Forleden havde jeg anledning til at spørge mine sønners mor, hvilken eftermiddag hun ville mene, de skulle hentes en time senere fra vuggestue og fritidshjem, hvis S-SFs ”Fair Løsning” bliver gennemført, altså den med, at vi alle sammen skal yde en ekstra arbejdsindsats for at efterlønnen kan bevares. Er det torsdag eftermiddag eller mandag måske? Eller hvilken ferieuge er det der skal stryges? En af dem i juli? Eller skal vi droppe efterårsferien eller vinterferien? Fuldstændig vantro var hendes reaktion, at nu skulle jeg lade være med at lyde som ”højrefløjen”, for ”det skulle jo forstås symbolsk, og det med den ekstra time eller ferieuge var jo bare, når det ”hele blev lagt sammen”.
Nu mener jeg ikke, at drengenes mor er specielt dum eller dårligt orienteret, så havde jeg ikke fået børn med hende. Snarere skyldes det nok, at vi i Blå Blok ikke har været omhyggelige nok med at forklare, at Helle Thorning da må tages på ordet, når det både klart fremgår af selve arbejdspapiret ”Fair Løsning”, og samme Helle har sagt det i Folketinget. (Links nederst). Ganske vist har der også været nævnt ”andre måder”, men det principielle, at dem (snart et mindretal) der i forvejen arbejder, skal arbejde mere for redde ”velfærden”.
Grunden til, at vi ikke har formået at være effektive i vores kritik af den tvangsordning, der er planlagt, er nok, at vi er mange, der enten allerede arbejder mere end 37 timer eller synes, at det var da en god idé at øge arbejdstiden lidt. Dermed kommer vi til at acceptere forslaget i hovedsagen - og nuancer i retning af, hvad det vil betyde i praksis går tabt i diskussionen. Men det er og bliver hovedhjørnestenen i Rød Bloks politik – ikke en mindre detalje – det her handler om, det helt afgørende valg af politisk vej for det næste årti. Vil vi kræve en større indsats af dem, der i forvejen bidrager meget og især vel af mindretallet i den private sektor, som indtægterne jo til syvende og sidst kun kan komme fra, for at flere kan være på overførsel?
Men det er ikke det værste ved det. Det værste er næsten, at der ikke har så meget som antydningen af en ideologisk diskussion af det helt store problem, vi står over for i det kommende ti år, som ser ud til at tilhøre rød blok, hvis det går som det plejer – Anker sad ti år i 70’erne, Schlüter ti år i firserne, Nyrup ti år i 90’erne og VKO ti år siden årtusindskiftet. Problemet er, at vi styrer mod en udvikling, hvor over halvdelen af befolkningen står uden for arbejdsmarkedet. I 2020, når S-SF-regeringen kører træt, vil den aflevere et samfund, hvor den offentlige sektor er vokset, hvor der tjenes færre penge i den private sektor til at betale for velfærden, og hvor færre må arbejde mere for at forsørge flertallet.
”Fair Løsning” er i uhyggelig grad et klokkeklart udtryk for en accept af denne udvikling, et direkte udtryk politisk ønske om at gå i den retning! Og den er et udtryk for en moral, hvor det pålægges de erhvervsaktive at ”give 12 minutter” for at sikre velfærden. Det er altså nærmest asocialt, hvis man skulle prioritere fritid frem for øget arbejdstid. Når man er vokset op med kravet om ”37 timer nu, 37 timer nu!”, må man undres langt ind i sjælen. Jeg efterlyser en principiel diskussion af, hvorvidt det er ”fair” at kræve mere arbejde af dem, der i forvejen arbejder, for at forsørge dem, der ikke gør.
Planen giver så heller ikke mening, selv hvis man accepterer præmissen om, at de erhvervsaktive skal knokle mere for restens skyld. Planen er utilstrækkelig og uigennemførlig. Det har S-SF indirekte erkendt. Men de har ikke fremlagt alternativer, som vælgerne kan forholde sig til. De håber, at folk er trætte af regeringens snublerier og bare gerne vil se nogle nye ansigter. Og så er det muligt, at Ritt Bjerregaard har ret, når hun siger, at vælgerne stemmer ud fra, hvad de mener, gavner dem selv mest – på kort sigt.
Jeg er tidligere radikal. Måske var det i virkeligheden forløbet omkring Ritts 5000 boliger, til 5000 kr. på 5 år, som fik mig til at skifte fra Det Radikale Venstre til Liberal Alliance. Jeg kunne ikke stemme for Bondams hold i Borgerrepræsentationen efter hans støtte til den kuldsejlede parodi på en 5-årsplan, der i modsætning til en rigtig 5-årsplan ikke gang førte til 5000 boliger, måske uden varme og vand som i Sovjetunionen, men dog til boliger. Den førte ikke til noget som helst.
Ritt og Bondam vandt valget på at ville bespise 5000 med tre fisk og fem brød. Helle, Villy og Vestager kan måske gøre det samme.
