Hvordan kan danske revisorer give Burma-komitéens regnskaber en ren påtegning?

Den Danske Burma Komité (sekretariat hos LO), som siden 2003 har modtaget 45 mill fra Danida, er bare endnu et eksempel på, hvordan der svines med ...

Suzanne Bjerrehuus,

19/06/2010

Den Danske Burma Komité (sekretariat hos LO), som siden 2003 har modtaget 45 mill fra Danida, er bare endnu et eksempel på, hvordan der svines med danske skattekroner. Den  danske ambassade i Bangkok bestilte to hemmelig-stemplede revisionsrapporter (nov2009) hos thailandske revisorer, som så Burma-komitéens samarbejdsparter særdeles grundigt efter i sømmene. Uanmeldt kasseeftersyn afslørede, at både penge og kasseregnskab var væk. Ingen dokumentation for at indkøbt inventar findes. Husleje og el betalt til fup-adresser. Bestikkelse, korruption, farlig og nytteløs medicin indkøbt til overpris, rod og svindel. Klare indikationer på, at der foregår noget fordækt. De thailandske revisionsrapporter betegnes som ’meget grundige’, de er gået ned i substansen. (EB 10.01 og 18.06)

Hvordan kan danske revisorer blåstemple Burma-komitéens regnskaber? Tager revisorerne bare et forbehold: Ud fra det foreliggende materiale, der er os forelagt… Er det på den måde, de giver regnskabet en ren påtegning? For at tækkes Danida og ikke miste et stort  revisionshonorar. Og hvad med Danida? Har de afgivet erklæring til revisorerne om, at de står inde for, at bilagene er der? Eller har de også taget forbehold? Meddelt at ud fra det, der er os forelagt fra samarbejdspartere, giver materialet et retvisende billede.

Søren Pind: Hvordan kan danske revisorer godkende, når det hele er kaos? Hvordan med Danida, som formodentlig har set stort på mangelfulde regnskaber og bare godtaget alt, selvom der mangler bilag? Hvis alle tager forbehold og skriver under – så er de regnskaber intet værd. Hvem har i sidste ende ansvaret? Politikerne! Når man har magten har man ansvaret. Politikerne har magten til at indsætte en masse kontrol, de har ansvaret for at pengene er rigtigt brugt, de kunne have bedt ambassaden om at overvåge Burma-komitéens samarnbejdsparter fra dag 1 (via thai-revisorer feks).

Ministeren, der står for bevillingerne, har ansvaret over for samfundet og ministeransvarsloven.

Nu må den U-landsbistand ses efter i sømmene. Har Danida sløset med det her – har de også sløset med en masse andet. Hvis det ER systemet, trænger det til at blive kulegravet. Hvilke U-lande har de mest kaotiske tilstande? Hvor er vores bistand forsvundet hen? Hvis pengene går til 'Regeringsformidlingskontorer', så er der stor sandsynlighed for at der stikkes pengene i lommerne på embedsmændene. EkstraBladet har ihærdigt fulgt denne sag. De måtte fyre hårdt op under Danida, før en pulje på 25 mill, der var på vej til Burma-kommitéen blev stoppet.  

Vi har haft finanskrise og befolkningen kræver, at hver en sten vendes, når det gælder brug af skatteydernes penge. Lad os nu statuere et eksempel og bide os fast i denne sag. Det skulle være ganske enkelt at kulegrave den. Søren Pind, det er ikke nok bare at stoppe en pulje på 25 mill. til Burma-komitéen og forlange tilbagebetaling. Hele revisionsproceduren skal ses efter i sømmene.

 

Kilde: