Jeg må gå til bekendelse og indrømme, at jeg har meldt mig ind i Liberal Alliance, hvor jeg har været medlem i ca. 3 måneder. Jeg har ikke tidligere været politisk aktiv, så mine venner og bekendte spørger naturligvis: Hvorfor og hvorfor nu?
Med fare for at lyde melodramatisk, så er forklaringen, at landet står overfor problemer af en størrelse, som vi ikke har oplevet før i min levetid. Der har været perioder, hvor vi har nærmet os afgrunden, men for første gang kigger vi direkte ned i den.
Danmark er ved at blive overhalet på alle afgørende overlevelsesparametre. Jeg skal nok klare mig, men jeg frygter reelt for mine børns fremtid.
Det jeg oplever er, at politikerne er ligeglade; Ikke at de ikke vil løse landets problemer, men der er bare mere presserende problemer, der skal løses først. Personlige problemer, som har en langt højere prioritet end landet problemer - uanset hvor store de så måtte være.
Det er ikke nogen tilfældighed at Helle Thorning blev kendt for at udtale "jeg kan slå Anders Fog" og ikke for "jeg kan løse landets problemer" - det er ganske enkelt blevet en bedre vare at kunne levere regeringsmagten end at kunne levere de nødvendige løsninger.
Politik handler idag om at blive valgt - og valgt for enhver pris, og derfor udsættes vi dagligt for en helt meningsløs kommunikation.
For det første bruger politikerne umådelige mængder energi på at fortælle os, hvor forskellige de politiske partier er - og hvor stor en katastrofe det vil være, hvis de andre kommer til magten eller bliver ved magten alt afhængig af hvorfra der argumenteres.
For det andet er størstedelen af al politisk kommunikation udtryk for et kapløb om at tilbyde bestikkelse til flest mulige vælgergrupper: De gamle skal beholde ældre chekken, uanset hvor velstillede de er. De unge skal have mere i SU, uanset om de bor hjemme. Børnefamillierne skal have pasningsgaranti og bedre skoler - og i øvrigt også en børnecheck. Sundhedssektoren skal udbygges, og der skal gives behandlingsgarantier for alt fra nedgroede negle til ansigtsløftninger. Den offentlige sektor skal fredes. Efterlønnerne skal fredes. Alt skal fredes. Kun "de rige" er endnu jaget vildt, men her undlader S-SF behændigt at definere "rig" så der er lidt spillerum.
Og spillerum er der behov for - for der er ikke mange, der er villige til at anvise finansieringen af de mange løfter - endsige af det allerede eksisterende underskud på kr. 80 mia.. Det er derfor vi efter 10 år med en borgerlig regering står med mere bureaukrati og en større offentlig sektor end nogensinde før - samtidig med at de fleste fornemmer at servicen er blevet ringere. Vi betaler mere for mindre.
En klog tænker har engang sagt det meget rammende at: Den der tager fra Per for at give det til Poul, han er sikker på at få Poul´s fulde støtte og opbakning.
Og da vi er kommet i den uholdbare situation, at der er flere Per´er end Poul´er, så er grundlaget for al politisk kommunikation at få flest mulige til at tro at de er Poul og færrest muligt til at frygte at de er Per.
Midt i al den meningsløse snak dukke Anders Samuelsen op med noget der mindede om et ærligt politisk budskab. Væk var de værste politiske floskler, og der blev leveret et enkelt og klart bud på en løsning. Anders Samuelsen havde været der før, men med Liberal Alliance var der sket en transformation eller en modning. Anders vil naturligvis også gerne vælges, som alle andre politikere - javel, men når han taler fornemmer man alligevel, at det er et menneske der taler. Ikke en politisk maskine som lirer one-linere og velforberedte budskaber af sig - ikke kun i hvert fald. Der er grænser for hvor lavt han vil gå i sit forsøg på at tiltrække vælgere.
Med Thyra Frank har den klare kommunikation i øvrigt taget endnu et skridt op ad stigen i retning af klar tale. Det i en sådan grad at de politiske kommentatorer ikke kan få øje på det politiske budskab overhovedet. Det er en omvendt "Kejserens nye klæder"; Der er masser af politisk indhold i det Thyra Frank siger, men kommentatorerne kan ikke få øje på det. De er simpelthen ikke vant til at høre politikere tale om værdier - kun om interesser.
På det grundlag har jeg meldt mig ind i Liberal Alliance, og på det grundlag vil jeg arbejde for at partiet får en markant plads i et nyt folketing.
Der har været lidt "fnidder" bl.a. med hensyn til topstyring, men dels er det forbavsende lidt "fnidder" der har været i forhold til at det er et nyt parti, og dels er der udsted garantier for at næste trin i partiets udviklingsstige er en demokratiseringsproces, som starter umiddelbart efter næste folketingsvalg.
Måske tager jeg fejl, men indtil videre er det nok for mig. Og hvad der desværre også er tilfældet, så er der ingen rimelige alternativer i dagens politiske billede.
Det er mit valg - hvad er dit?
