Kære læsere her på 180grader,
Jeg har skrevet mange indlæg her på sitet, og mange har affødt omfattende debatter om, hvad der er den ægte borgerlige linje. Dette indlæg handler mere omkring strategi og taktik. Hvordan operationaliseres den borgerlige politiske kamp bedst? Hvordan ændrer vi tingene hen imod vores holdninger? Hvordan får vi vores meninger igennem bedst – på kort og lang sigt?
Er det rendyrket idealisme, som når nogle personer rent idealistisk stemmer blankt, hvis ikke der er et parti, der kæmper lige præcis deres sag? Er det ved at stemme på det parti, som man er mest enig med værdipolitisk uagtet realpolitisk gøren? Er det ved at stemme på det parti, som man er mindst uenig med? Er det ved at stemme på det parti, der i enkeltsager, kæmper for noget, som man brænder for? Eller er det ved taktisk at stemme på det parti, som man mener selv at kunne påvirke mest? Der er sikkert intet svar på disse spørgsmål, og fordele og ulemper ved det hele. Men i de daglige handlinger, hvad gør man så?
Helt konkret, så havde jeg en debat med en politisk meningsfælle i weekenden, hvor det kom op, om det rigtige var at handle taktisk eller at gå foran med et godt eksempel. Altså, når Danmark eksempelvis gerne vil have skrappere lovgivning overfor landmændene, er det så bedst, at vi strammer reglerne herhjemme for at gå foran med et godt eksempel eller at vi udelukkende prøver at få det igennem i EU? Eller når Helle Thorning-Schmidt gerne vil have millionærerne til at betale mere i skat, skal hun så frivilligt indbetale ekstra skat for at gå foran med et godt eksempel? Og skal studerende, der er imod SU, nægte at modtage denne?
Kort sagt, skal man indrette sig efter systemet og agitere for sin sag – eller skal man handle som man taler, aka ”practice what you preach” og ”put your money where your mouth is”.
Vi, der havde diskussionen, er eksempelvis begge modstandere af statslig ulandsbistand. Spørgsmålet er så om man skal støtte indsamlinger og have et PLAN-barn etc. for at gå foran med et eksempel – eller om man skal argumentere imod statslig ulandsbistand uden selv at betale privat, som en slags protest. Man benytter i det konkrete tilfælde ofte argumentet om, at man i eksempelvis USA nok betaler mindre pr. indbygger i statslig ulandsbistand, men samles set, så betaler man mere, da bidrag fra organisationer, privatpersoner og virksomheder er mere omfattende end i Danmark. Udvandes argumentet omkring mindre statslig ulandsbistand så ved, at folk betaler mere privat uagtet den statslige ulandsbistand?
I kan sikkert ud fra min udlægning resonere, hvor jeg står. Jeg mener, at vi skal tale for mindre SU, men ikke frasige den - og tilsvarende tale imod statslig ulandsbistand, men ikke selv betale mere privat, da dette udvander argumentet om, at folk ikke donerer så meget, hvis staten har taget samvittigheden fra folk. Omvendt fik jeg jo så argumentet retur om, at man næppe kunne overbevise danskerne om, at de godt kan stole på markedet og deres medborgeres velvilje til at hjælpe de svageste, hvis ikke den er synlig.
Idealismen, hvor man handler uagtet konteksten og går foran med et godt eksempel rammer i mine øjne desværre negativt, da man jo som borgerlig jo ikke kan betale mindre i skat som et godt eksempel uden at få en bøde, og man får ekstra udgifter, hvis man på trods af en madpakkeordning, fortsætter med at smøre mad til sine børn.
Får vi nogensinde afskaffet medielicensen, hvis mange undlader at betale den? Får vi nogensinde sat skatten ned, hvis folk arbejder meget sort? Jeg er i tvivl om! Jeg tror, at vi på lang sigt får mest ud af, at ændre mentaliteten.
Hvad tænker I – eller rettere; Hvordan agerer I? Donerer I penge til ulandene udover via skatten? Har I takket nej til en social ydelse, som I var berettiget til? Har I snydt i (multimedie-)skat af idealistiske (og altså ikke økonomiske) grunde? etc. Dilemmaet er: Er det det idealistiske valg eller det taktiske fravalg, der virker?
