Mod min vilje ser jeg X-faktor med min niece. Hun har spurgt mig, om hun kunne kvalificere sig til at medvirke i programme med den stemme, hun har. Faktisk er den ikke helt dårlig. Men hun har en elendig disciplin. Det hele skal komme af sig selv, berømt kan hun altid blive, har jeg sagt.
Min niece kan mærkeligt nok aldrig mobilisere nogen begejstring for andres præstationer. Hendes personlighed står i vejen.
Hvad nu, hvis man i primetime lod Radioorkestret spille 20 fredage i træk nogle af den klassiske musiks største værker? Hvad ville der ske?
Jeg tør godt give et bud. Det vil blive et hit udover alle grænser. Men det er vist en utopi at tænke sådan.
Jeg mødte forleden en gammel klassekammerat. Jeg spurgte til hendes ældste barn. Sønnen ville gerne være skuespiller. Så er det om at komme ind på en skuespillerskole, sagde jeg. Men det mente han ikke var nødvendigt for at blive en ny Mads Mikkelsen.
Jeg ved ikke om Netavisen 180 Grader er det rette sted for en kulturdebat: De unge liberalister hylder konsekvent markedskræfterne, ja nærmest på fundamentalistisk vis. Men kunst, musik, skuespil og god litteratur er jo som bekendt haveplanter, som man bliver nødt til at pleje, gøde og skærme for naturkræfterne. Og måske også de såkaldte frie markedskræfter.
Tænk, at man i en oplyst kultur som den danske har nedprioriteret undervisning, forskning og kultur så meget, som man har gjort? Nu sløjfer universiteterne også forskning og undervisning indenfor bestemte sprogområder: Latin og russisk fx - som om det ikke længere er en værdi at kunne forstå forudsætningerne for at skulle lære latin eller værdien af at kunne tale med russere - på russisk.
Men som min ven kunsthistorikeren sagde til mig i telefonen: Måske kan du vække de unge brushoveder inde på 180 Grader?
