Hvorfor må det offentlige ansætte til under mindsteløn? Hykleri!

I øjeblikket er der meget snak fra regeringens side om at arbejdsløse skal i såkaldte 'nyttejobs' i stedet for aktivering på kontanthjælp

_slettet_bruger_3909 Ikke angivet,

27/02/2013

I øjeblikket er der meget snak fra regeringens side om at arbejdsløse skal i såkaldte 'nyttejobs' i stedet for aktivering på kontanthjælp.

Det er blevet taget godt imod fra flere sider, men det kan undre at man ikke hører højlydte protester fra fagbevægelsen om løntrykkeri. For fakta er jo at disse nyttejobs og andre midlertidige jobprøvninger og lignende i mange tilfælde udføres som 'rigtige' jobs til en langt lavere løn end overenskomster.


Et eksempel fra det virkelige liv:

En bekendt har været i matchgruppe 3 i noget tid. Jobcenteret har givet ham et såkaldt 'hygiejnekursus' som betyder at han må arbejde med madvarer. Nu skal han så i 3 måneder arbejde 30 timer om ugen i det kommunale køkken. Omregner man de lidt over 10.000 han får i kontanthjælp til timeløn ligger denne på 87,5 kr i timen. Det er næsten 30 kroner mindre end Horesta's overenskomst hvor lønnen for en ufaglært køkkenarbejder ligger på omkring 115 kr.

Hvordan skal dette forståes? At det er i orden for det offentlige at ansætte folk til jobs langt under de aftalte minimumslønninger, men ikke for det private? For der er ingen tvivl om at disse folk på kontanthjælp rent faktisk udfører arbejde. Kommunerne spekulerer helt klart i at få arbejde udført af folk på kontanthjælp og i løntilskud som en del af deres løbende budget.

Men det bringer mig tilbage til spørgsmålet? Hvorfor er det i orden for det offentlige at give 30 kr mindre end overenskomst i løn uden at fagbevægelsen laver strejker og blokader?

Hvis det er ok at arbejde til 87,5 kr i timen, hvorfor så ikke lade private give disse 87,5 kr i timen i stedet for og derved skabe private arbejdspladser?

For vi skal jo ikke glemme at det er i hvert fald en, sikkert flere offentlig ansatte der tjener deres løn på at henvise folk til disse kontanthjælpsjob, skrive notater, udregne løn osv. I virkeligheden kunne arbejdet i de kommunale køkkener altså udliciteres til 87,5 kr i timen uden en hær af offentlig ansatte kontrollanter.

Det offentlige har jo ved disse kontanthjælpsjob erkendt at nogle jobs og jobtagere ikke umiddelbart kan forsvare mindstelønnen for deres arbejde. For ellers var de vel blevet ansat på ordinære vilkår.

Når det offentlige således selv bruger 'underbetalt' arbejdskraft, men nægter det private samme mulighed, så er der kun et ord for det og det er HYKLERI.

Kilde: