Lovgivningen giver en række beskyttelser af immaterielle rettigheder. Patenter, varemærker, kunstnerisk ophavsret osv. Den l kunstneriske ophavret er er ret man i 70 år fra kunstnernes død. Varemærker opretholdes, så længe registreringen holdes ved lige.
Patenter har som hovedregel 20 års levetid, i modsætning til kunstneriske rettigheder er man kun beskyttet af patent, når man søger patent og betaler for at opretholde det.
Vi hører om et stigende antal sager, hvor kopivarer fanges i tolden. Er kamp mod kopivarerne en retfærdig kamp mod uretfærdig konkurrence eller sætter ophavsretlovgivningen den frie konkurrence ud af spillet?
Det er relevant, at stille sig det spørgsmål om immaterielle rettigheder bør ses som en naturlig del af den private ejendomsret, der bør beskyttes af staten eller misbruges immaterialretten til hæmme den frie konkurrence ved at tillade opbygge privilegerede virksomheder.
Et af de vigtigste forsvar for patentlovgivningen er, at patenter er forudsætningen for at tiltrække investeringer til udvikling af ny teknologi, det er i visse tilfælde sikkert korrekt, men det forsinker også anvendelsen og udbredelsen af ny teknologi. Indenfor mærkevarer og designbeskyttede produkter ser man at virksomheder i op til 70 år kan beskytte sig mod kopiprodukter, der ofte sælges til priser, der langt overstiger, det prisen ville være i fri konkurrence.
Omkostningerne til disse opretholdelse af disse privilegier lønner en hel industri (patentrågivere og advokater m.m.), som man kan hævde ikke tilfører mere end mafiaen gør, når den opkræver beskyttelses penge.
Staten beskytter disse privilegier, så de fungerer kun i kraft af lovgivning og offentlige initiativer og ikke udelukkende i kraft af den frie konkurrence.
Jeg har selv i mange år haft berøring med patenter og andre immaterialrettigheder og har både set, hvordan de kan fungere positivt som løftestang for projekter, men jeg har også set mange eksempler på, at immaterielle rettigheder bruges til at fastholde forældede forretningers markedsandele og på den måde været hæmmende for fornyelse.
Jeg har ikke en forudfattet konklusion, men jeg kunne godt tænke mig, at få nogle liberalisters syn på det her område. En af grundpillerne for de fleste liberalister er forsvaret for ejendomsretten, men drejer det her sig om forsvar af ejendomsret? eller det i stedet forsvar af privilegier som tidligere tiders eneret på brændevinsfremstilling eller monopol på handel med bestemte typer varer.
Patenter har som hovedregel 20 års levetid, i modsætning til kunstneriske rettigheder er man kun beskyttet af patent, når man søger patent og betaler for at opretholde det.
Vi hører om et stigende antal sager, hvor kopivarer fanges i tolden. Er kamp mod kopivarerne en retfærdig kamp mod uretfærdig konkurrence eller sætter ophavsretlovgivningen den frie konkurrence ud af spillet?
Det er relevant, at stille sig det spørgsmål om immaterielle rettigheder bør ses som en naturlig del af den private ejendomsret, der bør beskyttes af staten eller misbruges immaterialretten til hæmme den frie konkurrence ved at tillade opbygge privilegerede virksomheder.
Et af de vigtigste forsvar for patentlovgivningen er, at patenter er forudsætningen for at tiltrække investeringer til udvikling af ny teknologi, det er i visse tilfælde sikkert korrekt, men det forsinker også anvendelsen og udbredelsen af ny teknologi. Indenfor mærkevarer og designbeskyttede produkter ser man at virksomheder i op til 70 år kan beskytte sig mod kopiprodukter, der ofte sælges til priser, der langt overstiger, det prisen ville være i fri konkurrence.
Omkostningerne til disse opretholdelse af disse privilegier lønner en hel industri (patentrågivere og advokater m.m.), som man kan hævde ikke tilfører mere end mafiaen gør, når den opkræver beskyttelses penge.
Staten beskytter disse privilegier, så de fungerer kun i kraft af lovgivning og offentlige initiativer og ikke udelukkende i kraft af den frie konkurrence.
Jeg har selv i mange år haft berøring med patenter og andre immaterialrettigheder og har både set, hvordan de kan fungere positivt som løftestang for projekter, men jeg har også set mange eksempler på, at immaterielle rettigheder bruges til at fastholde forældede forretningers markedsandele og på den måde været hæmmende for fornyelse.
Jeg har ikke en forudfattet konklusion, men jeg kunne godt tænke mig, at få nogle liberalisters syn på det her område. En af grundpillerne for de fleste liberalister er forsvaret for ejendomsretten, men drejer det her sig om forsvar af ejendomsret? eller det i stedet forsvar af privilegier som tidligere tiders eneret på brændevinsfremstilling eller monopol på handel med bestemte typer varer.
