Børsen rapporterer at betalt spisepause kræver 45.000 job:
Hvert år koster det samfundet i underkanten af 10 mia. kr., at hovedparten af de over 835.000 offentligt ansatte får løn i frokost- eller spisepausen og dermed reelt kun lægger 33-34 timer om ugen i et fuldtidsjob.
Hvis de i stedet lagde mindst 37 timer i lighed med de ansatte på det private arbejdsmarked, kunne 45.000 stillinger afvikles, endda uden fyringer, påpeger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos.
Betalt spisepause i det offentlige er lidt en myte
Jeg har arbejdet det meste af mit arbejdsliv på halv-offentlige og offentlige arbejdspladser. I langt størstedelen af disse jobs har jeg ikke haft spisepauser:
- Da jeg arbejde med døgnbehandling af stofmisbrugere, spiste jeg min frokost sammen med instituionens brugere og var selvfølgelig “på”
- Da jeg arbejde med afgiftning af stofmisbrugere – samme historie som overstående
- Da jeg arbejdede som nattevagt på et forsorgshjem nåede jeg kun uhyre sjældent at sidde en halv time med min frokost, men spiste i de 10 minutter her og 10 minutter der, som jeg ellers kunne finde
- Da jeg arbejde på et natherberg – samme historie som overstående
- På Kronborg Slot er der fastsat tidspunkter, hvor jeg kan spise. På det tidspunkter indgår jeg stadigvæk i beredskabet, befinder mig centralt på slottet og er i konstant radiokontakt med den ansvarshavende vagt. Sidst vi evakuerede slottet – på 5 minutter, midt i højsæsonen, fordi vi er professionelle! – skete det i min frokostopause.
Fælles for alle disse jobs er, at min arbejdsgiver af praktisk nødvendighed bandt mig til arbejdspladsen i frokostpausen. De “frokostpauser” jeg har haft i den offentlige sektor er ikke min egen tid, hvor jeg spiser frokost. Det er arbejdstid, hvor jeg spiser frokost.
I det private erhversliv har jeg derimod haft stor glæde af rigtige frokostpauser. Jeg ved, hvordan det føles at have en pause, hvor man kan finde den nærmeste grønne plet og spise sin frokost der. Det føles rart! Jeg under gladeligt alle privat ansatte den rare fornemmelse af en halv times ubetinget – bogstaveligt talt; ubetinget – frihed midt på arbejdsdagen.
Jeg vil selv til enhver tid foretrække at have en fri midt på dagen, men jeg elsker mit nuværende job højere end jeg nogensinde havde forestillet mig at man kunne elske lønarbejde. Jeg tager det sure med det søde. Jeg spiser min frokost i arbejdstiden i overensstemmelse med min arbejdsgivers anvisninger.
Ingen løn = Min tid
Hvis jeg ikke fik løn i min såkaldte “frokostpause”, så ville jeg have en moralsk og juridisk ret til at forlade arbejdspladsen under frokostpausen.
…det ville have kostet Hjulsøgårdfonden dyrt, da Kriminalforsorgen næppe havde accpeteret at afsonerne var uden vagt.
…det ville have kostet Frederiksborg Amt dyrt, da den sikkerhedsansvarlige næppe havde accepeteret at først jeg og siden min kollega var alene på en arbejdsplads, hvor overfald forekom regelmæssigt.
…det vil koste Slots- og Ejendomsstyrelsen dyrt, da brandvæsenet næppe vil acceptere at beredskabet på slottet forringes.
…det vil koste den sociale sektor, sundhedsvæsenet og alle arbejdspladser, hvor de ansatte indgår i brandberedskabet dyrt, hvis vi afskaffede den betalte frokostpause.
Idé:
Hvorfor ikke bare fortsætte med at give mig en betalt “frokostpause”?
Det er tilsyneladende den billigste løsning.
