Fire år mere med en socialdemokratisk regering, der er afhængig af EL, Alternativet, SF og Radikale betyder fire år mere med en lempelig udlændingepolitik.
Det sætter en irreversibel proces i gang.
I 2014 kom knap 15.000 asylansøgere til Danmark og yderligere nogle tusinde indvandrere fra muslimske lande. Fortsætter det i årene 2015-18, så vil der blive tale om i alt 75.000 asylansøgere, som ikke kan sendes retur. Inklusiv familiesammenføring kan det betyde yderligere 225.000-300.000, såfremt de hver især får 3-4 familiesammenført. Men lad os lade være med at male fanden på væggen og sætte det lavt til 200.000. Og hvis 15.000 asylansøgere koster 3 mia. Kr. (200.000 per person), så vil 200.000 koste 40 mia. kr. årligt.
Det er bestemt muligt, at det ikke kommer til at gå så galt, at tallet kun bliver på 100.000 flygtninge og udgifter på 20 mia. - eller et andet tal. Det konkrete tal er ikke pointen.
Hvis den røde regering fortsætter 4 år endnu, så skal vi også finde os i stigende skatter og afgifter, mere grøn ideologi og vindmøllespild, politi der bruger tid på fartkontroller i stedet for at opklare forbrydelser, en gennemført løgnagtig statsminister og regering, der gemmer sig bag mørklægningsloven og supplerer den med nødløgne.
Men hvad Thorning-Schmidt regeringen end laver af ulykker på det økonomiske område, i forhold til klimapolitikken, retspolitikken, og arbejdsmarkedspolitikken, så kan det laves om på et senere tidspunkt. En kommende blå regering til kunne sænke skatterne og slanke den offentlige sektor, om viljen er til stede. Det er selvfølgelig tvivlsomt, men det er i hvert fald op til et nyt Folketing at afgøre. Ingen afgiftsstigninger er irreversible.
Indvandringen af svært integrerbare flygtninge fra Nordafrika og Mellemøsten er imidlertid en irreversibel proces. Den kan ikke gøres om. Det er den STORE FORSKEL på indvandringspolitik og al anden politik. Tilvandring er irreversibel.
Integrationsproblemerne er allerede ved at vokse os over hovedet. Og ingen partier har nogen løsning på integrationsproblemerne. Beskæftigelsesgraden stiger ikke, tredjegenerationsindvandrere synes at være mere kriminelle og uintegrerbare end første og andengenerationsindvandrere, flere og flere lever i parallelsamfung og bliver radikaliserede, den sociale kontrol og kvindeundertrykkelsen er omfattende, antisemitismen er blevet værre, vi har fået terroren til Danmark, ytringsfriheden er truet og islamiseringen sniger sig ind på boligområder, sportsklubber og offentlige institutioner.
Integrationsproblemerne vokser mere end proportionalt med antallet af (lad os være ærlige og sige: muslimske) tilvandrere. Det tilsiger erfaringerne fra andre lande med en større koncentration af muslimer, og der er også gode grunde til, at dynamikken har den karakter.
Jeg betragter udlændingespørgsmålet som det vigtigste i denne valgkamp, og jeg betragter masseindvandringen af muslimer som den største trussel mod vores frihed og velstand overhovedet. Den trussel er langt større end truslen fra socialisterne. I de seneste 20 år er skattetrykket stort set ikke steget, den offentlige sektor som andel af BNP er ikke vokset væsentligt, og det samme gælder for antal personer på overførselsindkomst. Jeg tror heller ikke, at disse tre størrelser bliver meget værre i de kommende fire år under en rød regering, men under alle omstændigheder er det en reversibel tilstand, som et nyt folketingsflertal kan gøre om på, selv om ”velfærdskoalitionen” gør det særdeles svært.
Masseindvandringen er derimod en irreversibel proces, og det er grunden til, at jeg betragter den med så megen større alvor og ser den som langt den største trussel mod vores frihed og velstand end noget, socialisterne ellers kan finde på at lave af ulykker.
Og eneste mulighed for at undgå, at integrationsproblemerne skal vokse os over hovedet, er at indføre et totalt stop for tilvandring – både asylansøgere og indvandrere – fra de muslimske lande. Kun det vil give respit til at forsøge at håndtere de integrationsproblemer, der allerede synes uoverstigelige.
