Siden den flinke fyr Jesus blev dømt til døden af en folkedomstol, som en fej magthaver overlod beslutningen til, har vi vidst, at det der med folkedomstole i bedste fald er noget roderi, som man gør bedst i at undgå. Et aktuelt eksempel på at folke-dommeren igen har været på gruelige afveje, er reaktionerne mod den mistænkte for mordet på Maria Møller Christensen nytårsnat i Herning. En forbrydelse så grum, ufattelig og ækel, at selv de mest moralsk anløbne typer iblandt os næppe har fantasi til at forestille sig, hvad der kan drive et menneske til at gøre sådan mod et andet menneske. En pige, der vandrede stærkt beruset og stangfrossen rundt i gaderne nytårsnat, faldt i den grad over den forkerte fremmede, som i stedet for at hjælpe hende voldtog hende, tævede hende og kvalte hende. Det kan ikke blive værre.
Mistanken falder i løbet af ingen tid på Jan Lindholdt Mikkelsen, og indicierne syntes at være stærke. Havde det ikke været for muligheden for at DNA-teste, var det sikkert endt med et justitsmord. Imidlertid eksisterer den mulighed heldigvis, og vi ved nu, at Jan Mikkelsen ikke er den skyldige i mordet. Det interessante er, at så mange mennesker, før noget som helst var blevet hverken bevist eller modbevist, på en eller anden mystisk måde simpelthen VIDSTE, at han var den skyldige… Altså lige indtil de fandt ud af, at det var han ikke. De vidste det så meget, at de konsekvent omtalte ham som svin, dyr og det, der er langt værre, og ikke så få brillierede med dødstrusler imod ham på Facebook, og utvivlsomt også i andre fora på internettet. Lad mig lige klargøre en ting: Den, der er skyldig i mordet på Maria Møller Christensen, har jeg ingen som helst problemer med at omtale som et svin, et dyr og det, der er langt værre. Jeg håber, han bliver fanget hurtigt og idømt livsvarigt fængsel, eller livslang forvaring på en psykiatrisk institution, hvis det viser sig, at han ikke er rask i klinisk forstand (i populær forstand giver det selvfølgelig sig selv, at han ikke er ”rask”).
Mit problem er med det næsten perverterede raseri, der pludselig brøler ud af den danske folkemængde (og godt ansporet af de danske medier; ikke mindst formiddagspressen, det er der ingen tvivl om), når en eller anden – helst en mand – er MISTÆNKT for at have gjort et eller andet frygteligt. Så kan det ikke gå for langsomt med at Hr. og Fru Danmark ryger helt op ad stolen og helt op i loftet… Eller helt hen på Facebook for at skrive fingerspidserne til blods i de hadegrupper, der selvfølgelig for længst er blevet stiftet. I gårsdagens Urban gav en forsker en meget præcis beskrivelse af dette fænomen: ”Først søger man en skyldig i nærheden, for eksempel en pædofil (sic!) eller morder, og derefter reagerer man panisk med fordømmelser, selvom dommen endnu ikke er faldet. Bagefter fortsætter jagten på den skyldige avis, journalist eller Facebookgruppe, der har været skyld i reaktionen.” Citat Henrik Jensen, mentalitetsforsker, RUC. Det ville næsten være morsomt, hvis det ikke var rigtige, levende mennesker det her gik ud over: Ikke engang det faktum, at mistanken viser sig at være forkert, får nødvendigvis folkestemningen til at køle ned. Næh, nej – for nu er det pressen, vi hader, eller private mennesker på Facebook, der hverken tog mere eller mindre fejl, end man selv gjorde, men som blot tog skridtet videre og stiftede en gruppe på grundlag af deres fejltagelse. Og jo – selvfølgelig skal pressens rolle i den slags sager underlægges kritik. Masser af kritik. Og selvfølgelig har folk, der har stiftet grupper imod en bestemt person uden beviser for hans udåd, også fortjent kritik. Endelig er det heller ikke ligefrem ideelt, at det åbenbart tager så lang tid at få gennemført en DNA-prøve. Stakkels Jan Mikkelsen.
Men længst tror jeg vi kommer med at rette en hel del kritik imod os selv og vore egne iboende, primitive lynching-lyster. For dem har vi alle sammen, i større eller mindre grad, og det er der sikkert naturlige forklaringer på. Det hjælper bare ikke noget, når vi nu engang er enige om, at vi ønsker at leve i et civiliseret samfund, hvor retsprincipperne er noget af de mest centrale. Hvilket blandt andet vil sige, at et menneske ikke er dømt, før han er – dømt. Selvom jeg tager afstand til de reaktioner på Maria-mordet, der havde deres rasende og offentlige fokus på Jan Mikkelsen og alt det frygtelige, der burde ske med ham, så har jeg ikke svært ved at identificere mig med dem på det følelsesmæssige plan. Tanken om den hjælpeløse Maria i den iskolde nat, og hvordan hendes hjælpeløshed blev udnyttet, gav også mig meget, meget stærke lyster i retning af at finde en syndebuk, sådan så jeg havde noget at samle alle de forfærdelige følelser i. Den afgrundsdybe angst, der opstår i mig, når jeg tænker på, at jeg selv kan risikere at støde på en person som Marias morder. Eller at en, jeg holder af, kan risikere at støde på en sådan person. Den kvalmende afsky, jeg bare ikke kan ryste mig, ved tanken om, at et behov for en lille smule hjælp kan besvares med en voldtægt og et mord. At det overhovedet kan ske. Disse følelser har jeg meget svært ved at rumme, og derfor ville det være ganske dejligt bare at kunne hælde dem ud over et enkelt menneske, som jeg ikke kender personligt. En eller anden mand ovre i Jylland. Svin. Dyr. Det er bare ikke dejligt for ham, der i en måned må leve med 5 millioner harmdirrende pegefingre imod sig. Den oplevelse har næppe styrket hans kærlighed til sine medmennesker. Resultat: Verden er ikke blevet et bedre sted, Maria har stadig lidt en frygtelig død, morderen er stadig fri og den tidligere mistænkte har uden tvivl tildraget sig alvorlige ar på psyken.
Jeg er ret sikker på, at der er noget fundamentalt galt med vores retsbevidsthed her i landet. Tag nu bare en klog mand som Henrik Jensen fra RUC. Han udtaler sig begavet om lynch-stemningen blandt folket, men han får selv sneget en graverende fejl ind i sine udtalelser. En fejl, som i øvrigt fælt nok er så udbredt, at man oftest knap bemærker den, så det skal han ikke klandres personligt for. Han taler om ”pædofile og mordere” i samme sætning på en måde, som ville have været passende, hvis han havde sagt ”Marx og Engels” eller ”Starsky og Hutch”. Altså simpelthen pot og pande; ærter i bælg. Men den er jo helt gal, friends. Pædofile er ikke i forhold til mordere, hvad Marx var i forhold til Engels. Pædofili er en seksuel præference; at den er ganske mærkværdig og svær at forstå og forholde sig til kan de fleste af os sikkert hurtigt blive enige om, men seksuelle præferencer er naturligvis IKKE I SIG SELV forbrydelser. Og det burde vi takke Gud i himlen for, hvis vi var kloge. Et pædofilt overgreb er derimod en forbrydelse (og det er naturligvis den præcisering, Henrik Jensen og alle andre til enhver tid burde bruge, hvis de vil tale om forbrydelser med tilknytning til pædofile lyster), men de færreste pædofile er formentlig overgrebsmænd og –kvinder. Hvilket vi vist alle for længst har glemt. Om man har begået en kriminel handling eller bare har lyst til det, og om det er bevist, at man har begået en kriminel handling eller om man blot er mistænkt for det, er skelnen, der er så væsentlig, at det er aldeles frygtindgydende, at en stor del af befolkningen (og pressen) tilsyneladende har glemt alt om, at den skelnen overhovedet kan eksistere. På det langsigtede niveau langt mere frygteligt end mordet på Maria. Kan vi så komme ud af abegrotten og huske vores retsprincipper!
Og nu vi taler om pædofile og Facebook: Nyeste guldkorn, jeg har fundet derinde, hedder: ”Hold fingrene fra mit barn, hvis du ønsker at beholde din hånd”. Jo tak, da. Sikke en trussel. Man kunne jo i den grad fristes til at tænke sig om to gange, før man næste gang klapper et barn på hovedet. Beskrivelsen af gruppen lyder som følger: ”For alle os der hader børnepillere og gamle svin der ikke kan holde nallerne fra andre folks børn..”. Jamen, jeg er heller ingen fan af ”børnepillere”. Men hvem Sørensen er de, og hvem er de gamle svin? De er dem, der er blevet dømt af folkedomstolen allerede inden, man ved, hvem man skal have mistanke til. Og dermed kunne de i princippet sagtens være dig eller mig. Så kære hystader på Facebook: Vil I ikke nok tage jeres egne angstfyldte følelser på jer, frem for at sprede angsten og den deraf følgende mistænksomhed ud i samfundet? Jeg kan godt forstå, at I er bange for, at nogen skal gøre jeres børn ondt… Men I skal altså selv bære på jeres følelser. Det skal vi alle. Ellers flyver de hvileløst rundt og laver alt for mange ulykker derude - f.eks. undergraver principperne i vores retsstat.
Mistanken falder i løbet af ingen tid på Jan Lindholdt Mikkelsen, og indicierne syntes at være stærke. Havde det ikke været for muligheden for at DNA-teste, var det sikkert endt med et justitsmord. Imidlertid eksisterer den mulighed heldigvis, og vi ved nu, at Jan Mikkelsen ikke er den skyldige i mordet. Det interessante er, at så mange mennesker, før noget som helst var blevet hverken bevist eller modbevist, på en eller anden mystisk måde simpelthen VIDSTE, at han var den skyldige… Altså lige indtil de fandt ud af, at det var han ikke. De vidste det så meget, at de konsekvent omtalte ham som svin, dyr og det, der er langt værre, og ikke så få brillierede med dødstrusler imod ham på Facebook, og utvivlsomt også i andre fora på internettet. Lad mig lige klargøre en ting: Den, der er skyldig i mordet på Maria Møller Christensen, har jeg ingen som helst problemer med at omtale som et svin, et dyr og det, der er langt værre. Jeg håber, han bliver fanget hurtigt og idømt livsvarigt fængsel, eller livslang forvaring på en psykiatrisk institution, hvis det viser sig, at han ikke er rask i klinisk forstand (i populær forstand giver det selvfølgelig sig selv, at han ikke er ”rask”).
Mit problem er med det næsten perverterede raseri, der pludselig brøler ud af den danske folkemængde (og godt ansporet af de danske medier; ikke mindst formiddagspressen, det er der ingen tvivl om), når en eller anden – helst en mand – er MISTÆNKT for at have gjort et eller andet frygteligt. Så kan det ikke gå for langsomt med at Hr. og Fru Danmark ryger helt op ad stolen og helt op i loftet… Eller helt hen på Facebook for at skrive fingerspidserne til blods i de hadegrupper, der selvfølgelig for længst er blevet stiftet. I gårsdagens Urban gav en forsker en meget præcis beskrivelse af dette fænomen: ”Først søger man en skyldig i nærheden, for eksempel en pædofil (sic!) eller morder, og derefter reagerer man panisk med fordømmelser, selvom dommen endnu ikke er faldet. Bagefter fortsætter jagten på den skyldige avis, journalist eller Facebookgruppe, der har været skyld i reaktionen.” Citat Henrik Jensen, mentalitetsforsker, RUC. Det ville næsten være morsomt, hvis det ikke var rigtige, levende mennesker det her gik ud over: Ikke engang det faktum, at mistanken viser sig at være forkert, får nødvendigvis folkestemningen til at køle ned. Næh, nej – for nu er det pressen, vi hader, eller private mennesker på Facebook, der hverken tog mere eller mindre fejl, end man selv gjorde, men som blot tog skridtet videre og stiftede en gruppe på grundlag af deres fejltagelse. Og jo – selvfølgelig skal pressens rolle i den slags sager underlægges kritik. Masser af kritik. Og selvfølgelig har folk, der har stiftet grupper imod en bestemt person uden beviser for hans udåd, også fortjent kritik. Endelig er det heller ikke ligefrem ideelt, at det åbenbart tager så lang tid at få gennemført en DNA-prøve. Stakkels Jan Mikkelsen.
Men længst tror jeg vi kommer med at rette en hel del kritik imod os selv og vore egne iboende, primitive lynching-lyster. For dem har vi alle sammen, i større eller mindre grad, og det er der sikkert naturlige forklaringer på. Det hjælper bare ikke noget, når vi nu engang er enige om, at vi ønsker at leve i et civiliseret samfund, hvor retsprincipperne er noget af de mest centrale. Hvilket blandt andet vil sige, at et menneske ikke er dømt, før han er – dømt. Selvom jeg tager afstand til de reaktioner på Maria-mordet, der havde deres rasende og offentlige fokus på Jan Mikkelsen og alt det frygtelige, der burde ske med ham, så har jeg ikke svært ved at identificere mig med dem på det følelsesmæssige plan. Tanken om den hjælpeløse Maria i den iskolde nat, og hvordan hendes hjælpeløshed blev udnyttet, gav også mig meget, meget stærke lyster i retning af at finde en syndebuk, sådan så jeg havde noget at samle alle de forfærdelige følelser i. Den afgrundsdybe angst, der opstår i mig, når jeg tænker på, at jeg selv kan risikere at støde på en person som Marias morder. Eller at en, jeg holder af, kan risikere at støde på en sådan person. Den kvalmende afsky, jeg bare ikke kan ryste mig, ved tanken om, at et behov for en lille smule hjælp kan besvares med en voldtægt og et mord. At det overhovedet kan ske. Disse følelser har jeg meget svært ved at rumme, og derfor ville det være ganske dejligt bare at kunne hælde dem ud over et enkelt menneske, som jeg ikke kender personligt. En eller anden mand ovre i Jylland. Svin. Dyr. Det er bare ikke dejligt for ham, der i en måned må leve med 5 millioner harmdirrende pegefingre imod sig. Den oplevelse har næppe styrket hans kærlighed til sine medmennesker. Resultat: Verden er ikke blevet et bedre sted, Maria har stadig lidt en frygtelig død, morderen er stadig fri og den tidligere mistænkte har uden tvivl tildraget sig alvorlige ar på psyken.
Jeg er ret sikker på, at der er noget fundamentalt galt med vores retsbevidsthed her i landet. Tag nu bare en klog mand som Henrik Jensen fra RUC. Han udtaler sig begavet om lynch-stemningen blandt folket, men han får selv sneget en graverende fejl ind i sine udtalelser. En fejl, som i øvrigt fælt nok er så udbredt, at man oftest knap bemærker den, så det skal han ikke klandres personligt for. Han taler om ”pædofile og mordere” i samme sætning på en måde, som ville have været passende, hvis han havde sagt ”Marx og Engels” eller ”Starsky og Hutch”. Altså simpelthen pot og pande; ærter i bælg. Men den er jo helt gal, friends. Pædofile er ikke i forhold til mordere, hvad Marx var i forhold til Engels. Pædofili er en seksuel præference; at den er ganske mærkværdig og svær at forstå og forholde sig til kan de fleste af os sikkert hurtigt blive enige om, men seksuelle præferencer er naturligvis IKKE I SIG SELV forbrydelser. Og det burde vi takke Gud i himlen for, hvis vi var kloge. Et pædofilt overgreb er derimod en forbrydelse (og det er naturligvis den præcisering, Henrik Jensen og alle andre til enhver tid burde bruge, hvis de vil tale om forbrydelser med tilknytning til pædofile lyster), men de færreste pædofile er formentlig overgrebsmænd og –kvinder. Hvilket vi vist alle for længst har glemt. Om man har begået en kriminel handling eller bare har lyst til det, og om det er bevist, at man har begået en kriminel handling eller om man blot er mistænkt for det, er skelnen, der er så væsentlig, at det er aldeles frygtindgydende, at en stor del af befolkningen (og pressen) tilsyneladende har glemt alt om, at den skelnen overhovedet kan eksistere. På det langsigtede niveau langt mere frygteligt end mordet på Maria. Kan vi så komme ud af abegrotten og huske vores retsprincipper!
Og nu vi taler om pædofile og Facebook: Nyeste guldkorn, jeg har fundet derinde, hedder: ”Hold fingrene fra mit barn, hvis du ønsker at beholde din hånd”. Jo tak, da. Sikke en trussel. Man kunne jo i den grad fristes til at tænke sig om to gange, før man næste gang klapper et barn på hovedet. Beskrivelsen af gruppen lyder som følger: ”For alle os der hader børnepillere og gamle svin der ikke kan holde nallerne fra andre folks børn..”. Jamen, jeg er heller ingen fan af ”børnepillere”. Men hvem Sørensen er de, og hvem er de gamle svin? De er dem, der er blevet dømt af folkedomstolen allerede inden, man ved, hvem man skal have mistanke til. Og dermed kunne de i princippet sagtens være dig eller mig. Så kære hystader på Facebook: Vil I ikke nok tage jeres egne angstfyldte følelser på jer, frem for at sprede angsten og den deraf følgende mistænksomhed ud i samfundet? Jeg kan godt forstå, at I er bange for, at nogen skal gøre jeres børn ondt… Men I skal altså selv bære på jeres følelser. Det skal vi alle. Ellers flyver de hvileløst rundt og laver alt for mange ulykker derude - f.eks. undergraver principperne i vores retsstat.
