Denne situation med flygtninge fra Syrien har virkelig sat tingene på spidsen, og har afsløret en grim side af os danskere, og Europa generelt. Burde vi ikke være mere civiliseret i denne del af verdenen?
Selvom vi alle har forskellige kulturer og baggrunde, så har vi alle brug for det samme: At høre til. At blive værdsat og elsket. At kunne gøre en forskel. De flygtninge der kommer fra Syren, har god grund til at føle det, de føler. Deres adfærd er ikke okay, men de følelser der ligger bag, kan vi alle forstå.
Forestil jer, hvis Danmark blev bombet, og vi var tvunget til at tage til Syrien, og pludselig skulle indfinde os under en ny kultur, i et samfund vi ikke hørte til i og aldrig havde været en del af. Forestil jer så, hvordan de lokale svinede os til og fortalte os at vi skulle skride tilbage til Danmark. Hvordan ville vi have det? Ville vi være taknemmelige?
Ja, vi indlogerer dem og giver dem et telt og så videre. Men hvad med den personlige medfølelse? Vi sætter jo bare regeringen til at klare det, og brokker os så når de ikke gør det godt nok. Hvad med personligt ansvar og engagement? Det kan godt være de har tag over hovedet og mad på bordet, men det udgør ikke lykken. Kun nærværet betyder noget i sidste ende. Vi tager vores tryghed og vores lille verden for givet, og det er ikke alle i verden der har det så "godt" som os.
Den, der kaster med sten, er skyldig. Men den, der kaster igen, er ikke bedre. Lad os rejse os, og vende den anden kind til. Vær den voksne, så de måske bliver inspireret til at gøre det samme. Den, der er sværest at elske, er den der har mest brug for det.
