All that is necessary for the triumph of evil is that good men do nothing - Edmund Burke
Righteous Among The Nations
Hvis man ønsker at bygge en fremtid i en verden, som også rummer Auschwitz, er det nødvendigt at erindre sig “the good men [and women] who did not do nothing.”
Derfor har Jerusalems Holocaust-museum Yad Vashem to formål; 1) at give ofrene for jødeudryddelsen “et evigt navn, der aldrig slettes ud”, og 2) hylde mere end 22.000 navngivne, ikke-jødiske helte, som risikerede karriere, sikkerhed eller livet for at redde deres jødiske medmennesker. Der er meget få danskere blandt “the righteous among the nations”, og det er der en god grund til:
The rescue operation by the Danish underground is exceptional because of the widespread agreement and resolve of many Danes from all walks of life – intellectuals, fishermen, priests, policemen, doctors, blue-color workers – to save the Jews. It was a national refutation of Nazi Germany and a reaffirmation of democratic and humanistic values.
To pay tribute to this exceptional rescue operation and in the understanding that this was a joint effort, a tree was planted in the Avenue of the Righteous in honor of the Danish underground. Members of the Danish underground expressed their wish to Yad Vashem not to honor them as individuals.
Jeg synes, at det er en rigtig beslutning af Yad Vashem, at betragte redningen af de danske jøder, som en kollektiv indsats, muliggjort og udført af et fællesskab. For en museumsgæst eller en taknemmelig efterkommer er det danskernes kollektive indsats, som er værd at kende og erindre.
Vi, som har oplevet det privilegium at gå iblandt heltene fra 1943, bør derimod ikke være sene til at hylde dem som individer. Et af disse individer døde her til morges.
In Memoriam: Kirsten Jansen
Min farmor, Kirsten Jansen, var aktiv i modstandsbevægelsen under besættelsen.
Frem til 1943 var min farmors rolle at huse frihedskæmpere, fordele det illegale blad Information, og i et enkelt tilfælde kigge den anden vej, når modstandsfolk flygtede igennem hendes arbejdsplads. Det sidste frustrerede de forfølgende tyskere i en sådan grad, at hele Kreditforeningens personale blev udsat for en simuleret henrettelse.
Hænderne op på hovedet, hovedet ind mod muren, opstilling af henrettelses-peloton, en ordre om at skyde, og… Det var som sagt en simuleret henrettelse.
Min farmor hørte i løbet af 1943 stadigt flere rygter om en kommende deportationsordre. Bl.a. var der en venlig kollega, som spurgte om det ikke var på tide at hun forlod sin post og reddede sig selv. I en tid, hvor man ikke snakkede højt om egen jødiskhed, var der mange der troede at min dengang meget mørke og eksotisk udseende farmor tilhørte tidens allermest udsatte gruppe.
Den celle hun var aktiv i blev ligeledes mere bevidst om, at der snart kunne være behov for en større redningsaktion. En redningsaktion, som de mandlige medlemmer af cellen mente sig bedst egnet til at bidrage til, ellers tak…
Redningen af de danske jøder
Det var det forhold, at min farmor ikke var en del af nogen plan, som gjorde at hun endte som en del af redningsaktionen. Det var min farmor, som cellen kunne henvende sig til, da et jødisk barn, som uforudset var blevet skilt fra sin familie, skulle hentes i børnehaven og fragtes til Rungsted Kyst.
Min farmor cyklede 30 kilometer med en fremmed dreng på bagsmækken, uden at vide om hun ville løbe ind i frihedskæmperne eller Gestapo først. Min (selvindrømmede hundeangste) farmor reddede et fremmed menneskes liv uden at blive tilbudt nogen garanti for hverken succes, taknemmelighed eller overlevelse.
Min farmor regnede det for sin pligt, og hun har aldrig genfortalt historien i andet end de mest nøgterne toner. Mig og min søster var teenagere før vi fandt ud af at vores farmor var frihedskæmper. Det fandt vi ud af, da min søster researchede en dansk-stil om besættelsen. Indtil da havde vi ikke spurgt, og vores farmor havde intet sagt. Hun havde gjort sin pligt, og det var der ingen grund til at harpe løs om.
Vores Største Øjeblik
Redningen af de danske jøder var vores gamle nations største øjeblik. Vi gør ret i at hylde den humanistiske ånd som forhindrede ondskaben i at triumfere. Men uanset hvor meget “den officielle historie” fortæller os at redningen af de danske jøder blev muliggjort af et nationalt fælleskab og en kollektiv indsats, så ændrer det ikke ved at dette fællesskab blev udgjort af individer. Individer som havde navne, personlige historier og som forlader os en dag.
Kirsten Jansen, min farmor, døde her til morgen af hjertestop.
Respekt for hendes minde!
