Det danske bidrag til borgerkrigen i Libyen har efterhånden varet længe og har smidt 740 bomber mod mål i Libyen. http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/08/10/165109.htm
Hvis nogen havde sagt for få år siden, at Danmark ville bombe løs mere eller mindre kontinuerligt på et andet land, så ville jeg ikke havde troet dem! Nu står vi så i denne situation og dette uden stort set nogen offentlig debat om emnet. Borgfreden om emnet har tilsyneladende stoppet enhver debat om det principielle i brugen af militæret og fornuften i den konkrete mission.
Det der slår mig mest som borger i dette land er den manglende debat. Vi giver opmærksomhed til situationen til første par uger og nu er det således blevet bare hverdag, at Danmark fører krig i andre lande på helt andre kontinenter! Man kan være uenig eller enig i indsatsen, men en grundig debat om noget så drastisk som brug af militær magt må i mine øjne være påkrævet. At denne ikke har været der, ser jeg som et bevis på, at Fogh og hans udenrigspolitik vitterligt har forandret danskerne. Er dette en positiv udvikling? Jeg vil personligt svare nej! Som jeg ser det har både Irak, Afghanistan, Somalia og nu Libyen været klare eksempler på ugennemtænkt brug af militær magt.
Jeg er ikke modstander af interventioner eller krige per se, men mener at militær indgriben må kræve meget nøje overvejelser og bør være sidste udvej. Dette mener jeg bestemt ikke kan siges at være tilfældet i forbindelse med Libyen konflikten. I al hast og med truslen om et muligt folkemord hængende vælger vi at gå i krig. Uden enighed i FN om mandatet, uden exit-strategi og uden international enighed.
At Danmark og koalitionen generelt har gået langt videre end FN mandatet er synligt for de fleste. Vi opfører os regulært, som oprørsstyrkernes strategiske og taktiske luftvåben, hvor FN-mandatet taler om beskyttelse af civile, våbenembargo og indefrysning af finansielle værdier.
http://responsibilitytoprotect.org/index.php/crises/190-crisis-in-libya/3267-un-security-council-resoluti />
Det er unægtelig nærliggende, at tiltro koalitionen mere dunkle og usagte motiver som stabil olieforsyning, fremvisning af nyt militærudstyr, ”bevis” til politikerne for øgede militærudgifter i meget knap finansiel situation samt begrænsning af flygtningestrømmene. Den manglende tilsvarende indgriben i Sudan, Syrien, Elfenbenskysten og Somalia, bare for at nævne nogle konflikter, kaster i mine øjne i al fald tvivl om dedikationen til den såkaldte ”Responsibility to Protect” doktrin.
Jeg vil meget gerne høre hvad andre liberale har tænkt om denne konflikt og deres overvejelser om brug af disse midler generelt i udenrigspolitikken. Under alle omstændigheder er det interessant, at Norge nu har trukket sig ud, mens Danmark bomber videre.
