Regeringen har satset hårdt på at profilere sig på som økonomisk ansvarlig og udstille det uholdbare i oppositionens politik. At ”løfte i flok” og finde ”fair løsninger”, nedbringe sygefraværet, arbejde mere og få flere i arbejde, er floskler uden indhold fordi der ikke kan angives nogen troværdig måde at nå de smukke mål på.
Hvorfor tordner regeringen så ikke frem i meningsmålingerne? Er det fordi ingen journalister, inklusive DR og TV2, interesserer sig for at gå kritisk i kødet på oppositionens politik? Får de alt for let spil?
Det er der vel noget om, men der er langt fra den eneste forklaring.
Dels har der på en række punkter været ført en politik, der er i direkte modstrid med egne erklærede mål. Iværksætterskat, multimedieskat og nedskæringer på undervisning virker helt mærkværdig, når man holder det op imod regeringens egen målsætning om, hvordan konkurrencen mod Kina og Indien skal håndteres. Forskningsmidler beskæres og man vil på den ene side have 95% til at gennemføre en ungdomsuddannelse mens man på den anden side kraftigt skærer ned på VUC. Det ligner en længere og uforklarlig række af selvmål.
Nedskæringerne i børnepengene er for så vidt forståelig økonomisk politik fordi forældre selv må være i stand til at tage sig af deres børn, men det skader alligevel regeringen fordi det kommer til at fungere som lovgivning med tilbagevirkende kraft. Ændringer af den slags bør ideelt set være over en længere årrække, så folk har en chance for at planlægge efter det.
Heller ikke bestræbelserne på en reform at folkeskolen efterlod et overbevisende indtryk. Målsætningen om et højere niveau lyder måske fint, men når skrivebordstankerne skal omsættes i konkrete tiltag ligner det mere et ideologisk skoleridt end en forståelse af, hvordan undervisning fungerer.
Den måske værste grund til regeringens krise er ikke helt selvforskyldt. Det handler om de manglende resultater af kommunalreformen, at kommunerne bruger penge som aldrig før samtidig med at de skærer ned på kernevelfærd. Selv om det måske i mange tilfælde skyldes uduelige kommunalpolitikere, så ender skylden i mange vælgeres bevidsthed hos den ansvarlige regering. At regeringen har udvidet den offentlige sektor til rekordstørrelse samtidig med at oppositionen i stor udstrækning er lykkedes med at råbe op om udsultning og nedskæringer, viser hvor sårbar regeringen er over for kommunal slinger.
At der så også har været en række kedelige enkeltsager som har været voldsomt eksponeret i medierne er selvfølgelig kedeligt, men det er alligevel i højere grad krusninger end ovennævnte mere substantielle problemer.
Samlet set tegner det et billede af en regering, hvis eneste stærke kort er den økonomiske politik og det er formodentlig ikke nok. Den almindelige 10-års-træthed gør, at der skal meldes anderledes markant ud på de områder, hvor kursen har været nærmest selvmodsigende, hvis en valgsejr skal blive realistisk.
