LEDER: Fredag kunne man fra Folketingets talerstol høre SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen, benægte, at de høje danske minimumslønninger gør folk arbejdsløse. Det burde måske ikke chokere, men alligevel ... Når venstrefløjens repræsentanter i Folketinget hellere vil afvise, hvad al fagkundskab ellers har slået fast mange gange, end at forholde sig til virkeligheden, som den nu engang er, så er det - hver eneste gang det sker - en grænseoverskridende oplevelse.
Man tænker: Forstår de det virkelig ikke? Eller er de bare så skrupelløse, at de gerne nægter, selvom de ved, det er sandt?
Hvis man i Danmark satte en effektiv mindsteløn på 1.000 kr. i timen, så ville de fleste kunne forstå, at det ville skabe massiv arbejdsløshed. Man ville se sig selv i spejlet og tænke: Kan jeg egentligt producere værdier på en time, der er 1.000 kr. værd? Og hvis jeg ikke kan, hvilken arbejdsgiver vil så lønne mig med 1.000 kr. i timen, når det for ham vil være en underskudsforretning?
På samme måde er der mennesker i dette land, som har problemer med de eksisterende minimumslønninger. 105 kr. i timen på butiksområdet er ganske vist ingen herregård, men der er stadig mennesker i Danmark, som ikke kan arbejde så effektivt eller så stabilt, at deres arbejdskraft er det værd for Netto-butikken. Dem forbarmer arbejdsgiverne sig ikke over og giver dem en løn, som skaber underskud i kassen. De minimumslønramte ender i stedet som arbejdsløse.
Venstrefløjen med SF's Egil Andersen som en typisk repræsentant kan ikke være bekendt blot at ignorere det problem.
