Thyra Frank har efter kun kort tid i den politiske arena vist en evne til at splitte sine tilhørere i 2 fraktioner: Den ene hilser hende velkommen som et frisk pust, mens den anden ser på hende med mistanke om, at hun enten er et afgrundsdybt naivt offer for politiske spekulanter, eller at hun selv er en bevidst deltager i en konspiration.
Hvad er problemet med Thyra Frank - og hvorfor er hun specielt et problem for politiske modstandere og professionelle kommentatorer? Der er flere grunde:
For det første er det et problem at hun ikke er politiker. Hun er et "almindeligt" menneske, som har mange års erfaringer fra et snævert fagområde. Nogle af disse erfaringer er almengyldige, og dem overfører hun nu til store dele af den offentlige sektor - de dele hvor "systemet" personificeret ved sagsbehandleren, plejeren o.a. møder brugeren. Et hovedbudskab er at "systemet" er til for brugerne og ikke omvendt.
For det andet er det et problem at hun ikke foregiver at være politiker. Hun forfalder ikke til politiker sprog og hun har (endnu) ikke adopteret den typiske politikers evne til at tale sort. Man forstår hvad hun siger, og der er skræmmende for en sort-talende politiker at skulle diskutere med et menneske som taler i klar tekst.
For det tredje er det en problem, at hun insisterer på at hun ikke kan og ikke skal vide alt om alting. Hun insisterer på at holde sig til sit fagområde - og de områder der støder op til fagområdet, og hvor erfaringerne derfor kan bruges. Det betyder at hun har "the upper hand" i enhver diskussion, fordi teori er godt, men praksis ofte er bedre.
Hun er dermed ubehagelig at diskutere med for politiske modstandere, og hun er heller ikke velegnet til at medvirke i TV-journalisters og TV-kommentatorers spin - bortset naturligvis fra de forsøg der gøres på at udstille hendes "uvidenhed".
Thyra Frank og andre tilsvarende kandidater kan naturligvis give anledning til en principiel diskussion om hvor vidt vores politikere skal være meget bredt funderet eller om det er OK at have politikere som er mere en-dimensionale. Men den diskussion knytter sig tæt til en anden diskussion om hvor vidt vi skal have politikere, der er teoretisk funderet, eller om vi skal have politikere der har et solidt praktisk udgangspunkt.
Sandheden ligger nok et sted midt imellem, men problemet er at vi idag har et folketing, som stort set kun består af 3 kategorier af mennesker: 1) Offentligt ansatte, 2) teoretikere, der har en boglig viden fra et hel- eller halvgjort studie, men som aldrig har været udenfor uddannelsesinstitutionerne, og 3) politiske mesterlærlinge, som har været i politiker-lære en ungdomsorganisation eller et politisk parti, og som aldrig har været udenfor de politiske cirkler. Praktikerne og livserfaringen er i stor udstrækning fraværende - hvor er f.eks. landmanden, arbejderen, butiksejeren eller virksomheds- ejeren. Hvor mange arbejdere er der f.eks. i arbejderpartierne S og SF?
Spørgsmåler er, om vi helst vil have politikere, som kan henføre nogle af deres overvejelser til egne erfaringer, men som så til gengæld er begrænset i forhold til andre områder, eller om vi vil have politikere, som kan og vil udtale sig om alting, men som gør det 100% på et teoretisk grundlag.
Personligt er jeg bekymret for at se den veritable "ungdomsklub" af mennesker, der frejdigt og bedre vidende udtaler sig om alskens politikområder, og irettesætter almindelige mennesker, uden at have skyggen af hverken praktisk eller erfaringsmæssigt ballast. Det er en ynk.
