Globalisering er navnet for den ny folkevandringstid, der i modsætning til middelalderens folkevandringer er både geografisk og mental. Men ligesom i middelalderen vil den ændre verdenskortet og magtforholdet mellem kulturerne. For nærværende er der mest fokus på de geografiske vandringer, men de mentale er langt mere massive, og båret af grænseoverskridende kommunikation via massemedier og Internettet. At disse udgør den virkelige magt fremgår blandt andet af deltagerlisten til Bilderberg 2011.
Uden at have konkret videnskabeligt belæg for det, er det min fornemmelse, at mennesket er sådan indrettet, at det enkelte menneske ikke kan føle tilhørsforhold til en gruppe, der er større end at hvert enkelt medlem bliver opfattet som individ. Lad os kalde det for primærgrupper. Måske bedst illustreret med følgende arabiske ordsprog:
Jeg kæmper mod mine brødre,
mine brødre og jeg kæmper mod mine fætre,
mine fætre og jeg kæmper mod de fremmede.
Ordsproget er universelt. Det har intet med islam at gøre, det er sikkert meget ældre end Mohammed, og det gælder alle på denne klode. Vi ser det f.eks. omkring lastbilerne, når der uddeles nødhjælp, her er ikke noget, der hedder køkultur. Vi så det, da Katarina oversvømmede New Orleans: De højt civiliserede amerikanere var parate til at slå ihjel for en flaske drikkevand. Vi ser det herhjemme, når stormagasinerne åbner dørene til udsalg. Enhver er sig selv nærmest, dernæst familien og dernæst den gruppe, vi identificerer os med.
Selv i primærgrupper er der brug for ledelse til at holde sammen på gruppen, og for at kunne forfølge mål, som det enkelte individ ikke magter alene. Alt andet lige, må det antages, at ledelsesformen optimeres i forhold til de indre og ydre udfordringer, gruppen står overfor, og det må endvidere antages, at en given ledelse kun kan bestå (være ved magten), så længe den grundlæggende har gruppens tillid og respekt.
Nu er alt andet jo ikke lige. Større pludselige ændringer i ledelsesstrukturen (revolutioner) vil ofte introducere en utryghed hos medlemmerne, der er større end de oplevede gevinster. Endvidere kan der heller ikke ses bort den mørke side af den menneskelige natur, der populært kaldes magtliderlighed.
Magtliderlighed bygger på den illusion, at magten sikrer magthaveren adgang til mere velstand og mere frihed, end de øvrige gruppemedlemmer nyder godt af. Velstand måske, men frihed næppe. Meget blændende beskrevet i Mario Puzos roman The Godfather. Især i slutningen af 2. del, hvor den detroniserede godfather, Michael Corleone, sidder ensom i sin borg omgivet af livvagter, stinkende rig, men berøvet alt, hvad der giver mening, sin kærlighed, sine børn, sin broder, og ude af stand til at forlade borgen af frygt for at blive myrdet eller arresteret.
Jeg mener også at have iagttaget, at det enkelte individ som hovedregel magter at føle sig som medlem af flere primærgrupper på samme tid. Antallet kan variere, og måles med det vi kalder social kompetence eller social intelligens. Et givet individ er medlem af en given gruppe så længe som det føler sig som medlem, eller indtil dets holdninger og adfærd afviger så meget fra gruppens selvforståelse (kultur), at gruppen ekskluderer det. Men denne selvforståelse er hele tiden under umærkelige forandringer gennem enkeltindividernes berøring med flere primærgrupper samtidigt.
I primærgruppen er der kun minimalt behov for nedskrevne regler og love. Gruppens selvforståelse er langt hen ad vejen tilstrækkelig som adfærdsregulerende instrument. Dette er en meget vigtig iagttagelse, for den udtrykker, at primærgrupper ikke nødvendigvis – og formodentlig sjældent – fungerer efter liberale principper. Tværtimod synes de som oftest at være meget stramt regulerede, men det er en regulering, som medlemmerne frivilligt underkaster sig, fordi det fælles gode er større end ufriheden.
Hvor stor kan sådan en primærgruppe så blive?
Det kommer an på, om man mener geografisk eller mentalt.
Det geografiske først, lad mig illustrere med et eksempel: Forleden var jeg på en længere tur gennem det, der i medierne er blevet benævnt som ”udkantsdanmark” eller ”den rådne banan”. Jeg kom igennem en større provinsby, der havde kendt bedre tider, men som nu nærmest havde et spøgelsesagtigt præg. På torvet lå et hus ikke meget større end mit eget, der på facaden bar et forvitret skilt med ordet ”Rådhus”. Dét, tror jeg, er grænsen for en geografisk primærgruppe: At den ikke er større end at de fælles anliggender kan klares i en dagligstue, fordi alle har så meget føling med hinanden, at det meste regulerer sig selv. Sådan lidt ligesom Korsbæk i serien Matador. Alle var bestemt ikke lige i Korsbæk, og alt var ikke lutter idyl, men i det store og hele kendte alle deres plads, og vidste, hvad der forventedes af dem. De var bundet sammen af en fælles fortælling, der rakte på tværs af generationer og opad i en fælles følelse af at være del af noget, der var større end dem selv. Men en forudsætning for stabiliteten i en geografisk primærgruppe er, at individerne i hovedsagen opholder sig indenfor de geografiske grænser, og det er ikke længere tilfældet, fordi koncentrationen af produktionsmidlerne har gjort det meste af befolkningen til rodløse pendlere.
Hermed kommer vi naturligt til en anden type af (for det meste) geografisk primærgruppe: Arbejdspladsen. Endnu et eksempel: I middelalderen kom en vandringsmand forbi to stenhuggere, og spurgte dem, hvad de lavede. ”Jeg hugger stene for brød”, svarede den ene, mens den anden svarede ”Jeg er med til at bygge en katedral”. Den første repræsenterer den arbejderklasse, der udgør socialismens magtbase, mens den sidste repræsenterer et mere og mere almindeligt syn på det at gå på arbejdet. For rigtig mange er arbejdspladsen ikke længere blot stedet, hvor man bytter sin arbejdskraft for indkomst. Den er også i høj grad med til at give individet identitet, og er rammen om alle mulige former for sociale aktiviteter. Mange virksomhedsledere kan sikkert nikke genkendende til, at det er en løbende udfordring at forsvare den formelle organisation imod uhensigtsmæssige konsekvenser af uformelt opståede strukturer. Umiddelbart lader det til, at primærgrupper på arbejdspladsen er relativ små: Et fælleskontor, en afdeling, et sjak eller dem, man spiser frokost med, synes at være den maksimale grænse. Men det er også via arbejdspladsen, at individet kommer i berøring med flest andre primærgrupper.
Mentale primærgrupper er strukturelt forskellig fra de geografiske. Hvor de sidste har fysiske grænser, bestemt af topologien, kan mentale primærgrupper nærmest sammenlignes med koncentriske cirkler med sproget i centrum. Inderst har vi familien, som man nærmest skal være født ind i. For at være del af denne gruppe, skal man kunne forstå uudtalte hentydninger til steder og begivenheder, der er en eksklusiv del af familiens fælles historie, og man skal anvende fælles ord om de samme begreber (i nogle familier hedder det ”gåsehud”, i andre ”gysekyllinger” og i andre igen ”myrepatter”). Længere ude ligger det sprog, man tilegner sig gennem sine interesser og sin uddannelse, og yderst sproget, som det er defineret ikke alene af ordbøgerne, men også af dets anvendelse til at udtrykke sorg, glæde, humor, ironi, sarkasme etc. Tilhør til den mentale primærgruppe er binært: Kan du sproget, er du med, ellers er du ikke. En dansker er en person, der taler dansk.
Mentale og geografiske primærgrupper er indbyrdes forbundne derved, at individet har størst sandsynlighed for at føle sig knyttet til en geografisk gruppe, der har sproget tilfælles. For danskerne gælder imidlertid, at næsten alle, der siden 70’erne har været gennem det danske uddannelsessystem, kan mindst ét fremmedsprog. For det meste engelsk, så var der en kort periode, hvor russisk og japansk var hip, og nu er det kinesisk og arabisk. Det øger sandsynligheden for, at danskere oftere og oftere kommer i berøring med primærgrupper, der har et helt andet kulturelt udgangspunkt end dem, der findes indenfor landets grænser.
Danskheden er altså ikke blot under pres af den fysiske indvandring, men sikkert i langt højere grad af danskernes mentale udvandring. Den mentale udvandring er båret af medieindustrien, vor tids egentlige grænseoverskridende magtfaktor, og den er unddraget enhver form for demokratisk kontrol. Et hurtigt blik ned over deltagerlisten til Bilderberg 2011 afslører, at blandt andre Facebook, Google og Telecom kommer til at sidde sammen med regeringsrepræsentanter samt private storbanker og –industrier for at drøfte og de facto beslutte klodens økonomiske fremtid. Imod denne form for magtkoncentration har hverken nationale eller overnationale parlamenter noget at skulle have sagt, og grænsekontrol må klassificeres som patetisk signalpolitik.
Der er ingen grund til at begræde denne udvikling. Det nytter heller ikke noget. Der kan alligevel ikke lade sig gøre at rulle den tilbage. Dertil er vi allerede alt for afhængige af vores smartphones, GPSer og alt muligt andet elektronisk isenkram, der gør os i stand til at være til stede når som helst og hvor som helst, uden at lette r….. Men det får konsekvenser, selvfølgelig.
Vi kommer til at skære nogle dybe rødder over til den kultur, vi er rundet af. Dermed bliver vi historieløse, og vil ikke længere føle os bundet til ansvar for slægten, hverken bagud eller fremad. Således berøvet et moralsk fikspunkt, bliver vi overladt til at bedømme vores værdier ud fra os selv, og ikke ud fra, hvad der gavner helheden, for vi vil ganske enkelt ikke vide, hvilken helhed, vi skal forholde os til.
Når danskheden opløses giver det ikke længere mening at tale om en dansk nationaløkonomi, et dansk arbejdsmarked eller et dansk suverænt parlament. De vil utvivlsom komme til at eksistere som romantiske begreber lang tid fremover, og indgå i skuepolitikeres tomme retorik, men tømt for indhold, dét vil de være.
Er der da slet intet håb?
Jo det er der, og det vil indtræde lige så uafvendeligt som globaliseringen. Efterhånden som menneskene får nok af globaliseringens fremmedgjorthed, vil de nære primærgrupper igen få større og større betydning for den enkelte. Der vil opstå talløse fysiske og virtuelle Korsbæk’er, som mere eller mindre harmonisk vil leve side om side, og som vil opfinde en endeløs række af forskellig måder til at unddrage sig den globale totalstats kontrol. Nogle gange voldeligt, men oftest i det skjulte, på samme måde, som man overlevede øst for muren, før den faldt i 1989.
Kæmp for alt, hvad du har kært
Dø om så det gælder
Da er livet ej så svært
Døden ikke heller
