I meget lang tid har vi på 180grader læst indlæg om hvor middelmådige de danske politikere er, blottet for realitetssans og uden evner til nytænkning. Nu er tiden kommet, hvor vi må hjælpe dem på vej.
Alle er velkommen med konkrete forslag til forbedring af Danmarks konkurrenceevne.
Martin Seebach og Niklas Nikolajsen har beskrevet problematikken i ”Danmarks forretningsplan” og ”Jeg vil ikke give dig et job”
Det største problem er Danmarks ringe konkurrenceevne. Devaluering af kronen er ikke mulig og indebærer også at importen bliver dyrere. Fordi den danske indkomstskat er så høj har vi en mulighed for at foretage en intern devaluering hvor vi i et hug sætter lønnen ned og samtidig reducerer skatten. Vi kunne begynde med kr. 3.000 ned i løn og kr. 3.000 ned i skat. Det disponible beløb vil blive uændret.
Ordningen skal gælde for alle lønmodtagere også de offentlige ansatte.
Fordelen for virksomhederne er, at de får lavere lønomkostninger og dermed bliver de mere konkurrencedygtige. Nogle virksomheder vil overveje at trække udenlandsk produktion hjem, andre får mulighed for nye markeder fordi prisen kan reduceres og igen andre ser mulighed for at starte ny produktion.
Fagforeningerne vil helt sikkert komme op i det røde felt, men vi skal redde Danmark fra Græske tilstande, så vi må alle sluge kameler.