Identitetspolitik med dens medfølgende forvrængninger af virkeligheden er kommet til at hvile i midten af vor kultur. Og ved hjertet af identitetspolitik findes selviskhed, egoet. Identitetspolitik er banneret for det selvcentrerede, givende næring til en kultur af evig offergørelse, i hvilken alle kan aspirere til identiteten af et offer, en martyr i deres egen fortælling.
Identitetspolitik er venstrefløjens atomvåben, det endelige slag der omformer historie og fakta til fortælling og perspektiv, der fragmenterer nationer, bøger og moral i smadrede kalejdoskopiske billeder reflekterende en anden identitetskonstruktion.
Når folk der voksede op i en tid af visheder, undrer sig over, hvad der skete med deres nation, med ideen om rigtigt og forkert, der engang synets så indlysende, men som nu er knust i stumper, så findes svaret der. Identitetspolitik er kraften bag omformningen af objektiver standarder til subjektive fordomme. Så i dag kan vi ikke længere blive enige om, hvad moral er, om hvad fakta er, om terror eller folkemord er forkert, eller om planten bliver varmere eller ej, og hvad årsagen kan være. Og dette kan vi takke identitetspolitikken for.
Renset for kamæleonens forklædninger er identitetspolitik simpelthen fuldbyrdet egoisme. Og tilfældet i England med Tomato Lichy og Paula Garfield, to døve forældre der selektivt ønsker at sikre, at deres barn gennem kunstig befrugtning bliver født døv, afslører hvor groft identitetspolitik har forvredet vores moral, vores kultur og opfattelse af rigtigt og forkert.
Argumentet for at tillade Lichy og Garfield med overlæg at skabe et barn der aldrig vil kunne høre, er, at manglende evne til at høre er en identitet på lige fod med evnen til at høre. Ved at fjerne skelnen mellem evnen at høre og manglende evne til at høre til to konkurrerende identiteter, der ikke adskiller sig fra folk der taler portugisisk mod folk der taler engelsk. Dette er selvfølgelig en absurd form for relativisme, men relativisme er, hvad der skaber denne splintrende virkning af identitetspolitik i første omgang.
Er noget rigtigt eller forkert? Nej, identitetspolitik handler om, hvilken fortælling man vælger, hvad ens kulturelle perspektiv er. Alt er med andre ord relativt.
Men hvor stopper relativismen? Svaret findes ingen steder. Bevidst at forkrøble et barn før fødsel er en af de hæsligste ting, man kan forestille sig. Men er det noget under, at de samme personer der legitimerer kvindelig kønsomskæring som et kulturelt valg, ligeledes kan retfærdiggøre lemlæstelse af hørelsen? Uden et moralsk kompas er vi alle blot konkurrerende identiteter og fortællinger, og hvem skal bestemme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Den der modsætter sig lemlæstelsen af børn, eller den der støtter lemlæstelsen af børn?
I forsvar for sine forrettigheder er identitetspolitik altid hurtig til at pege på folkemordets, racehygiejnens og massemordets sprog, det annekterede vokabularium fra Holocaust, der nu er blevet en paraply, der dækker enhver vanvittig postmoderne identitetskonstruktion. Tidligere var det et videnskabeligt mirakel at hindre børn i at blive døve. I dag er det en forbrydelse. Tidligere var forsvaret af ens land mod barbarer, der ønsker at dræbe og lemlæste en dyd. I dag er det en forbrydelse. Dette er identitetspolitikkens ret til at fragmentere enhver ide, at skabe uberettigede kompromiser mellem dem der beskytter, og dem der ødelægger.
Er døvhed en kultur? Når man transformerer noget negativt til noget positivt, så omvender man sandheden på en måde, der er dyb, og har vidtrækkende implikationer. Når man definerer ikke fungerende som noget fungerende, så gør man mere end at kompensere for selvværd. Så omvender man enhver definition af, hvad funktion er, og skabelsen af døve babyer via IVFbehandling er loven om uintenderede konsekvenser, der slår os lige i ansigtet. Skam til dem der kalder ondt for godt og godt for ondt, sagde profeten Isaiah, og han vidste, hvad jan talte om. Den værste konsekvens af at beskrive noget som godt, der ikke er godt, er, at man mister evnen til at definere godt, og med denne gerning er man ikke adskille godt fra ondt.
Jeg kan argumentere for, at mord er forkert. Andre kan argumentere for, at mord er rigtigt. Alle har deres fortællinger og perspektiver. Det er der, hvor vi er i dag, og det er derfor, at vi sidder fast. Vi lever i en tid af kompromitterede fortællinger, og enhver der er villig til at tilbyde at dele forskellene erklæres for klog, og søger lederskab.
Uden en forståelse for rigtigt og forkert, er alt, hvad vi har vores instinktive egoistiske selviskhed på den ene side, og den slags blind selvopofrelse for de manges gode, som Ayn Rand advarede imod på den anden side. Ingen af dem er moralske, men under identitetspolitik kan begge synes sådan.
Identitetspolitik tillader den slags hensynsløse selviskhed, der kan transformere skabelsen af et barn, der aldrig kommer til at høre en symfoni af Beethoven, til en slags moralsk mod og social dyd, på lige fod med implementeringen af racehygiejne for de ældre og de handikappede. Begge synes som symptomer på en verden, der er gået amok, dog stammer de fra samme kilde, for identitetspolitikkens overherredømme fragmenterer den moralske konsensus i en sådan grad, at det eneste alternativ er en Barnepigestat.
Og hvis vi ikke selv kan afgøre, hvad der er rigtigt og forkert for os selv, så findes der tusindvis af etikere, akademikere og bureaukrater ventende i kulisserne, for at træffe afgørelserne for os. For at give os dette amoralske kompromis, at afgøre hvem der skal leve, og hvem der skal dø, at dele og herske over nationer og splintrede gruppe efter splintrede gruppe, for omgående at lefle for egoet i hver splintret identitet, mens man fratager og underkaster individets rettigheder, efterladende os døve overfor sandheden.
