Der er mange måder at argumentere for monopolers manglende etik og hvilke implikationer disse medfører. Men har der nogensinde i den forbindelse været en enkel introduktion til emnet, hvor man tager fat i det helt basale? Hensigten bag denne korte note er, man kan sende den til andre, som lige er påbegyndt emnet.
Først og fremmest, hvad er et monopol? Et monopol er når en person eller en gruppe af personer er ene om at udbyde en vare eller ydelse. Legitimiteten til at kunne opnå et monopol stammer fra stater, der giver individer eller kollektiver ”ret” til at være ene på markedet om at udbyde visse ting. Disse aktører sætter sig dermed fuldstændigt på markedet på dette felt uden at skulle skænke tanker til konkurrenter, da disse ikke eksisterer på et monopolistisk domineret marked.
Dette leder til selve kerneproblematikken; hvilke problematikker – etiske såvel som forretningsmæssige – bringer monopoler med sig?
Lad os opstille et scenario. Hvis nu mine venner og jeg var de eneste, der lovligt var i stand til at producere og sælge tallerkner. Medtaget i dette scenario er ligeledes folk vi giver samme tilladelse til at producere og sælge tallerkner, men ingen andre end denne gruppering af mennesker. Den første problemstilling, der trænger sig på, er hvorfor det netop er os, som må gøre dette og hvordan kan det retfærdiggøres, at vi må udbyde en vare som ingen andre må. Hvorfor er vi så specielle og hævede over andre? Vi er blot mennesker ligesom alle andre. Dette er den moralske problemstilling, der kommer til udtryk.
Kigger man på den utilitaristiske (konsekventialismens) problemstilling, hvad er så resultatet af monopolet? Til at begynde med er der komplikationer vedrørende incitament; såfremt jeg er den eneste, der må producere og distribuere tallerkner, så får du formentligt ikke disse tallerkner særligt billigt. Jeg kan kræve lige så meget for disse tallerkner som jeg ønsker, men skal samtidigt passe på jeg ikke kræver så meget, at du hverken har råd til dem eller hellere vil spise din mad direkte fra bordet, via truge etc. Men så længe du er villig til at være i besiddelse af tallerkner, så vil jeg kræve den højeste pris jeg kan på grund af, jeg ingen konkurrence har på området. Som forbruger kan man ikke gå til et andet firma; der er kun mine venner og jeg. Du kan heller ikke forvente, at tallerknerne er i særlig god kvalitet. For så længe de lige kan bruges til dit behov – og du stadig foretrækker dem over ingenting – så skal du købe dem af mig.
Foruden det faktum, at tallerknerne er dyre og af lav kvalitet, så giver evnen til at være den eneste på markedet mig også en vis indflydelse over dig. Hvis jeg nu ikke kan lide dig eller du har fornærmet mig, så får du bare ingen tallerkner. Her indtræder også magtmisbrug som et væsentligt argument mod monopoler.
Det er dog ikke blot disse problematikker, der gør sig gældende. Sæt jeg nu var en fuldstændig troværdig monopolindehaver, hvis eksemplariske opførsel og gebærden med produktionen og udbydelsen af tallerkner var en helgen værdig – hvordan ville jeg vide om jeg gjorde mit bedste? Hvordan kan jeg vide, at jeg tilfredsstiller mine kunder nok? I teorien kunne jeg naturligvis udføre meningsmålinger blandt folket, men der er stadig mange måder at producere tallerkner på, hvorfor nogle er billige og andre dyre. Arbejdet med tallerknerne bliver baseret på de rene gisninger, så både kvaliteten og kvantiteten er i fare for ikke at passe med folks præferencer.
Ovenstående er alle argumenter mod et monopol på fremstilling og salg af tallerkner. I første omgang lader det sågar også til at være gode argumenter mod både domsafsigelser og beskyttelse af civile rettigheder og endda også andre ting medvirkende i det man overordnet set kalder lovvirksomheden. Hvordan kan det være, at netop dette kollektiv af mennesker er de eneste inden for et givent territorium, der kan udbyde visse former for retslige ydelser eller håndhæve forskellige ting? Og hvad med incitamenter? Igen, det er et monopol; med en bunden forbrugerbase er det selvfølgelig sandsynligt, at de vil udbyde deres ydelser til en meget højere pris end de normalvis ville og nedprioritere kvaliteten. Der er måske endda tale om den sporadiske misbrug af magt. Og selv hvis helgene kommer til at lede staten, så har de ingen forudsætninger for at gøre deres bedste for folket.
Konklusionen er, at man bør bryde monopolerne holdt af staten. Ikke udelukkende fordi det er uetisk, men også fordi, borgere kan sikre sig en bedre service end den nuværende. Meget markedsorienteret aktivitet bunder i incitamenter; derfor kan monopoler på ingen måde retfærdiggøres.
