I Tunesien satte en ung mand ild til sig selv, i ren afmagt. Inden det kunne han ikke få noget arbejde - og da han så, som sidste udvej, begyndte at sælge frugt, umuliggjorde regimets soldater også dette levebrød for ham. Han havde ingen tilladelse, sagde de. Så han besluttede sig for at overhælde sig selv med benzin og starte det, som senere blev kendt som det arabiske forår. Gnisten, som han startede, bredte sig som en steppebrand og snart stod hele Mellemøsten i flammer.
Tunesien, Egypten, Libyen, Bahrain, Syrien, Yemen, Algeriet, Jordan, Kuwait, Marokko og Oman var nogle af de lande, som oplevede store omvæltninger - især de første 3, som væltede deres diktatorer.
USA og EU var i starten noget tøvende overfor demonstrationerne, men med tiden skærpede de tonen overfor diktatorerne, som styrede de respektive lande. Indtil de til sidst krævede regimets afgang. I Libyen greb man endda militært ind, omend det var for at beskytte befolkningen mod nedslagtning fra Gadaffis hær.
Man skulle derfor mene, at disse lande også ville støtte demokratiet andre steder, men man ville i så falde blive slemt skuffet.
I morgen er der nemlig planlagt en stor demonstration, hvor en politisk bevægelse, 'Lëvizja Vetëvendosje' (Bevægelsen Selvbestemmelse) har opfordret befolkningen i Kosova til at demonstrere og beskytte demokratiet i landet mod underminering.
