EU er grundlagt på et fundament kaldet de 4 friheder, disse skulle udgøre de bærende principper for den videre udvikling af unionen. De fire friheder består af følgende: Varernes fri bevægelighed, Serviceydelsernes fri bevægelighed, kapitalens fri bevægelighed og arbejdskraftens fri bevægelighed. Sidstnævnte frihed er med tiden blevet ændret til borgernes fri bevægelighed.
Det lyder altsammen godt i borgerlige ører, for det lugter langt væk af frihandel. Det var netop også formålet hermed; at skabe en frihandelszone kaldet Indre Marked. Med tiden kom ØMU’en som en del af udviklingen af unionen og denne fordrede et fleksibelt arbejdsmarked med en mobil arbejdsstyrke for at kunne fungere – netop derfor startede man ud med “arbejdskraftens fri bevægelighed”, der så blev udvidet til at omfatte borgere generelt.
Et meget godt symbol, et blandt mange, på at EU over tid gik væk fra sit oprindelige frimarkedsfokus og over på sit nuværende rødgrønne fokus med klimaforandringspolitik, grøn omstilling, social økonomi og positive rettigheder. Et andet symbol i rækken er at den nuværende strategi for EU sætter sig mål såsom at have en økonomi med social inklusion og grøn vækst, hvor den før omhandlede konkurrencedygtighed og frihandel. Rækken af eksempler på hvordan EU forlod sit frihandelsfokus fra de første år og bevægede sig over i en stadig mere centralistisk, bureaukratisk, intentioner-over-resultater union domineret af rødgrønne illusioner, er lang. Redings kvindekvoter var ikke en del af det oprindelige EU. Men dertil er vi så nået nu.
Denne grundlæggende forandring over tid giver en god grund til hvorfor, der netop i borgerlige rækker er et dybt skæl mellem de yngre generationer og de ældre generationer, hvor de ældre, Uffes generation af borgerlige, er føderalister eller i det mindste idealister, er det typisk for yngre borgerlige at være enten get-outers eller i det mindste kritiske. Dette skyldes formentlig at de ældre fik formet deres holdninger til EU på den tid, da EU netop var et projekt der emmede af borgerlighed. Mens de yngre generationer fik formet deres holdninger mens EU var og er stærkt domineret af det førnævnte rødgrønne segment, som af åbenlyse grunde ikke appellerer til borgerlige.
Når folk en gang er blevet solgt en drøm, så hænger de sig oftest i den – på godt og ondt. Derfor hænger folk som den gode Uffe stadig fast i troen på EU, han har ikke magtet at modernisere sin holdning gennem årtier. Deraf det afgrundsdybe skæl mellem generationerne i den borgerlige lejr.
Vi de unge borgerlige stiftede bekendtskab med EU i en tid, hvor der blev afholdt over 20 topmøder med resultatet at “nu var krisen løst” og nu anno 2012 er beskeden den samme; at de har en løsning dernede i Bruxelles – mens de unge sidder ude i medlemslandene og undrer sig.
En tid med euroens totale fiasko, brud på traktatgrundlaget, total inkompetence i EU systemet ift. at få produceret resultater og ikke kun dokumenter med hensigtserklæringer, grøn fanatisme der kvæler et i forvejen døende erhvervsliv, feel-good-økonomi, centralisering og bureaukratisering af stortset alt for ikke at nævne feminismens indtog i form af Redings kvoter blandt andet. Dette smitter selvfølgelig af på holdningerne til EU.
Jo før de borgerlige partier forstår at de kan pakke deres floskler om frihandel væk, for de er for længst visnet væk sammen med de selvsamme borgerliges ungdom, des før vil de igen kunne få en fornuftig relation til de unge vælgermasser og unge medlemmer, når det kommer til EU.
Drop drømmen, den er lige så død som unionen.
Følg bloggen på:
http://www.damefrokosten.com/hvorfor-splitter-eu-den-borgerlige-lejr-sa-dybt/
