Den massive flomme af offentligt ansatte, som kun arbejder med at skabe og implementere kategoriseringer der kan bruges til at styre mennesker og samfund, umuliggør i praksis civil dissens.
For når stempler som 'dårlig forældr', 'Asperger', 'MBD', 'fumler-tumler', 'Tourettes' kropsliggøres i institutionshverdagen ”sys" kategoriseringerne samtidigt ind i den enkeltes identitet. Og dermed sys de ind i familierne, ind i erhvervslivet, ind i sportslivet, i politikken og religiøsiteten, ind i kærligheden, ind i seksuallivet, ja ind i hele vores socialitet, og dermed også ind i den fælles-demokratiske samtale og ind i vores allesammens fælles fremtid.
Det er derfor danskerne i dag er langt mere socialistiske end de var i 1970.
Med børnehave- og vuggestue-pædagoger, skolelærere, gymnasielærere, skolepsykologer, erhvervsvejledere, studievejledere som detaljerede medskabere på danskernes identitet bliver kategorierne til en livslang og afgørende del af den enkeltes hele liv og erkendelse.
Og det skaber irreversibilitet: vi kan ikke gå tilbage.
Og når det offentliges stempler, holdninger, indstillinger, diagnoser – ja, hele paradigmatiske forståelse – samtidigt pumpes ind fra morgen til aften af talløse ukritiske radioaviser, tv-aviser, samtale-programmer, statsfinansierede film og debatprogrammer på P1,P2,P3,DR1,DR2, TV2, drK, Ramasjang, drHD, godt støttet af diverse offentligt ansatte sociale entreprenørers arbejde ude blandt civile, så har den civile dissidens ikke en chance.
Det ligger i kategoriers natur at de er som syltetøjsglas: de bruges til opbevaring og bestemmelse og til at opretholde orden. Men kategorisering forvrænger også alt det der kommer ud og ind. Kommunikationen tager farve. Lyde, udsagn, suk, ord, skrig, billeder, holdninger får en egen tone alt efter karakteren af det glas der omgiver den kategoriserede.
Sådan er kategorier og sådan er syltetøjsglas.
Snart vil kategori-skrædderne skabe en lillebitte undselig kategori, til opbevaring af dissidenter, som vil forvrænge enhver seriøs kritik af systemet, så den reduceres til kun at være dissidentens kritik af selv at være blevet kategoriseret.
Dissidenten ender med ikke at have nogen at tale med. Andre end, selvfølgelig, alle de andre civile, der ligeledes er blevet inficerede med diagnoser, stemplinger og betegnelser, og nu hænger – klar til brug, som slimede pakker rundt om og over den fede hvide afkom-udspyende mater familias i midten.
Ikke for at klynke, men blot for at konstatere: resultatet er at vi alle sammen bliver skingrende skøre. Med diagnoserne som en helt emblematisk del af vores identitet (for ikke nok med at vi skal diagnosticeres og stemples, vi skal sørme også være stolte af det) forvandles den civile til en evigt vandrende reklamesøjle for socialstaten og de kategorier den bruger til at styre med..
Dermed mister den civile og civiliteten sin autencitet, hvilket man måske bedst får en fornemmelse af, når man tænker på hvor mange mennesker der render rundt i en stadig søgen efter noget ægte.
Ægtheden forsvinder når identiteten bygges op omkring kategorier.
Efter min mening er det venstrefløjen der har plastret det danske samfund til med kategoriseringer. Venstrefløjen sælger et materialistisk formuleret, totalitært alternativ til det liberale demokrati, og ’kategorisering’ er det middel der mere end noget andet kan omsætte den menneskelige tilværelses tavse dimensioner til politiske styringsmidler i en totalitær virkelighed.
De indledte felttoget i 70 og de har aldrig set sig tilbage. I dag har vi ikke længere et civilsamfund, og nu søger venstrefløjen at alliere sig med erhvervslivet.
Derfor indrettes kategorierne i dag på en måde, så de mennesker der spyttes ud i den anden ende af uddannelsessystemet er en slags veldefinerede legoklodser - lige til at tage i brug: Stang-mennesker.
Vi mennesker er alle født med en række bundne opgaver. Af disse er de vigtigste at kæmpe for alt hvad man har kært, først og fremmest for sin egen og sin families udvikling og overlevelse, Men også for familieforetagendets udvikling og overlevelse, for firmaet, for at realisere sine drømme, så man kan skabe sig selv og sin familie et livsgrundlag og en fremtid.
Disse opgaver er bundne og derfor er vi alle nødt til at leve og overleve på bedste måde med det samfund der nu er ved hånden.
Men det bør ikke forhindre nogen i at forholde sig kritisk til den måde det danske samfund er konstrueret på i dag.
Man kan jo starte med at tænke over om den tavse verden rummer noget af betydning eller værdi, som gør at vi vælgere må beskytte det tavse mod socialstatens kategoriseringsbestræbelser.
Og hvis man finder ud med sig selv, at den tavse del af menneskelivet virkeligt rummer noget af værdi, noget som må beskyttes for enhver pris, ja, måske endda noget som lige nu verbaliseres men som burde være tavst, må man i fremtiden stemme på et parti som arbejder for en mindre offentlig sektor.
