LEDER: Det er ikke en hemmelighed, at EU’s landbrugsstøtte har nogle mildest talt bizarre konsekvenser.
I det seneste års tid kunne man blandt andet læse, at de berygtede ’smørbjerge’ stadig findes. EU opkøbte nemlig i januar 30.000 ton usolgt smør og 109.000 ton usolgt mælkepulver på skatteydernes regning. Disse mange ton blev straks sendt til EU’s overskudslagre, som i forvejen huser 717,810 ton korn, 41,422 ton sukker og 2,3 mio. hektoliter vin, der på et eller andet tidspunkt formentlig bliver dumpet i ulandene.
Man kunne også læse, at så forskellige ’landbrug’ som vingummibamseproducenten Haribo, cateringselskabet Ligabue og motorvejskonstuktørfirmaerne Arids Roma og Pasquina har fået landbrugsstøtte. De europæiske landes kongelige, fra dronning Elisabeth II og Prins Albert af Monaco til vores egen Prins Joachim, får naturligvis også udbetalt millioner af skattekroner gennem støtteordningen. Selv golfklubber, sportsforeninger og rideklubber har sneget sig med på listen over modtagere af landbrugsstøtte.
Nu kan man så også læse, at landbrugsstøtten står for størstedelen af det danske landbrugs indtjening. Med sådan en nyhed kan det vel næppe blive mere tydeligt, at landbrugsstøtten reelt ikke er andet end en overførselsindkomst til folk, som ejer jord, der kan dyrkes.
Nogle vil måske hævde, at hensigten med landbrugsstøtten netop er at sikre, at de europæiske landmænd (og vingummiproducenter og rideklubber) bliver støttet som var de bistandsklienter – uanset om det så medfører ’smørbjerge’, negative konsekvenser for de 70 pct. af verdens fattige som lever af landbrug, og koster massive mængder penge for de europæiske skatteydere og forbrugere. Denne indvending gør naturligvis ikke landbrugsstøtten mindre bizar. Hvis man ser bort fra, at støtteordningen oprindeligt handlede om at sikre en højere produktion i landbrugserhvervet for at undgå mangel på mad, og godtager, at pointen med landbrugsstøtten er at brødføde en særlig europæisk befolkningsgruppe, så er det helt oplagte spørgsmål selvfølgelig: Hvorfor dog det?
Svaret vil vel være, at det gavner landmændene. Men hvis man hvis man anlægger et bredt perspektiv holder dette svar faktisk ikke. Understøttelse af urentable landbrug er nemlig reelt økonomisk støtte til ineffektivitet. De ressourcer som på denne måde spildes i landbruget bliver taget fra mere frugtbare erhverv. Man ser måske, at landbrugsstøtten holder gang i roemarkerne på Lolland, men man ser ikke, at det samtidig betyder, at reelt efterspurgte varer ikke bliver produceret. Denne ineffektive ressourceallokering betyder lavere økonomisk vækst og det vil selvfølgelig også ramme landmændene - eller deres børn og børnebørn. Så selv om det måske ser ud til at gavne de 5 pct. af Europas indbyggere, som er landmænd, vil det på lang sigt skade dem lige så meget som alle os andre. Så hvorfor dog ikke bare afskaffe denne bizarre ordning med det samme?
I det seneste års tid kunne man blandt andet læse, at de berygtede ’smørbjerge’ stadig findes. EU opkøbte nemlig i januar 30.000 ton usolgt smør og 109.000 ton usolgt mælkepulver på skatteydernes regning. Disse mange ton blev straks sendt til EU’s overskudslagre, som i forvejen huser 717,810 ton korn, 41,422 ton sukker og 2,3 mio. hektoliter vin, der på et eller andet tidspunkt formentlig bliver dumpet i ulandene.
Man kunne også læse, at så forskellige ’landbrug’ som vingummibamseproducenten Haribo, cateringselskabet Ligabue og motorvejskonstuktørfirmaerne Arids Roma og Pasquina har fået landbrugsstøtte. De europæiske landes kongelige, fra dronning Elisabeth II og Prins Albert af Monaco til vores egen Prins Joachim, får naturligvis også udbetalt millioner af skattekroner gennem støtteordningen. Selv golfklubber, sportsforeninger og rideklubber har sneget sig med på listen over modtagere af landbrugsstøtte.
Nu kan man så også læse, at landbrugsstøtten står for størstedelen af det danske landbrugs indtjening. Med sådan en nyhed kan det vel næppe blive mere tydeligt, at landbrugsstøtten reelt ikke er andet end en overførselsindkomst til folk, som ejer jord, der kan dyrkes.
Nogle vil måske hævde, at hensigten med landbrugsstøtten netop er at sikre, at de europæiske landmænd (og vingummiproducenter og rideklubber) bliver støttet som var de bistandsklienter – uanset om det så medfører ’smørbjerge’, negative konsekvenser for de 70 pct. af verdens fattige som lever af landbrug, og koster massive mængder penge for de europæiske skatteydere og forbrugere. Denne indvending gør naturligvis ikke landbrugsstøtten mindre bizar. Hvis man ser bort fra, at støtteordningen oprindeligt handlede om at sikre en højere produktion i landbrugserhvervet for at undgå mangel på mad, og godtager, at pointen med landbrugsstøtten er at brødføde en særlig europæisk befolkningsgruppe, så er det helt oplagte spørgsmål selvfølgelig: Hvorfor dog det?
Svaret vil vel være, at det gavner landmændene. Men hvis man hvis man anlægger et bredt perspektiv holder dette svar faktisk ikke. Understøttelse af urentable landbrug er nemlig reelt økonomisk støtte til ineffektivitet. De ressourcer som på denne måde spildes i landbruget bliver taget fra mere frugtbare erhverv. Man ser måske, at landbrugsstøtten holder gang i roemarkerne på Lolland, men man ser ikke, at det samtidig betyder, at reelt efterspurgte varer ikke bliver produceret. Denne ineffektive ressourceallokering betyder lavere økonomisk vækst og det vil selvfølgelig også ramme landmændene - eller deres børn og børnebørn. Så selv om det måske ser ud til at gavne de 5 pct. af Europas indbyggere, som er landmænd, vil det på lang sigt skade dem lige så meget som alle os andre. Så hvorfor dog ikke bare afskaffe denne bizarre ordning med det samme?
