I et ultraliberalt samfund, hvor enhver driftighed belønnes og alle bruger al deres energi og tid på at rage til sig, kan man lige så godt afskaffe politiet, og lade dem, der har brug for og råd til beskyttelse, selv betale for et privat vagtværn. Sikke mange penge skatteyderne kunne spares for. En model, jeg er sikker på, især de dårligst stillede vil hilse velkommen, når afstanden mellem rig og fattig vokser og vokser og vokser...... Eller måske bliver det modsatte i stedet resultatet, altså at politiets ressourcer må øges og øges og øges, og at det derudover bliver nødvendigt med private vagtværn? Som vi fx. ser det i England i øjeblikket?
Jo mindre socialitet i et samfund, desto større social uro. Det er der ikke noget nyt i (historien er sprængfyldt med eksempler på det), så ville det på den lange bane ikke være fornuftigere at betragte fordelingspolitikken som en investering, eller forsikring, mod sociale uroligheder? Altså i stedet for øget uro, mere politi og flere vagtværn, der etableres af driftige mennesker (det er jo også en måde for fattige at tjene på de rige på), så endegyldigt acceptere, at det måske ikke er så dumt endda at dele ud af overfloden, fx gennem overførselsydelser, som vi har det i dag? Eller endnu bedre: Gennem en borgerydelse, som nogenlunde kunne svare til kontanthjælpen i dag og som alle er berettiget til, til erstatning af samtlige andre sociale ydelser? Den ville det ikke være forbundet med skam at modtage, med andre ord en stærkt afbalancerende faktor i forhold til social uro.
Mennesker reagerer ikke kun på store forskelle mellem rig og fattig, men først og fremmest, når retsfølelsen bliver krænket. Det er tilsyneladende også tilfældet i England. En marginaliseret befolkningsgruppe, der på den ene side bliver større og større, samtidig med, at nedskæringerne i de sociale ydelser øges, giver store spændinger, hvor der efterfølgende kun skal relativt lidt til at fremprovokere en voldsom reaktion. Og så er vi tilbage ved knudepunktet: Voksende forskel mellem rig og fattig sammen med en øget oplevelse af, at retfølelsen krænkes, giver social ustabilitet. Og derfor bør især ultraliberalister spørge sig selv: Ønsker vi at bekæmpe social uro med større bevillinger til politi, fængsels - og retsvæsen samt private vagtværn, eller vil vi acceptere en fordelingspolitik, der ikke krænker en stor gruppes retsfølelse og som dermed medvirker til social ro og stabilitet?
