I Ungdomshuset i København kan antifascister blive trænet i selvforsvar og kampsport

Ungdomshuset på Dortheavej 61 i Københavns Nordvestkvarter er finansieret af Københavns Kommune og er desuden mødested for en række venstreradikale...

Claes Kirkeby Theilgaard,

09/11/2019

Ungdomshuset på Dortheavej 61 i Københavns Nordvestkvarter er finansieret af Københavns Kommune og er desuden mødested for en række venstreradikale og voldsparate grupperinger. Læs mere om det i artiklen her.

Særligt såkaldte antifascistiske grupperinger som Revolutionære Antifascister – en åbent militant gruppe – færdes i Ungdomshuset, hvor de også ofte afholder begivenheder.

Med et klientel, der blandt andet består af venstreradikale og voldsparate aktivistgrupperinger, kan det undre, at en af de faste aktiviteter i Ungdomshuset er træning i selvforsvar og forskellige former for kampsport.

Hver tirsdag er der således fra kl. 17 til 19 træning i selvforsvar og thaiboksning i Ungdomshusets træningslokale kaldet ”Svederen”, mens der hver torsdag fra kl. 19 til 21 er træning i thaiboksning, fremgår det af Ungdomshusets egen hjemmeside.

Thaiboksning er en thailandsk kampsport, hvor det er tilladt at angribe med alle kropsdele undtagen hovedet. Desuden er det tilladt at ramme alle steder på modstanderens krop med undtagelse af baghoved, ryg og skridt.

Som en række artikler i blandt andet Berlingske og Weekendavisen har beskrevet i de seneste ugers tid, er det dog langtfra kun i selvforsvarsøjemed, at antifascistiske grupperinger udøver vold.

Antifascisternes voldsudøvelse går fra den mere bløde ende af spektret med chikane, trusler og hærværk over egentlige voldelige overfald på politiske modstandere.

Det har tidligere vakt bekymring, når politik og selvforsvar blandes sammen

Det vakte bekymring, da det sidste år kom frem, at medlemmer af den indvandringskritiske ungdomsorganisation Generation Identitær trænede sig i selvforsvar.

Især tidligere PET-chef Jakob Scharf var bekymret over den blanding af politik og voldsudøvelse, som dermed opstår.

”Det er bekymrende, fordi det betyder, at man bringer et voldeligt element - hvad enten det er i selvforsvarsøjemed eller andet - ind i en ideologisk, politisk ramme. Det er det, der giver bekymring”, sagde Jakob Scharf dengang til TV2 Lorry.

”Ingen vold”, lyder en af grundreglerne i Ungdomshuset

I den kommunalt ejede ejendom på Dortheavej 61, der stilles ”vederlagsfri udlån til den selvejende institution Ungdomshuset”, lyder en af de fem grundregler ellers på ”ingen vold”.

De fem grundregler er formuleret af Ungdomshusets brugere selv og danner grundlag for al aktivitet i Ungdomshuset. De øvrige regler lyder på ”ingen sexisme”, ”ingen racisme”, ”ingen heterosexisme” og ”ingen hårde stoffer”.

Selv skriver Ungdomshuset på sin hjemmeside, at ”for at skabe et fristed er det nødvendigt at konfrontere det og dem der indskrænker andres frihed”, og det er her, reglerne kommer ind i billedet.

”Vi skelner altid kraftigt mellem dem, der sparker nedad og dem der forsvarer sig mod det”

Dog er der en hage ved grundreglen om ”ingen vold”. Ifølge Ungdomshusets grundregler er det ikke nogen hemmelighed, at man i spørgsmål om vold "altid skelner kraftigt mellem dem der sparker nedad og dem der forsvarer sig mod det".

Selv formulerer Ungdomshuset denne regel som følger:

”Der opstår konflikter mellem mennesker, specielt når de er fulde. De uenigheder skal ikke have lov til at eskalere til vold, hvor fysisk overlegenhed er det bedste argument. Der er altid noget der er større og stærkere end den største og stærkeste person i huset - det er fællesskabet! Vold er principiel udsmidningsgrund, men det skal da ikke være nogen hemmelighed at vi altid skelner kraftigt mellem dem der sparker nedad og dem der forsvarer sig mod det”, fremgår det af Ungdomshusets hjemmeside.

Ungdomshuset og Revolutionære Antifascister har ikke ønsket at udtale sig til 180Grader.

Kilde: