Læs en tilfældig avis eller tænd for et hvilket som helst nyhedsprogram, og du vil helt sikkert mødes af historier om radikale islamister, der kæmper, dræber og truer hinanden – og stort set enhver anden.
I Somalia har jihadister, med støtte fra al-Qaeda, været i sammenstød med tropper loyale mod landets internationalt anerkendte midlertidige regering, og truer nu nabolandet Etiopien med en altomfattende krig.
I det nærliggende Darfur fører muslimske militser ved navn Janjaweed folkemord på sorte kristne og sjæledyrkerkende landsbyboere – tilsyneladende med den sudanesiske regerings billigelse.
Sunni muslimske og Shia muslimske militser, hver især hævdende at være den sande repræsentant for islam, fortsætter nedslagtningerne af hinanden i Irak.
Hezbollah (”Gud´s parti) søger at ødelægge demokratiet i Libanon ved at provokere Israel, hvilket det har svoret at udrydde.
På Vestbredden har Hamas og Fatah taget en pause fra deres angreb på Israel, for at myrde løs på hinanden og uskyldige tilstedeværende.
Det iranske shiitiske teokrati – når ikke det er vært for holocaustbenægtere og sender terrorister til Irak – fremsætter serier af løfter om at udslette Israel.
Det skrøbelige pakistanske lederskab plæderer, at det hverken kan stoppe Osama bin Laden eller Talibanske jihadister, der skjuler sig i afsides dele af Pakistan, fra at strømme tilbage til Afghanistan.
I Europa er operaprocenter, forfattere, tegnere og filmmagere tiltagende forsigtige af frygt for dødstrusler fra islamister.
Mens den enkelte konflikt er unik, og rodfæstet i sin egen historie, så er den fælles trussel – Radikal Islam – indlysende. Det er derfor værd at spørge hvorfor denne voldelige, intolerante belastning af Islam, har fået greb i så mange ustabile områder – og på dette særlige tidspunkt.
Den radikale islamiske fremgang er måske den naturlige kulmination af hundrede års forfejlede politiske systemer i muslimske lande, der enten blev drevet af moralsk insolvente ideologier, eller ledet af grusomme diktatorer, eller begge dele.
I 1930´erne appellerede tysk inspireret fascisme til arabere i Palæstina og Ægypten. Sovjetisk inspireret Kommunisme havde sympatisører i Afghanistan, Algeriet og Yemen. Baathismen fik tag i Syrien og Irak. Den sekulære ægyptiske diktator Gamal Abdel Nasser lovede en nu pan-arabisme, der ville fjerne koloniale grænser, der delte ”den arabiske nation”. Så er der den mere pragmatiske autoritarisme, der overlever i Muammar el-Qaddafi´s Libyen eller i oliemonarkierne i Golf´en.
Radikal Islam kan være lige så totalitær og moralsk insolvent som enhver af disse fortidens eller mestendels dysfunktionelle ”ismer”, men dens nuværende appel er ikke svær at regne ud. Modsat fascismen eller kommunismen er Radikal Islam lokalt opdyrket, og ikke plaget af påstande om fremmed besmittelse. Faktisk hævder islamister at føre jihad mod den udenforstående modernistiske, globaliserede og mestendels vestlige verden. Sådanne beskeder ræsonnerer i stagnerede, forarmede muslimske lande.
Og mens folk i disse regioner er fattige, så er den islamistiske bevægelse ikke. Store olieprofitter flyder gennem den muslimske verden, tilladende islamister at handle i overensstemmelse med deres retorik. I dagens verden kan militser let anskaffe sig alt fra skulderholdt antiluftskyts til raketdrevne granater. Med sådanne våben, og på egen grund, kan islamisterne neutralisere vestlige jetfly og kampvogne til milliarder af dollar.
Der findes endnu en grund til islamisternes fremgang; de fornemmer en ny tøven i Vesten. Vi forekommer for dem paralyserede over oliepriserne, forsyningerne og frygten for terrorisme. Og de har også ført en brillant propagandakrig, påtagende sig rollen som ofre for vestens kolonialisme, imperialisme og racisme. Omvendt synes meget af verden at tolerere deres hensynsløshed i undertrykkelsen af frihed, undertrykkelsen af kvinder og myrderierne på ikke-troende.
Så hvordan kan vi, bortset fra at dræbe jihadterrorister, forsvare os mod den snigende spredning af Radikal Islam? Her er et par indledende forslag:
Identificer direkte Radikal Islam som fascistisk, uden at tage hensyn til om muslimer føler sig stødte, når man omtaler Radikal Islam i deres nærvær.
Tilskynd på samme tid konsensusregeringer i Mellemøsten der kunne tilbyde folk sikkerhed og velstand, mens der tages afstand fra illegitime diktatorer, særligt i Syrien og Iran, der promoverer terrorister.
Fastslå at ingen yderligere autokratier i Mellemøsten og Asien vil tillades at få atombomben.
Søg energiuafhængighed der vil få verdenspriserne på olie til at kollapse, hindrende oliedollars til terroriststøtte og vores formildelse af deres velgørere.
Værdsæt den unikke vestlige civilisations historie og traditioner for at erindre verden om at vi intet har at undskylde for, men faktisk har meget godt at tilbyde andre. Hav endeligt tillid til at i en krig er vor vilje og moral præcist lige så vigtig som vores overvældende militære styrke. Jihadisterne hævder, at vi er åndeligt svage, men vores fortids globale ideologiske fjender – nazismen, fascismen og kommunismen – fejlede alle. Og ligeså vil de.
I Somalia har jihadister, med støtte fra al-Qaeda, været i sammenstød med tropper loyale mod landets internationalt anerkendte midlertidige regering, og truer nu nabolandet Etiopien med en altomfattende krig.
I det nærliggende Darfur fører muslimske militser ved navn Janjaweed folkemord på sorte kristne og sjæledyrkerkende landsbyboere – tilsyneladende med den sudanesiske regerings billigelse.
Sunni muslimske og Shia muslimske militser, hver især hævdende at være den sande repræsentant for islam, fortsætter nedslagtningerne af hinanden i Irak.
Hezbollah (”Gud´s parti) søger at ødelægge demokratiet i Libanon ved at provokere Israel, hvilket det har svoret at udrydde.
På Vestbredden har Hamas og Fatah taget en pause fra deres angreb på Israel, for at myrde løs på hinanden og uskyldige tilstedeværende.
Det iranske shiitiske teokrati – når ikke det er vært for holocaustbenægtere og sender terrorister til Irak – fremsætter serier af løfter om at udslette Israel.
Det skrøbelige pakistanske lederskab plæderer, at det hverken kan stoppe Osama bin Laden eller Talibanske jihadister, der skjuler sig i afsides dele af Pakistan, fra at strømme tilbage til Afghanistan.
I Europa er operaprocenter, forfattere, tegnere og filmmagere tiltagende forsigtige af frygt for dødstrusler fra islamister.
Mens den enkelte konflikt er unik, og rodfæstet i sin egen historie, så er den fælles trussel – Radikal Islam – indlysende. Det er derfor værd at spørge hvorfor denne voldelige, intolerante belastning af Islam, har fået greb i så mange ustabile områder – og på dette særlige tidspunkt.
Den radikale islamiske fremgang er måske den naturlige kulmination af hundrede års forfejlede politiske systemer i muslimske lande, der enten blev drevet af moralsk insolvente ideologier, eller ledet af grusomme diktatorer, eller begge dele.
I 1930´erne appellerede tysk inspireret fascisme til arabere i Palæstina og Ægypten. Sovjetisk inspireret Kommunisme havde sympatisører i Afghanistan, Algeriet og Yemen. Baathismen fik tag i Syrien og Irak. Den sekulære ægyptiske diktator Gamal Abdel Nasser lovede en nu pan-arabisme, der ville fjerne koloniale grænser, der delte ”den arabiske nation”. Så er der den mere pragmatiske autoritarisme, der overlever i Muammar el-Qaddafi´s Libyen eller i oliemonarkierne i Golf´en.
Radikal Islam kan være lige så totalitær og moralsk insolvent som enhver af disse fortidens eller mestendels dysfunktionelle ”ismer”, men dens nuværende appel er ikke svær at regne ud. Modsat fascismen eller kommunismen er Radikal Islam lokalt opdyrket, og ikke plaget af påstande om fremmed besmittelse. Faktisk hævder islamister at føre jihad mod den udenforstående modernistiske, globaliserede og mestendels vestlige verden. Sådanne beskeder ræsonnerer i stagnerede, forarmede muslimske lande.
Og mens folk i disse regioner er fattige, så er den islamistiske bevægelse ikke. Store olieprofitter flyder gennem den muslimske verden, tilladende islamister at handle i overensstemmelse med deres retorik. I dagens verden kan militser let anskaffe sig alt fra skulderholdt antiluftskyts til raketdrevne granater. Med sådanne våben, og på egen grund, kan islamisterne neutralisere vestlige jetfly og kampvogne til milliarder af dollar.
Der findes endnu en grund til islamisternes fremgang; de fornemmer en ny tøven i Vesten. Vi forekommer for dem paralyserede over oliepriserne, forsyningerne og frygten for terrorisme. Og de har også ført en brillant propagandakrig, påtagende sig rollen som ofre for vestens kolonialisme, imperialisme og racisme. Omvendt synes meget af verden at tolerere deres hensynsløshed i undertrykkelsen af frihed, undertrykkelsen af kvinder og myrderierne på ikke-troende.
Så hvordan kan vi, bortset fra at dræbe jihadterrorister, forsvare os mod den snigende spredning af Radikal Islam? Her er et par indledende forslag:
Identificer direkte Radikal Islam som fascistisk, uden at tage hensyn til om muslimer føler sig stødte, når man omtaler Radikal Islam i deres nærvær.
Tilskynd på samme tid konsensusregeringer i Mellemøsten der kunne tilbyde folk sikkerhed og velstand, mens der tages afstand fra illegitime diktatorer, særligt i Syrien og Iran, der promoverer terrorister.
Fastslå at ingen yderligere autokratier i Mellemøsten og Asien vil tillades at få atombomben.
Søg energiuafhængighed der vil få verdenspriserne på olie til at kollapse, hindrende oliedollars til terroriststøtte og vores formildelse af deres velgørere.
Værdsæt den unikke vestlige civilisations historie og traditioner for at erindre verden om at vi intet har at undskylde for, men faktisk har meget godt at tilbyde andre. Hav endeligt tillid til at i en krig er vor vilje og moral præcist lige så vigtig som vores overvældende militære styrke. Jihadisterne hævder, at vi er åndeligt svage, men vores fortids globale ideologiske fjender – nazismen, fascismen og kommunismen – fejlede alle. Og ligeså vil de.
