Rachel Ehrenfeldt blev sagsøgt af Khalid bin Mahfouz, en saudisk bankrådgiver og milliardær
Der findes mange former for terrorisme, og vold er kun én af dem. De tiltagende ikke-voldelige strategier anvendt for at opnå målet for Det Muslimske Broderskab, at ”sabotere vesten indefra”, er mere lumsk, og har større sandsynlighed for at sejre, end vold. Selvom ikke-voldelig radikalisme tager mange former, så er én af de mest farlige former bestræbelsen på at undertrykke ytringsfriheden, gennem anvendelsen af injuriesøgsmål.
En hovedsag på dette område er den om Rachel Ehrenfeldt. Hun er en israelsk-amerikansk ekspert i bekæmpelse af terrorisme, og er internationalt anerkendt. I 2003 forfattede hun bogen ”Funding Evil: How Terrorism is Financed and How to Stop it”. I den hævder hun, at Khalid bin Mahfouz, en saudisk bankrådgiver og milliardær, hjalp med finansieringen af Al-Qaeda. Til støtte for hendes påstand citerede hun regeringsdokumenter fra Frankrig, Storbritannien og Amerika.
Rachel´s bog blev skrevet, publiceret og distribueret i Amerika, og var målrettet amerikanske læsere. Dog, gennem Internettet blev omkring 23 bøger solgt i Storbritannien. Dette var tilstrækkeligt for britiske domstole til at anerkende injuriesøgsmålet fra Mahfouz mod Rachel.
Rachel nægtede i forbindelse med søgsmålet at rejse til Storbritannien. Hun blev derfor dømt ”in absentia”. Domstolen dømte hende til at betale 225.000 dollar og give Mahfouz en undskyldning. Rachel søgte en deklarativ dom i Manhattan´s føderale domstol, krævende at den britiske dom skulle kendes ugyldig. Sagen blev dog afvist, grundet domstolens mangel på domsmyndighed over Mahfouz.
Mahfouz hævdede han var uskyldig i anklagerne Rachel rettede mod ham. Alligevel valgte han ikke at sagsøge hende i Amerika, hvor søgsmålet ville have givet mere mening. Dette skyldes, at britiske og amerikanske injurielove adskiller sig kraftigt fra hinanden. I Amerika er ytringsfriheden beskyttet under ”First Amendment” i den amerikanske konstitution. Lovene i Amerika er på ytringsfrihedens side, på den anklagedes side og sandheden er det fuldstændige forsvar. En offentlig person kan ikke vinde et injuriesøgsmål, med mindre denne løfter sin bevisbyrde om, at den aflagte erklæring var usand, og at forfatteren gjorde det i ”ondskabsfuldhed” eller ”uagtsom ligegyldighed om sandheden”. Sagsøgere i Amerika aflægger ofte ed, og under regler om afklaring kunne Mahfouz yderligere have været afkrævet sine finanser lagt frem til offentligt skue. Ingen af disse regler gælder i Storbritannien.
I Storbritannien er injurielove meget på sagsøgers side, hældende i retning af beskyttelsen af den enkeltes ry, i det omfang at det ofte tangerer censur. Der konstituerer injurier at publicere ”en erklæring der ville få en almindelig person til at moderere sine synspunkter, som resultat af at have hørt eller læst erklæringen”. Der er intet krav om, at sagsøger skal løfte bevisbyrden. I stedet antages erklæringen at være usand, og bevisbyrden ligger hos anklagede, med mindre andet kan vises. Forsvar i injuriesager i Storbritannien inkluderer argumenter som, at ”jeg var ikke den virkelige forfatter”, ”jeg vidste ikke erklæringen ville blive publiceret”, ”jeg vidste ikke erklæringen var injurierende” eller personen om hvem erklæringen blev afgivet, havde så dårligt et ry, at en negativ omtale ikke ville ændre den gennemsnitlige borgers mening om denne.
Grundet forskellene i lovene har der været en substantiel forøgelse i fænomenet ”injurieturisme”, hvor terrorismens støtter rejser jorden rundt for at sagsøge. Med ankomsten af salg over Internettet kan domstole der ellers ingen domsmyndighed havde, køre sager hvor bøger blev købt i deres land.
Søgsmål og trusler om søgsmål fra Mahfouz og andre som ham, har haft en afkølende virkning på ytringsfriheden i hele Vesten. Hahfouz har allerede sagsøgt, eller truet med at sagsøge, fyrre forfattere, inklusive tyve amerikanere. I den forbindelse har han inkasseret substantielle erstatninger og standset salget og distributionen af vigtige informationer om terrorfinansiering. Eksempelvis i 2006, efter Mahfouz havde anlagt injuriesøgsmål, erklærede Cambridge University Press, at det ville standse al salg af usolgte kopier af bogen ”Alms for Jihad: Charity and Terrorism in the Islamic World”, skrevet af Robert O. Collins, en tidligere historieprofessor ved University of California, og J. Millard Burr, en tidligere embedsmand.
Efterfølgende skrev Andy McCarthy en bog med titlen ”Willful Blindness”. McCarthy var den ledende føderale anklager af Abdul Rachman (også kendt som ”den blinde Sheik), der var ansvarlig for bombningerne af World Trade Center i 1993. En bogdistributør opererende i Canada og Storbritannien skrev et brev til Roger Kimball, McCarty´s kommende forlægger, spørgende om bogen indeholdt noget anti-saudisk eller anti-terroristisk. Han frýgtede, at han ville krænke saudierne der boede i Storbritannien, og udsætte sig selv for et muligt søgsmål.
Rent praktisk har de folk der gerne vil holde principperne i hævd, lommer der ikke er dybe nok til at kunne forsvare sig i en domstol. Saudierne på den anden side, har tilsyneladende uendelige mængder penge til at finansiere deres procesbestræbelser.
Resultatet af denne injurieterrorisme er, at bøger af terroriststøtter dømmes krænkende, og bliver ikke publicerede, selvom de er sande. Deres pengevask, træning af Wahabbi imamer kloden rundt, distribution af hadefuld litteratur og radikale indoktrinering af madrass-studerende, passerer ubemærket. Selv når sagsøger ikke har en fortjenstfuld sag, ved denne, at truslen om at få sagsøgte til at bløde, kan være tilstrækkeligt til at opnå målet om undertrykkelse af ytringsfrihed. Og truslen om søgsmål behøver man ikke engang nævne, for at skabe den kølende virkning. At injuriesøgsmålene fra radikale er tiltagende i hele Vesten, er nok til at få enhver i industrien til at tage notits. Injurieterrorismen har i sandhed været succesfuld.
En flod af søgsmål hos fremmede domstole demonstrerer, at radikale muslimer og terroriststøtter prøver at lukke munden på folk. Men hvis amerikanerne ikke kan tale om, hvordan terrorismen opererer og er finansieret, så kan de ikke adressere problemet. Det er derfor afgørende, at besejre injurieterrorismen, ikke alene for at bevare amerika´s ytringsfrihedsrettigheder, men for at bevare den nationale sikkerhed.
Som svar på disse begivenheder har New York State Assembly og New York State Senate tidligere i år énstemmigt vedtaget ”The Libel Terrorism Reform Act”. Også kendt som ”Rachel Law” giver denne lov New York´s domstole domsmyndighed over fremmede, der vinder injuriesøgsmål mod folk fra New York. Den tillader den anklagede at søge påstand om at dommen er ugyldig, hvis ikke det land der laves søgsmål i, ikke tilbyder den samme beskyttelse af ytringsfriheder som i ”First Amendment”. Loven blev i maj 2008 underskrevet af guvernør Paterson, og er en sejr for forlæggerbranchens hovedstad.
Nå, men Kongressen ønsker at yde yderligere beskyttelse mod injurieterrorisme, og yderligere skærpe konsekvenserne. ”The Free Speech Protection Act of 2008” blev introduceret i House of Representatives af kongresmedlem i New York Peter King. I senatet blev loven sponseret af senator Arlen Spector og co-sponseret af senatorerne Joe Lieberman og Chuck Schumer. Denne lov vil, hvis den vedtages, tilbyde samme redskaber som New York State loven. Yderligere vil den tillade forfattere og forlæggere at modsagsøge for tort og svie, hvor sagsøger anlagde en injurieanklage, med hensigten at intimidere sagsøgte fra at udøve rettighederne i ”First Amendment”.
Desværre vil denne lov dø i komiteen, med mindre kongressen træder i funktion inden årets udgang. Det siges dog, at efter januar 2009 vil komiteerne genoptage disse love, igen givende kongressen en chance for at få dem vedtaget. Hvis kongressens medlemmer og senatorerne samarbejder, kan de vinde dette slag om bevarelsen af én af Amerika´s hjørnestensfriheder, og besejre ikke-voldelige radikale i deres misbrugende søgsmålstaktikker. For at kunne vinde den globale krig mod terror, er det afgørende, at forfattere er frie til at udbrede sand information om terrorismerelaterede emner til efterretningstjenester og anti-terrorpersonel, såvel som til offentligheden.
Lad os håbe når det nye år tager sin begyndelse, at Amerika´s lovgivere ikke vil lade denne vigtige mulighed glide af hænde.
Der findes mange former for terrorisme, og vold er kun én af dem. De tiltagende ikke-voldelige strategier anvendt for at opnå målet for Det Muslimske Broderskab, at ”sabotere vesten indefra”, er mere lumsk, og har større sandsynlighed for at sejre, end vold. Selvom ikke-voldelig radikalisme tager mange former, så er én af de mest farlige former bestræbelsen på at undertrykke ytringsfriheden, gennem anvendelsen af injuriesøgsmål.
En hovedsag på dette område er den om Rachel Ehrenfeldt. Hun er en israelsk-amerikansk ekspert i bekæmpelse af terrorisme, og er internationalt anerkendt. I 2003 forfattede hun bogen ”Funding Evil: How Terrorism is Financed and How to Stop it”. I den hævder hun, at Khalid bin Mahfouz, en saudisk bankrådgiver og milliardær, hjalp med finansieringen af Al-Qaeda. Til støtte for hendes påstand citerede hun regeringsdokumenter fra Frankrig, Storbritannien og Amerika.
Rachel´s bog blev skrevet, publiceret og distribueret i Amerika, og var målrettet amerikanske læsere. Dog, gennem Internettet blev omkring 23 bøger solgt i Storbritannien. Dette var tilstrækkeligt for britiske domstole til at anerkende injuriesøgsmålet fra Mahfouz mod Rachel.
Rachel nægtede i forbindelse med søgsmålet at rejse til Storbritannien. Hun blev derfor dømt ”in absentia”. Domstolen dømte hende til at betale 225.000 dollar og give Mahfouz en undskyldning. Rachel søgte en deklarativ dom i Manhattan´s føderale domstol, krævende at den britiske dom skulle kendes ugyldig. Sagen blev dog afvist, grundet domstolens mangel på domsmyndighed over Mahfouz.
Mahfouz hævdede han var uskyldig i anklagerne Rachel rettede mod ham. Alligevel valgte han ikke at sagsøge hende i Amerika, hvor søgsmålet ville have givet mere mening. Dette skyldes, at britiske og amerikanske injurielove adskiller sig kraftigt fra hinanden. I Amerika er ytringsfriheden beskyttet under ”First Amendment” i den amerikanske konstitution. Lovene i Amerika er på ytringsfrihedens side, på den anklagedes side og sandheden er det fuldstændige forsvar. En offentlig person kan ikke vinde et injuriesøgsmål, med mindre denne løfter sin bevisbyrde om, at den aflagte erklæring var usand, og at forfatteren gjorde det i ”ondskabsfuldhed” eller ”uagtsom ligegyldighed om sandheden”. Sagsøgere i Amerika aflægger ofte ed, og under regler om afklaring kunne Mahfouz yderligere have været afkrævet sine finanser lagt frem til offentligt skue. Ingen af disse regler gælder i Storbritannien.
I Storbritannien er injurielove meget på sagsøgers side, hældende i retning af beskyttelsen af den enkeltes ry, i det omfang at det ofte tangerer censur. Der konstituerer injurier at publicere ”en erklæring der ville få en almindelig person til at moderere sine synspunkter, som resultat af at have hørt eller læst erklæringen”. Der er intet krav om, at sagsøger skal løfte bevisbyrden. I stedet antages erklæringen at være usand, og bevisbyrden ligger hos anklagede, med mindre andet kan vises. Forsvar i injuriesager i Storbritannien inkluderer argumenter som, at ”jeg var ikke den virkelige forfatter”, ”jeg vidste ikke erklæringen ville blive publiceret”, ”jeg vidste ikke erklæringen var injurierende” eller personen om hvem erklæringen blev afgivet, havde så dårligt et ry, at en negativ omtale ikke ville ændre den gennemsnitlige borgers mening om denne.
Grundet forskellene i lovene har der været en substantiel forøgelse i fænomenet ”injurieturisme”, hvor terrorismens støtter rejser jorden rundt for at sagsøge. Med ankomsten af salg over Internettet kan domstole der ellers ingen domsmyndighed havde, køre sager hvor bøger blev købt i deres land.
Søgsmål og trusler om søgsmål fra Mahfouz og andre som ham, har haft en afkølende virkning på ytringsfriheden i hele Vesten. Hahfouz har allerede sagsøgt, eller truet med at sagsøge, fyrre forfattere, inklusive tyve amerikanere. I den forbindelse har han inkasseret substantielle erstatninger og standset salget og distributionen af vigtige informationer om terrorfinansiering. Eksempelvis i 2006, efter Mahfouz havde anlagt injuriesøgsmål, erklærede Cambridge University Press, at det ville standse al salg af usolgte kopier af bogen ”Alms for Jihad: Charity and Terrorism in the Islamic World”, skrevet af Robert O. Collins, en tidligere historieprofessor ved University of California, og J. Millard Burr, en tidligere embedsmand.
Efterfølgende skrev Andy McCarthy en bog med titlen ”Willful Blindness”. McCarthy var den ledende føderale anklager af Abdul Rachman (også kendt som ”den blinde Sheik), der var ansvarlig for bombningerne af World Trade Center i 1993. En bogdistributør opererende i Canada og Storbritannien skrev et brev til Roger Kimball, McCarty´s kommende forlægger, spørgende om bogen indeholdt noget anti-saudisk eller anti-terroristisk. Han frýgtede, at han ville krænke saudierne der boede i Storbritannien, og udsætte sig selv for et muligt søgsmål.
Rent praktisk har de folk der gerne vil holde principperne i hævd, lommer der ikke er dybe nok til at kunne forsvare sig i en domstol. Saudierne på den anden side, har tilsyneladende uendelige mængder penge til at finansiere deres procesbestræbelser.
Resultatet af denne injurieterrorisme er, at bøger af terroriststøtter dømmes krænkende, og bliver ikke publicerede, selvom de er sande. Deres pengevask, træning af Wahabbi imamer kloden rundt, distribution af hadefuld litteratur og radikale indoktrinering af madrass-studerende, passerer ubemærket. Selv når sagsøger ikke har en fortjenstfuld sag, ved denne, at truslen om at få sagsøgte til at bløde, kan være tilstrækkeligt til at opnå målet om undertrykkelse af ytringsfrihed. Og truslen om søgsmål behøver man ikke engang nævne, for at skabe den kølende virkning. At injuriesøgsmålene fra radikale er tiltagende i hele Vesten, er nok til at få enhver i industrien til at tage notits. Injurieterrorismen har i sandhed været succesfuld.
En flod af søgsmål hos fremmede domstole demonstrerer, at radikale muslimer og terroriststøtter prøver at lukke munden på folk. Men hvis amerikanerne ikke kan tale om, hvordan terrorismen opererer og er finansieret, så kan de ikke adressere problemet. Det er derfor afgørende, at besejre injurieterrorismen, ikke alene for at bevare amerika´s ytringsfrihedsrettigheder, men for at bevare den nationale sikkerhed.
Som svar på disse begivenheder har New York State Assembly og New York State Senate tidligere i år énstemmigt vedtaget ”The Libel Terrorism Reform Act”. Også kendt som ”Rachel Law” giver denne lov New York´s domstole domsmyndighed over fremmede, der vinder injuriesøgsmål mod folk fra New York. Den tillader den anklagede at søge påstand om at dommen er ugyldig, hvis ikke det land der laves søgsmål i, ikke tilbyder den samme beskyttelse af ytringsfriheder som i ”First Amendment”. Loven blev i maj 2008 underskrevet af guvernør Paterson, og er en sejr for forlæggerbranchens hovedstad.
Nå, men Kongressen ønsker at yde yderligere beskyttelse mod injurieterrorisme, og yderligere skærpe konsekvenserne. ”The Free Speech Protection Act of 2008” blev introduceret i House of Representatives af kongresmedlem i New York Peter King. I senatet blev loven sponseret af senator Arlen Spector og co-sponseret af senatorerne Joe Lieberman og Chuck Schumer. Denne lov vil, hvis den vedtages, tilbyde samme redskaber som New York State loven. Yderligere vil den tillade forfattere og forlæggere at modsagsøge for tort og svie, hvor sagsøger anlagde en injurieanklage, med hensigten at intimidere sagsøgte fra at udøve rettighederne i ”First Amendment”.
Desværre vil denne lov dø i komiteen, med mindre kongressen træder i funktion inden årets udgang. Det siges dog, at efter januar 2009 vil komiteerne genoptage disse love, igen givende kongressen en chance for at få dem vedtaget. Hvis kongressens medlemmer og senatorerne samarbejder, kan de vinde dette slag om bevarelsen af én af Amerika´s hjørnestensfriheder, og besejre ikke-voldelige radikale i deres misbrugende søgsmålstaktikker. For at kunne vinde den globale krig mod terror, er det afgørende, at forfattere er frie til at udbrede sand information om terrorismerelaterede emner til efterretningstjenester og anti-terrorpersonel, såvel som til offentligheden.
Lad os håbe når det nye år tager sin begyndelse, at Amerika´s lovgivere ikke vil lade denne vigtige mulighed glide af hænde.
