville du uden tvivl blive taberen. Så selvom vi er midt i nogle mere eller mindre revolutionere tider, så er det meste - desværre - som er på folks hjerner problemerne med invandring. Men det er jo ingentind i forhold til den mastodont som er vokset op om ørene på os og er begyndt at vakle.. Spørgsmålet er om vi skal gå efter indvandrerne eller staten.
