Feministerne burde protestere mod den brutale undertrykkelse i Mellemøsten. Men ved at gøre det afslører de hvor lidt da har at beklage sig over på hjemmefronten.
Diskuter så meget du vil, men få skændes om feministernes moralske kerneværdier med disse i mente, hvilket permanent har ændret livet og sindene hos kvinder: at kvinder kvalificerer sig til de samme rettigheder og ærer som mænd. Så mens nyhederne om kvinders elendige liv i den islamiske verden hober sig op, hvor er feministerne så henne? Hvor er de sædvanlige hysteriske udfald? I en periode efter 9/11, hvor aviserne fyldtes med disse sært formede fremmede blå eller sorte skabninger, syntes det som om, at feministerne her havde deres store chance. Nogle feminister reagerede til deres ros faktisk, efter gennem 1990´erne at have publiceret hvordan afghanske kvinder blev nægtet skolegang, blev stenet for utroskab eller gennemtævede for at have vist ankler, blev nægtet at forlade huset uden ledsagelse af et mandligt familiemedlem, blev nægtet lægehjælp, da lægen var en mand.
Men resten af feministerne er larmende tavse. Man har ikke hørt et pip fra feministerne, i takt med at Taliban var exceptionelle, ikke bare i deres ekstreme syn på kvinder, men i deres succes med at implantere disse synspunkter i lov og praksis. I De Forenede Emirater har ægtemanden lov til at banke deres koner for at disciplinere dem - ”så længe at tævene ikke er så alvorlige, at de skader knogler og deformerer kroppen”, med ordene fra Gulf News. I Saudi Arabien kan kvinder ikke stemme, køre bil, vise deres ansigter eller offentligt tale med mænd de ikke er i familie med (Tilsyneladende kan de heller ikke tale med mænd over radioen; da prins Abdullah var på vej på besøg på præsident Bush´s ranch i Crawford, insisterede han på, at det ikke var en kvindelig flyleder der håndterede hans fly). Ja, piger i Saudi Arabien går i skole, og mange af dem går på universitetet; men på universitetet skal kvinder sidde i separate lokaler, og se deres lærer på fjernsyn. Hvis de har spørgsmål, trykker de på en knap på bordet, som tænder en lampe ved læreren, fra hvilken læreren kan svare kvinden uden at komme i hendes farlige nærvær. Og i Saudi Arabien kan uddannelse være sundhedsskadeligt. Da en skole brændte i Mekka, skubbede ”Kommissionen for Promovering af Dyd” de flygtende piger tilbage i den brændende skole, da de ikke var ordentligt tildækkede i abaya. Femten piger omkom.
Man hørte heller ikke meget til feministerne, da en domstol i det nordlige Nigeria dømte en kvinde til døden ved stening, for at have et barn udenfor ægteskab. Sagen kan muligvis ikke have haft den store bevågenhed – steninger er almindelige i den del af den muslimske verden – bortset fra at den unge kvinde, der var blevet bortgiftet som 14 årig til en mand, der i sidste instans lod sig skille fra hende, da hun mistede sin mødom, stadig under domsafsigelsen plejede en baby. Under retssagen havde hun ingen advokat, selvom domstolen trods alt fandt plads til, at udskyde henrettelsen til hendes barn var vænnet fra amning.
Man hører heller ikke meget fra feminister, når det kommer frem, at æresdrab på familiemedlemmer, ofte af myndighederne ignoreret eller kun letter straffet, også er almindeligt i den muslimske verden. Reuter rapporterede historien om en iransk mand, der ”forsvarede min ære, familie og værdighed” ved at skære hovedet af sin syvårige datter efter at have haft mistanke om, at hun var blevet voldtaget af sin onkel. Obduktionen viste, at hun var jomfru. I en anden familietragedie skød en mand fra Yemen sin datter på bryllupsnatten, efter at ægtemanden havde påstået, at hun ikke var jomfru. Efter medicinske undersøgelser viste det sig, at ægtemanden tog fejl. Myndighederne fastslog, at han danske enkelt prøvede at skjule det pinlige faktum, at han var impotent. Ifølge Menneskerettighedskommissionen i Pakistan bliver kvinder dagligt dræbt for at redde familiens ære.
Barbariet omkring disse mord er værd at dvæle ved et øjeblik. To søstre fra Punjab på 20 og 21 år fik halsen skåret over af deres bror og fætter, fordi pigerne var blevet set tale med to drenge de ikke var i familie med. I et særligt grelt tilfælde forelskede en ægyptisk kvinde ved navn Nora Marzouk sig og løb bort. Da hun ville forlige sig med sin far, skar han hovedet af hende og paraderede det gennem gaderne.
I et relateret eksempel blev en teenagepige i Punjab af et stammeråd dømt til gruppevoldtægt der inkluderede et af rådets medlemmer. Efter at dåden efter halvanden time var udført, blev hun tvunget til at gå nøgen hjem foran skarer af tilskuere. Hun var blevet straffet, fordi hendes 11 årige bror havde kompromitteret en anden pige, ved at have været set alene sammen med hende. Men den anklage viste sig at være en finte: det viste sig, at tre mænd i nabostammen havde misbrugt drengen og anklaget ham for ulovlige relationer – en anklage der førte til søsterens barbariske straf – som en måde at skjule deres forbrydelse.
En sådan brutalitet er ikke alene begrænset til landlige områder. Muddassir Rizvi, en pakistansk journalist, siger at til trods for at dette er almindeligt i bjergområder, så er æresdrab i de seneste år på i byerne på fremmarch ”blandt veluddannede og liberale familier”. I det relativt moderne Jordan var æresdrab alt andet end en strafmæssig undtagelse, indtil loven for nylig blev revideret. Desværre havde en ung palæstinenser der bor i Jordan inde da stukket sin 19 årige søster 40 gange ”for at rense familiens ære”, og en anden mand nær Amman kørte med sin truck over sin 23 årige søster grundet hendes ”umoralske opførsel”. Britiske psykiater Anthony Daniels rapporterer, at britiske muslimske mænd jævnligt animerer deres unge døtre til at vende tilbage til deres oprindelsesland Paakistan, og tvangsgifter pigerne. Sådanne fædre har man set dræbe piger der modsætter sig. I Sverige blev en 26 årig assimileret pige, Fadima Sahindal, af kurdisk oprindelse i en højt profileret sag myrdet af sin far, efter hun begyndte at leve med sin svenske ven. ”Horen er død”, erklærede familien.
Når man ser på indholdet af denne brutalitet, så må man igen spørge: Hvor er demonstrationerne, artiklerne, begæringerne, resolutionerne, forsvaret af islamiske kvinders rettigheder? Det underlige er, at selv efter Taliban´s overgreb der har gjort mere til at skabe konsensus omkring kvinders rettigheder, end 30 års kvinderettighedsforkæmperes taler, så nægter feministerne at berøre emnet. De har fjernet blikket fra den grove, skamløse undertrykkelse af millioner af kvinder, mens de samtidigt stirrer ned i den vestlige patriarkiske afgrund, indignerede over, at kvindelige ledere ikke kan få medlemskab af visse eksklusive golfklubber, og at kvinder ikke i visse sportsgrene har deres egne kvindehold.
Men hvis man ser dybere i sagen, vil man se, at lyden af feministernes tavshed omkring muslimske fundamentalisters undertrykkelse har sin egen perverterede logik. Tavsheden er en direkte spire af den måde feministisk teori i de seneste år, har udviklet sig på. Nu forsumpet i selvretfærdig sentimentalisme, multikulturel ikke-fordømmelse og international utopi, har feminismen mistet det sprog, der tidligere gjorde universelle moralske hævdelser omkring lighed, værdighed og personlig frihed så overbevisende. Det er ikke noget under, at de fleste der bestræber sig på at tage bestik af realiteterne, ikke giver feministerne den store opmærksomhed.
For at forstå tidens søsterlige tavshed omkring den slags tyranni kvindebevægelsen i første omgang blev skabt for at angribe, er det en hjælp at opfatte feminismen i plural frem for singular. Selvom de enkelte filosofier ikke er nogen særskilt hemmelighed, så har hver af de tre feminismer deres egne distinkte årsager til at aktivisterne ”mister deres stemme” i mødet med kvinders undertrykkelse.
Den første variant – Radikal Feminisme (eller ”kønsfeminisme”) - tager udgangspunkt i den antagelse, for ikke at præsentere den for nydeligt, at mænd er udyr. Radikale feminister tager ikke udgangspunkt i den ellers fornuftige antagelse, at mænd fra naturens hånd er mere disponerede for vold end kvinder er. De mener, at det at være mand er en slags arvesynd. Maskulinitet forklarer børnemisbrug, ægteskabelig strid, dyrt militær, alle krige fra Troja til Afghanistan, såvel som Hitler, Franco og Pinochet. Som Gloria Steinem informerede om ved den seneste velgørenhedssammenkomst: ”Den maskuline kult er grundlag for ethvert fascistisk regime”.
Kønsfeminister er liden interesseset i den fine distinktion mellem radikale muslimske mænd, der smadrer kommercielle passagerfly ind i kontorbygninger, og soldater der ønsker at standse muslimske mænd, der smadrer kommercielle passagerfly ind i kontorbygninger. De er begge eksempler på indbygget mandlig vold – og specifikt mandlig vold mod kvinder. ”Terrorisme er et kontinuum der begynder indenfor familien, vold mod kvinder, vold mod kvinder i samfundet, hele vejen op til organiseret militær, der finansieres af skattemidler”, ifølge Roxanne Dunbar-Ortiz, der underviser i ”The Sexuality of Terrorism” ved California State University i Harvard. Vold er så sammenflettet med mandlig seksualitet, fortæller hun, at militærpiloter ser pornofilm før de tager på missioner. Krigen i Afghanistan har i feministernes øjne ingen mulighed for at frigøre kvinder fra deres undertrykkere. Som Sharon Lerner bizart hævdede, var feministernes ubehag med de afghanske bombninger ”forstærkede ved tanken om, at flere kvinder end mænd dør som resultat af de fleste krige”.
Hvis mænd er udyr, så er kvinder det modsatte: fredselskende, tolerante, forsonende og fornuftige - ”Antikrig og pro feministisk”, som det populære fredsdemonstrationsskilt siger. Feminister har for længst bandlyst hårdnakkede kvinder som Margaret Thatcher og Jeanne Kirkpatrick ( og i disse tider, ville man gætte på, Condoleezza Rice) til afdelingen for ufuldkomne kvinder. Rigtige kvinder, mener de, kan aldrig retfærdiggøre krig. ”De fleste kvinder, vestlige og muslimske, er imod krig, uanset grundene og målene”, skrev den jordanske feminist Fadia Faqir på Open Democrazy.net. ”De er optagede af emancipation, frihed (personlig og civil), menneskerettigheder, magtdeling, integritet, værdighed, lighed, autonomi, frigørelse og pluralisme”.
Sara Ruddick, forfatter af ”Maternal Thinking”, er sandsynligvis én af de mest indflydelsesrige talskvinder for positionen, at kvinder er instinktivt fredelige. Ifølge Ruddick (der helt klart ikke havde Joan Crawford i tankerne) er det fordi en stor del af moderskabet naturligt styres af Ghandi´ske principper om ikke-vold, såsom ”afkald”, ”modsættelse af uretfærdighed”, og ”forsoning”. Forfatteren Barbara Kingsolver var én af de første til at demonstrere det subtile ved sådanne universelle modertanker efter U.S.A. invaderede Afghanistan. ”Jeg føler jeg står på en legeplads, hvor de små drenge alle råber ”Han begyndte det!” og kaster med sten”, skrev hun i Los Angeles Times. ”Jeg ser hele tiden efter, om nogens mor kommer, og siger ”Så, så drenge!”.
Kønsfeministernes tendens til at reducere udenrigsaffærer til et Oprah Winfrey show er næsten unødvendig at nævne, men dens kitschede naivitet har ikke standset dem fra at udbrede dette blandt eliten. Swanee Hunt, leder af Women in Public Policy Program ved Harvard´s Kennedy School of Government, skrev med Christina Posa i Foreign Policy: ”Nøgleårsagen til kvinders marginalisering kan være, at alle anerkender hvor gode kvinder er til at skabe fred”. Selv kvindeligt valgte myndighedspersoner er i samme båd. ”Kvinder i alle disse lande skulle strejke, de skulle alle sætte sig ned, og nægte at gøre noget som helst, indtil mændene bliver enige om at tale fred”, manede repræsentanten fra Ohio Marcy Kaptur overfor Arab News, gengivende en idé af Aristofanes, en død hvid mand, fremsat for sjov for 2.400 år siden. Og Bill Clinton er også en fortaler for moderlig tænkning: ”Hvis vi havde haft kvinder i Camp David”, sagde han, ”så havde vi haft en aftale”.
Store fonde synes også at tage feminismen alvorligt nok til at promovere den som svaret på verdens problemer. Ford Foundation og Soros Open Society Foundation hjalp med at støtte Afghan Women´s Summit i Bruxelles i at udvikle idéer til udvikling af en et nyt styre i Afghanistan. Som forfatteren til ”Vagina Monolugues” Eve Ensler beskrev det på sin hjemmeside, bestod topmødet af ”møder og måltider, agitering, workshops, tårer og dans. Forsvar blev intetsteds nævnt i dokumentet”, skrev Ensler stolt i topmødets sluterklæring – til trods for den fortsatte trussel fra afghanske krigsherrer, banditter og ventende al-Qaeda operationer. ”Bygning af våben til gengældelse blev intetsteds nævnt”, kvidrede Ensler. ”I stedet ønskede kvinderne uddannelse, sundhedspleje og beskyttelse af flygtning, kultur og menneskerettigheder”-
I deres bestræbelser på at fejre deres egne dyder og meditere over deres offerrolle, kan kønsfeministerne ikke tilstrækkeligt realistisk adressere deres muslimske søstres lidelser, som er lysår fra deres egne vrantne beklagelser. De hader krig for meget til at spørge, om frigivelsen af krigens rædsler ville være omstyrtelsen af et brutalt tyranni værd, der i sin vifte af umenneskeligheder behandler kvinder som dyr. Had til krig og masochisme er jo trods alt bevis på den moralske overlegenhed der følger med det at være født kvinde.
Og dog, kønsfeministernes idéer om overlegne kvindelige dyder er hastigt ved at blive en vare, der er svær at sælge til nogen, der følger med i verdensbegivenhederne. Kipling skrev engang om afghanske kvinders vildskab: ”Når du ligger såret og efterladt på den afghanske slette, og kvinderne kommer for at skære dig i småstykker, så rul over til din riffel og blæs hjernen ud på dig selv”. Det står klart, at drømmen om verdensomspændende søsterskab ikke er mere realistisk end verdensomspændende broderskab; kultur overtrumfer til enhver tid køn. Mødre overalt i den muslimske verden navngiver deres børn Osama, eller priser Allah for deres sønners bestræbelser på at dræbe de vantro.
Den anden variant af feminismen, antageligt mere sofistikeret og mere udbredt på universiteter, er multikulturalismen og dens tvilling postkolonialismen. Den postkolonialistiske feminist har endnu mere grund til at tage afstand, fra den vanskelige stilling kvinder under Radikal Islam har end sine moderskabstænkende søstre. De mener, at den vestlige verden er så tilsmudset gennem sin imperialistiske arv, at ingen vestlig, mand eller kvinde, kan ytre et fordømmende ord mod tidligere kolonialiserede folk. Hvad værre er, så er disse feminister ikke helt sikre på andet, end at Radikal Islam er et autentisk indbygget – og derfor passende – udtryk for arabisk og mellemøstlig identitet.
Den postmoderne filosof Michel Foucault, én af de intellektuelle gudfædre til mmultikulturalismen og postkolonialismen, satte først kursen i 1978, da en italiensk avis sendte ham til Tehran for at dække den iranske revolution. Forfatteren til hans biografi James Miller fortæller, at Foucault så på den islamiske fundamentalisme, og så...en respektindgydende revolte mod ”globalt hegemoni”. Han var fortryllet af denne nye form for ”politisk spiritualitet”, der, i en frase hvis ildevarslende forudseenhed han ikke kunne have haft, varslede ”transfigurationen af verden”. Selv efter at Ayatollah Khomeini kom til magten, og genintroducerede polygami og skilsmisse på ægtemandens bud med automatisk forældremyndighed, reducerede den officielle aldersgrænse for ægteskab fra 18 år til 13 år, fyrede alle kvindelige dommere, beordrede tørklædebæring ved tvang, hvis overtrædelse blev straffet med offentlig piskning, så Foucault ingen grund til at beherske sin entusiasme. Hvad betød kvinders grundlæggende rettigheder, når man stod med ”klodernes kamp” ved hånden?
Postkolonialisterne har derfor deres eget binære system, der afviger noget fra kønsfeministernes – for ikke at tale om kvinders rettigheder. Det er ikke mændene, der er synderne; det er Vesten. Det er ikke kvinder, der er uskyldige ofre; det er de folk der led under vestlig kolonialisme, eller for at være mere præcis, disses efterkommere. Fanget mellem patriarkatet og imperialismen går den postkolonialistiske feministiske lærde på listefødder omkring emnet Islamisk Fundamentalisme, og gør det eneste hun kan gøre: retter sin forbitrelse mod vestlige mænd.
Yderligere dypper postkolonialisterne ivrigt i kønsfeministernes blækhus. De sammenkobler kolonialistisk udnyttelse med mandlig dominans; de refererer til Israel´s ”maskuline militære kultur” - Israel værende hvid og vestlig – til trods for at at de aldrig kunne drømme om pege på den ”maskuline militære kultur” af Jihad. Og de bruger anseelige mængder tid og energi på at fordømme vestlige mænd, for at ville forbedre mellemøstlige kvinders liv. I slutningen af det 20. århundrede argumenterede Lord Cromer, den britiske vicekonsul i Ægypten og postkolonialistiske feministers yndlingshadeemne, at ”degraderingen” af kvinder under Islam har en skadelig indflydelse på samfundet. Sludder, ifølge de postkolonialistiske feminister. Hans ord er simpelthen del af ”den vestlige beretning om den kvintessentielle anderledeshed og underlegenhed i forhold til Islam”, som Harvard professor Leila Ahmed formulerer det i ”Women and Gender in Islam”. Det samme gælder amerikanernes bekymring for afghanske kvinder; den er intet andet end et ”redskab i rangordningen af ”andre” mænd som underlegne og ”uciviliserede””, ifølge Nira Yuval-Davis, professor for køn og etniske studier ved University of Greenwich, England. Disse er alle eksempler på hvad den anerkendte Columbia professor Gayatri Spivak kaldte ”hvide mænd der redder brune mænd fra brune mænd”.
Spivak´s frase, en stor succes i akademiske kredse, peger på den postkolonialistiske opfattelse, at brune mænd, der har været ofre under Vesten, aldrig i sig selv kan være undertrykkere. Hvis de giver et billede af at behandle kvinder dårligt, så er det den undertrykkelse de har lidt i hænderne på Vesten´s kolonialisme, der skal bebrejdes. Faktisk, jo dårligere de behandler deres kvinder, jo mere udtrykker de deres retfærdiggjorte krænkelser. ”Når mænd traumatiseres (af kolonialt styre), tenderer de at traumatisere deres egne kvinder”, udtaler Miriam Cooke, professor ved Duke University og formand for Association for Middle East Women´s Studies. Og i dag, anslår Cooke, underkastes brune mænd en ny form for imperialisme. ”Nu vender den kolonialisme vi så i det 19. århundrede tilbage i form af globalisering”, siger hun. ”Hvad der driver islamisterne, er globalisering”.
Det er svært at overdrive betydningen af ”hvilke briller man ser igennem”, i forhold til postkolonialistisk teori, når det drejer sig om underkastelse af kvinder. Kvindelige selvmordsbombere er velkomne, da de præsenterer stærke kvinder, der demonstrerer ”repræsentation” mod kolonimagter. Polygami må også vises hensyn. ”Polygami kan være frigørende og styrkende”, svarede Cooke muntert, da jeg spurgte hende om dette emne. ”Vore normer i Vesten er heteroseksuelle, enkeltpar. Hvis vi kan forestille os andre former, der ville tillade os, at være andet end heteroseksuelle par, så kan vi måske forestille os, at polygami fungerer”, forklarede hun. ”Nogle kvinder”, fortsatte hun, ”er lettede, når deres mænd finder en ny kone: de behøver derefter ikke så ofte at betjene ham. Eller de opdager, at de har fundet friheden til at finde en elskende”. Men, spurgte jeg, ville det ikke være farligt på steder hvor utugt straffes med døden? ”Det ved jeg ikke”, svarede Cooke. ”Jeg er interesseret i diskurs”. Ironien kunne i være sortere: selve de folk der protesterer mod imperialistisk udnyttelse af ”Andre”, billiger at ”Andre´s” undertrykkende skikke, som en måde at promovere deres egen unikke vestlige agenda – omstyrter det heteroseksuelle patriarkat.
Den sidste kategori i den feministiske taksonomi, der kan kaldes bestræbelserne på den ”Utopiske verdensregering”, er i mange henseender det tætteste man kommer på klassisk liberal feminisme. Dedikeret til den fulde kvindelige værdighed og lighed, undgår den generelt både kønsfeministernes biologiske kønsdeterminisme og multikulti-postkolonialisternes kulturelle relativisme. Professor i politisk videnskab ved Stanford Susan Moller Okin, en indflydelsesrig, skarpsindig og intelligent talskvinde, skabte i 1997 furore blandt feminister, da hun direkte angreb multikulturalisterne for at værdsætte ”grupperettigheder for minoritetskulturer” over den enkelte kvindes velbefindende. Okin lagde beundringsværdigt ikke fingerene imellem i angrebet på arrangerede ægteskaber, kvindelig omskæring og polygami, som hun mente kvinder oplevede som ”næsten uudholdelige institutioner”. ”Visse kvinder”, gik hun så langt som at erklære, ”kunne være bedre stillede, hvis den kultur i hvilken de er født enten blev udryddet, eller tilskyndet til at forandre sig selv i retning af ligestillingen af kvinder”.
Men selvom Okin er mere åbenhjertig end andre feminister i diskussionen af kvinders forhold under islamisk fundamentalisme, så har den typiske F.N. utop sine egne årsager til at forblive tavs, når disse forhold fylder vestlige overskrifter. For det første er denne utop en pernittengryn, der søger fuldstændig numerisk lighed mellem mænd og kvinder i alle livets forhold. Hun møder skeptisk vestlige, og især amerikanske, påstande om at have nået kvindelig frihed. Mottoet ved Den Internationale Kvindedag i 2002 - ”Afghanistan findes overalt” - var delvist en bebrejdelse af Vesten for sine herredømmefornemmelser. Det kan da godt være, at kvinder i Afghanistan skal gå rundt i burka, men paraderer vestlige kvinder ikke rundt i bikini? ”Det er lige så stor manglende respekt og misbrugende, at have kvinder, for penge, spankulerende rundt på en scene i badedragter, som det er for kvinder at gå svøbt i burkaer for at overleve”, skrev klummeskriver Jill Nelson på hjemmesiden MSNBC, i forbindelse med de morderisk fanatiske optøjer der ledsagede Miss World konkurrencen i Nigeria.
Som Nelson´s erklæring antyder, så er utoperne mindre interesserede i frigørelsen af kvinder til at træffe deres egne valg, end i skabelsen og implementeringen af deres egne elitevisioner om det perfekte samfund. Hun har ingen illusioner om, at overladt til deres egne demokratiske valg, ville kvinderne vælge det Utopia hun har i tankerne. Hun ville ikke være overrasket over det seneste pakistanske valg, hvor et antal kvinder der vandt parlamentspladser, var islamister. Men det er også lligegyldigt, hvad kvinder vil have. Universalisten har en omfattende vision om ”kvinders menneskerettigheder”, ikke blot betydende kvinders civile og politiske rettigheder, men ”økonomiske rettigheder” og ”socioøkonomisk retfærdighed”. Kyniske om det frie marked og globaliseringen, er F.N. Utoperne, også uimponerede af de frie demokratiske nationalstater som ”emanciperende institutioner”, i J.Ann Tickner, direktør for internationale studier ved University of Southern California. Sådanne nationalstater er ”uimødekommende overfor de mest behøvende medlemmers behov”, og søber i ”nationalistiske ideologier”, såvel som i patriarkale antagelser om autonomi. Faktisk venter hun som den sædvanligt anerkendte socialist på F.N. utopien om, at nationalstaterne, et politisk arrangement der synes bundet til imperialisme, krig og maskulinitet. Særligt under krig ”afhænger opfattelsen af idéen om autonom nationalitet af maskuliniseret værdighed og feminiseret opofrelse”,skriver Cynthia Enloe, professor i statsvidenskab ved Clark University.
Havende afvist den frie patriarkalske nationalstat, med hele demokratiets maskineri af selvstyre der følger med, konkluderer utopisterne, at der kun findes én måde at opnå målet på: at påtvinge dem gennem internationalt styre. Utopiske feminister fylder gangene i F.N., hvor de analyserer alt gennem en linse af ”kønsperspektiv” i undersøgelse efter undersøgelse. (Mine personlige favoritter: ”Gender Perspectives on Landmines” og ”Gender Perspectives on Weapons of Mass Destruction”, der konkluderer, at landminer og masseødelæggelsesvåben er dårlige for kvinder).
F.N. Convention on the Elimination of Discrimination Against Women fra 1979 (CEDAW), er sandsynligvis det første og vigtigste dokument omkring feministisk utopi, giver den bedste fornemmelse for bevægelsens flodbølgeagtige ambitioner. CEDAW kræver mange tiltag enhver dedikeret til demokratiske liberale værdier ville applaudere, inklusive kvinders ret til at stemme og beskyttelse mod æresdrab og tvangsægteskaber. Man kunne forvente at dokumentet standsede der. I stedet fortsætter det med at påtvinge en utopisk orden, der vil udrydde alle særkender mænd og kvinder imellem, en slags kønnenes revolution kommende ovenfra, krævende at nationerne ”tager passende skridt til at modificere de sociale og kulturelle adfærdsmønstre hos mænd og kvinder”, og udrydde ”stereotype roller” for at opnå lovgivningsmæsig afskaffelse af biologi. Dokumentet kalder på barselsorlov, ikke-eksisterende skole curricula, og statsstøttet dagpleje. Den 23 medlemmer store håndhæverkomite hundser med nationer der ikke tilstrækkeligt har forstået, som Enloe formulerer det, ”det personlige er internationalt”. Komiteen har omtalt Belarus for at fejre Mors Dag, Kina for ikke at lovliggøre prostitution, og Libyen for ikke at fortolke Koranen i overensstemmelse med ”komiteens retningslinier”.
At forveksle ”kvinders deltagelse” med ”selvafgørelse”, og numerisk lighed med énshed, prøver CEDAW utoperne at orkestrere deres perfekte samfund gennem kvoter og ”affirmative action”. Deres per-nitten-gryn mentalitet bekymrer sig om hvor vidt kvinder deltager på lige fod, uden at fortælle hvad det er de deltager i, eller om deres deltagelse er andet end at fungere som kransekagefigur. Derfor foresloge på et nyligt topmøde i Jordan Rima Khalaf, at regeringer skulle anvende kvoter ved valg, ”for at kvinder hurtigt kan komme til magten”. Khalaf har, på llinie med så mange uliberale feministiske utoper ingen tøven med at tvinge samfundet til at være frit. Som det så ofte er tilfældet, når eliten beslutter at den har fundet ruten til menneskelig perfektion, er de utopiske bestræbelser ikke blot anti-demokratiske, men tangerer det totalitære.
At denne kombination af sentimental offergørelse, postkolonial relativisme og utopisk bedrag har forårsaget at feminismen lider af en så eklatant mangel på moral og politisk fantasi, at den ikke kan tale mod brutaliseringen af islamiske kvinder, er et uberegneligt tab for kvinder og mænd. Vestlig feminismes store bidrag var, at udvide definitionen af menneskelig værdighed og frihed. Den insisterede på, at alle mennesker var frihedsberettigede. Feminister har nu muligheden for at hævdholde denne mulighed for at gøre krav på denne frihed på vegne af kvinder der ikke så meget som har haft fantasi til at forestille sig, at dette også kunne inkludere dem. I bedste fald står feminismen for mangfoldige ideer om personlige valg i skabelsen af et meningsfyldt liv. Ét der ikke kun respekterer kvinden der vil gøre karriere, men også den der ønsker at gå hjemme hos børnene, bage kager, bærer slør eller holder Ramadan. Hvorfor skulle feministerne ikke ønske at råbe deres egne grundlæggende opdagelser ud over hele verden?
Måske fordi at ville gøre dette, ville være at anerkende den frihed de selv nyder, takket være vestlige idealer og institutioner. Ikke alene ville en sådan indrømmelse tvinge dem til at opgive deres kogende afsky; den ville være dårlig forretning. Sandheden er, at de frie institutioner – en uafhængig domstol, en fri presse, åbne valg – der beskytter kvinders rettigheder, er de samme rettigheder der beskytter mænds rettigheder. Adskillelsen af kirke og stat der ville tillade kvinder at undslippe burkaen, ville også frigøre mænd fra at få deres hænder amputerede for tyveri. Uddannelsessystemet der ville lære piger at læse, ville også gavne millioner af drenge der er analfabeter. De kapitalistiske økonomier der leverer rent vand, billigt tøj og vaskemaskiner, der forandrer kvinders liv, er de samme der fører til sundere, friere mænd. Med andre ord – oprigtigt at adressere muslimske kvinders problemer ville medføre at feministerne skulle anerkende at frie mænd og kvinder har brug for de samme ting – og at de ting har de allerede selv. Og anerkendelsen af dette ville betyde enden på feminismen som vi kender den.
Der er tegn på at udenfor akademierne, i halvlitterære cirkler og i F.N. Har feminismen mødt sit Waterloo. De fleste amerikanere synes at erkende, at 9/11 forvandlede forfængelige, sentimentale illusioner, inklusive dem om kønnene, om til dyr luksus.
Se eksempelvis på kvinders tilgang til krig. Et emne i hvilket de fleste politikere har lært at acceptere en kønskløft. Men ifølge Pew Research Center pegede 57% af kvinder mod 46% af mænd på national sikkerhed som landets topprioritet. Der har været et ”seismisk kønsskift omkring emnet krig”, ifølge undersøger Kellyanne Conway. En anden amerikansk undersøgelse pegede på, at 45% af kvinder støttede tropperne under Golf Krigen, et substantielt mindre antal end de 67% mænd. Men for nylig viste en CNN undersøgelse, at kvinder har større tendens til at støtte tropper i Irak, med 58% kvinder og 56%. Antallet af yngre kvinder var særligt dramatisk. 65% af kvinder mellem 18 år og 49 år støttede tropperne, i modsætning til 48% af kvinder på 50 år og derover. Kvinder ændrer også deres indstilling til militært forbrug: før 9/11 støttede kun 24% af kvinderne et øget militært forbrug; efter angrebene steg dette tal til 47%. En evolutionær psykolog kunne spekulere, at hvis kvinder tenderer at være mindre territorialt aggressive end mænd, så kan dette meget dårligt sammenholdes med den vildskab løvinden udviser, når hun tror hendes unger er truede.
Selv blandt de der anser dem selv for værende feminister, er der nogen mumlende anerkendelse af, at vestlige, og især amerikanske mænd, til tider kan være en magtens gode. Det feministiske flertal sender hastebeskeder rundt, bedende præsident Bush om at forøge antallet af amerikanske sikkerhedsstyrker i Afghanistan. Den indflydelsesrige venstreorienterede klummeskribent Polly Toynbee, der for blot 18 måneder siden introducerede frasen ”Amerika den Horrible”, tog til Afghanistan for at vurdere, om ”det var det værd”. Hendes svar var ikke hvad man kunne have forventet. Selvom ni ud af ti kvinder stadig bærer burka, delvist grundet fundamentalistisk fjendtlighed, var hun overbevist om, at deres liv havde forbedret sig dramatisk. Kvinder siger nu, at de kan bevæge sig ud alene.
I takt med at vi synker dybere og dybere ned i hvad der sandsynligvis vil blive en langvarig kamp med Radikal Islam, har feministerne en moralsk forpligtelse til at opgive deres mishag, og tale for kvinder der faktisk har behov for deres støtte. Feministerne har den moralske autoritet til at kalde på kvinders rettigheder som et universelt krav – at kvinders rettigheder er menneskehedens rettigheder.
Diskuter så meget du vil, men få skændes om feministernes moralske kerneværdier med disse i mente, hvilket permanent har ændret livet og sindene hos kvinder: at kvinder kvalificerer sig til de samme rettigheder og ærer som mænd. Så mens nyhederne om kvinders elendige liv i den islamiske verden hober sig op, hvor er feministerne så henne? Hvor er de sædvanlige hysteriske udfald? I en periode efter 9/11, hvor aviserne fyldtes med disse sært formede fremmede blå eller sorte skabninger, syntes det som om, at feministerne her havde deres store chance. Nogle feminister reagerede til deres ros faktisk, efter gennem 1990´erne at have publiceret hvordan afghanske kvinder blev nægtet skolegang, blev stenet for utroskab eller gennemtævede for at have vist ankler, blev nægtet at forlade huset uden ledsagelse af et mandligt familiemedlem, blev nægtet lægehjælp, da lægen var en mand.
Men resten af feministerne er larmende tavse. Man har ikke hørt et pip fra feministerne, i takt med at Taliban var exceptionelle, ikke bare i deres ekstreme syn på kvinder, men i deres succes med at implantere disse synspunkter i lov og praksis. I De Forenede Emirater har ægtemanden lov til at banke deres koner for at disciplinere dem - ”så længe at tævene ikke er så alvorlige, at de skader knogler og deformerer kroppen”, med ordene fra Gulf News. I Saudi Arabien kan kvinder ikke stemme, køre bil, vise deres ansigter eller offentligt tale med mænd de ikke er i familie med (Tilsyneladende kan de heller ikke tale med mænd over radioen; da prins Abdullah var på vej på besøg på præsident Bush´s ranch i Crawford, insisterede han på, at det ikke var en kvindelig flyleder der håndterede hans fly). Ja, piger i Saudi Arabien går i skole, og mange af dem går på universitetet; men på universitetet skal kvinder sidde i separate lokaler, og se deres lærer på fjernsyn. Hvis de har spørgsmål, trykker de på en knap på bordet, som tænder en lampe ved læreren, fra hvilken læreren kan svare kvinden uden at komme i hendes farlige nærvær. Og i Saudi Arabien kan uddannelse være sundhedsskadeligt. Da en skole brændte i Mekka, skubbede ”Kommissionen for Promovering af Dyd” de flygtende piger tilbage i den brændende skole, da de ikke var ordentligt tildækkede i abaya. Femten piger omkom.
Man hørte heller ikke meget til feministerne, da en domstol i det nordlige Nigeria dømte en kvinde til døden ved stening, for at have et barn udenfor ægteskab. Sagen kan muligvis ikke have haft den store bevågenhed – steninger er almindelige i den del af den muslimske verden – bortset fra at den unge kvinde, der var blevet bortgiftet som 14 årig til en mand, der i sidste instans lod sig skille fra hende, da hun mistede sin mødom, stadig under domsafsigelsen plejede en baby. Under retssagen havde hun ingen advokat, selvom domstolen trods alt fandt plads til, at udskyde henrettelsen til hendes barn var vænnet fra amning.
Man hører heller ikke meget fra feminister, når det kommer frem, at æresdrab på familiemedlemmer, ofte af myndighederne ignoreret eller kun letter straffet, også er almindeligt i den muslimske verden. Reuter rapporterede historien om en iransk mand, der ”forsvarede min ære, familie og værdighed” ved at skære hovedet af sin syvårige datter efter at have haft mistanke om, at hun var blevet voldtaget af sin onkel. Obduktionen viste, at hun var jomfru. I en anden familietragedie skød en mand fra Yemen sin datter på bryllupsnatten, efter at ægtemanden havde påstået, at hun ikke var jomfru. Efter medicinske undersøgelser viste det sig, at ægtemanden tog fejl. Myndighederne fastslog, at han danske enkelt prøvede at skjule det pinlige faktum, at han var impotent. Ifølge Menneskerettighedskommissionen i Pakistan bliver kvinder dagligt dræbt for at redde familiens ære.
Barbariet omkring disse mord er værd at dvæle ved et øjeblik. To søstre fra Punjab på 20 og 21 år fik halsen skåret over af deres bror og fætter, fordi pigerne var blevet set tale med to drenge de ikke var i familie med. I et særligt grelt tilfælde forelskede en ægyptisk kvinde ved navn Nora Marzouk sig og løb bort. Da hun ville forlige sig med sin far, skar han hovedet af hende og paraderede det gennem gaderne.
I et relateret eksempel blev en teenagepige i Punjab af et stammeråd dømt til gruppevoldtægt der inkluderede et af rådets medlemmer. Efter at dåden efter halvanden time var udført, blev hun tvunget til at gå nøgen hjem foran skarer af tilskuere. Hun var blevet straffet, fordi hendes 11 årige bror havde kompromitteret en anden pige, ved at have været set alene sammen med hende. Men den anklage viste sig at være en finte: det viste sig, at tre mænd i nabostammen havde misbrugt drengen og anklaget ham for ulovlige relationer – en anklage der førte til søsterens barbariske straf – som en måde at skjule deres forbrydelse.
En sådan brutalitet er ikke alene begrænset til landlige områder. Muddassir Rizvi, en pakistansk journalist, siger at til trods for at dette er almindeligt i bjergområder, så er æresdrab i de seneste år på i byerne på fremmarch ”blandt veluddannede og liberale familier”. I det relativt moderne Jordan var æresdrab alt andet end en strafmæssig undtagelse, indtil loven for nylig blev revideret. Desværre havde en ung palæstinenser der bor i Jordan inde da stukket sin 19 årige søster 40 gange ”for at rense familiens ære”, og en anden mand nær Amman kørte med sin truck over sin 23 årige søster grundet hendes ”umoralske opførsel”. Britiske psykiater Anthony Daniels rapporterer, at britiske muslimske mænd jævnligt animerer deres unge døtre til at vende tilbage til deres oprindelsesland Paakistan, og tvangsgifter pigerne. Sådanne fædre har man set dræbe piger der modsætter sig. I Sverige blev en 26 årig assimileret pige, Fadima Sahindal, af kurdisk oprindelse i en højt profileret sag myrdet af sin far, efter hun begyndte at leve med sin svenske ven. ”Horen er død”, erklærede familien.
Når man ser på indholdet af denne brutalitet, så må man igen spørge: Hvor er demonstrationerne, artiklerne, begæringerne, resolutionerne, forsvaret af islamiske kvinders rettigheder? Det underlige er, at selv efter Taliban´s overgreb der har gjort mere til at skabe konsensus omkring kvinders rettigheder, end 30 års kvinderettighedsforkæmperes taler, så nægter feministerne at berøre emnet. De har fjernet blikket fra den grove, skamløse undertrykkelse af millioner af kvinder, mens de samtidigt stirrer ned i den vestlige patriarkiske afgrund, indignerede over, at kvindelige ledere ikke kan få medlemskab af visse eksklusive golfklubber, og at kvinder ikke i visse sportsgrene har deres egne kvindehold.
Men hvis man ser dybere i sagen, vil man se, at lyden af feministernes tavshed omkring muslimske fundamentalisters undertrykkelse har sin egen perverterede logik. Tavsheden er en direkte spire af den måde feministisk teori i de seneste år, har udviklet sig på. Nu forsumpet i selvretfærdig sentimentalisme, multikulturel ikke-fordømmelse og international utopi, har feminismen mistet det sprog, der tidligere gjorde universelle moralske hævdelser omkring lighed, værdighed og personlig frihed så overbevisende. Det er ikke noget under, at de fleste der bestræber sig på at tage bestik af realiteterne, ikke giver feministerne den store opmærksomhed.
For at forstå tidens søsterlige tavshed omkring den slags tyranni kvindebevægelsen i første omgang blev skabt for at angribe, er det en hjælp at opfatte feminismen i plural frem for singular. Selvom de enkelte filosofier ikke er nogen særskilt hemmelighed, så har hver af de tre feminismer deres egne distinkte årsager til at aktivisterne ”mister deres stemme” i mødet med kvinders undertrykkelse.
Den første variant – Radikal Feminisme (eller ”kønsfeminisme”) - tager udgangspunkt i den antagelse, for ikke at præsentere den for nydeligt, at mænd er udyr. Radikale feminister tager ikke udgangspunkt i den ellers fornuftige antagelse, at mænd fra naturens hånd er mere disponerede for vold end kvinder er. De mener, at det at være mand er en slags arvesynd. Maskulinitet forklarer børnemisbrug, ægteskabelig strid, dyrt militær, alle krige fra Troja til Afghanistan, såvel som Hitler, Franco og Pinochet. Som Gloria Steinem informerede om ved den seneste velgørenhedssammenkomst: ”Den maskuline kult er grundlag for ethvert fascistisk regime”.
Kønsfeminister er liden interesseset i den fine distinktion mellem radikale muslimske mænd, der smadrer kommercielle passagerfly ind i kontorbygninger, og soldater der ønsker at standse muslimske mænd, der smadrer kommercielle passagerfly ind i kontorbygninger. De er begge eksempler på indbygget mandlig vold – og specifikt mandlig vold mod kvinder. ”Terrorisme er et kontinuum der begynder indenfor familien, vold mod kvinder, vold mod kvinder i samfundet, hele vejen op til organiseret militær, der finansieres af skattemidler”, ifølge Roxanne Dunbar-Ortiz, der underviser i ”The Sexuality of Terrorism” ved California State University i Harvard. Vold er så sammenflettet med mandlig seksualitet, fortæller hun, at militærpiloter ser pornofilm før de tager på missioner. Krigen i Afghanistan har i feministernes øjne ingen mulighed for at frigøre kvinder fra deres undertrykkere. Som Sharon Lerner bizart hævdede, var feministernes ubehag med de afghanske bombninger ”forstærkede ved tanken om, at flere kvinder end mænd dør som resultat af de fleste krige”.
Hvis mænd er udyr, så er kvinder det modsatte: fredselskende, tolerante, forsonende og fornuftige - ”Antikrig og pro feministisk”, som det populære fredsdemonstrationsskilt siger. Feminister har for længst bandlyst hårdnakkede kvinder som Margaret Thatcher og Jeanne Kirkpatrick ( og i disse tider, ville man gætte på, Condoleezza Rice) til afdelingen for ufuldkomne kvinder. Rigtige kvinder, mener de, kan aldrig retfærdiggøre krig. ”De fleste kvinder, vestlige og muslimske, er imod krig, uanset grundene og målene”, skrev den jordanske feminist Fadia Faqir på Open Democrazy.net. ”De er optagede af emancipation, frihed (personlig og civil), menneskerettigheder, magtdeling, integritet, værdighed, lighed, autonomi, frigørelse og pluralisme”.
Sara Ruddick, forfatter af ”Maternal Thinking”, er sandsynligvis én af de mest indflydelsesrige talskvinder for positionen, at kvinder er instinktivt fredelige. Ifølge Ruddick (der helt klart ikke havde Joan Crawford i tankerne) er det fordi en stor del af moderskabet naturligt styres af Ghandi´ske principper om ikke-vold, såsom ”afkald”, ”modsættelse af uretfærdighed”, og ”forsoning”. Forfatteren Barbara Kingsolver var én af de første til at demonstrere det subtile ved sådanne universelle modertanker efter U.S.A. invaderede Afghanistan. ”Jeg føler jeg står på en legeplads, hvor de små drenge alle råber ”Han begyndte det!” og kaster med sten”, skrev hun i Los Angeles Times. ”Jeg ser hele tiden efter, om nogens mor kommer, og siger ”Så, så drenge!”.
Kønsfeministernes tendens til at reducere udenrigsaffærer til et Oprah Winfrey show er næsten unødvendig at nævne, men dens kitschede naivitet har ikke standset dem fra at udbrede dette blandt eliten. Swanee Hunt, leder af Women in Public Policy Program ved Harvard´s Kennedy School of Government, skrev med Christina Posa i Foreign Policy: ”Nøgleårsagen til kvinders marginalisering kan være, at alle anerkender hvor gode kvinder er til at skabe fred”. Selv kvindeligt valgte myndighedspersoner er i samme båd. ”Kvinder i alle disse lande skulle strejke, de skulle alle sætte sig ned, og nægte at gøre noget som helst, indtil mændene bliver enige om at tale fred”, manede repræsentanten fra Ohio Marcy Kaptur overfor Arab News, gengivende en idé af Aristofanes, en død hvid mand, fremsat for sjov for 2.400 år siden. Og Bill Clinton er også en fortaler for moderlig tænkning: ”Hvis vi havde haft kvinder i Camp David”, sagde han, ”så havde vi haft en aftale”.
Store fonde synes også at tage feminismen alvorligt nok til at promovere den som svaret på verdens problemer. Ford Foundation og Soros Open Society Foundation hjalp med at støtte Afghan Women´s Summit i Bruxelles i at udvikle idéer til udvikling af en et nyt styre i Afghanistan. Som forfatteren til ”Vagina Monolugues” Eve Ensler beskrev det på sin hjemmeside, bestod topmødet af ”møder og måltider, agitering, workshops, tårer og dans. Forsvar blev intetsteds nævnt i dokumentet”, skrev Ensler stolt i topmødets sluterklæring – til trods for den fortsatte trussel fra afghanske krigsherrer, banditter og ventende al-Qaeda operationer. ”Bygning af våben til gengældelse blev intetsteds nævnt”, kvidrede Ensler. ”I stedet ønskede kvinderne uddannelse, sundhedspleje og beskyttelse af flygtning, kultur og menneskerettigheder”-
I deres bestræbelser på at fejre deres egne dyder og meditere over deres offerrolle, kan kønsfeministerne ikke tilstrækkeligt realistisk adressere deres muslimske søstres lidelser, som er lysår fra deres egne vrantne beklagelser. De hader krig for meget til at spørge, om frigivelsen af krigens rædsler ville være omstyrtelsen af et brutalt tyranni værd, der i sin vifte af umenneskeligheder behandler kvinder som dyr. Had til krig og masochisme er jo trods alt bevis på den moralske overlegenhed der følger med det at være født kvinde.
Og dog, kønsfeministernes idéer om overlegne kvindelige dyder er hastigt ved at blive en vare, der er svær at sælge til nogen, der følger med i verdensbegivenhederne. Kipling skrev engang om afghanske kvinders vildskab: ”Når du ligger såret og efterladt på den afghanske slette, og kvinderne kommer for at skære dig i småstykker, så rul over til din riffel og blæs hjernen ud på dig selv”. Det står klart, at drømmen om verdensomspændende søsterskab ikke er mere realistisk end verdensomspændende broderskab; kultur overtrumfer til enhver tid køn. Mødre overalt i den muslimske verden navngiver deres børn Osama, eller priser Allah for deres sønners bestræbelser på at dræbe de vantro.
Den anden variant af feminismen, antageligt mere sofistikeret og mere udbredt på universiteter, er multikulturalismen og dens tvilling postkolonialismen. Den postkolonialistiske feminist har endnu mere grund til at tage afstand, fra den vanskelige stilling kvinder under Radikal Islam har end sine moderskabstænkende søstre. De mener, at den vestlige verden er så tilsmudset gennem sin imperialistiske arv, at ingen vestlig, mand eller kvinde, kan ytre et fordømmende ord mod tidligere kolonialiserede folk. Hvad værre er, så er disse feminister ikke helt sikre på andet, end at Radikal Islam er et autentisk indbygget – og derfor passende – udtryk for arabisk og mellemøstlig identitet.
Den postmoderne filosof Michel Foucault, én af de intellektuelle gudfædre til mmultikulturalismen og postkolonialismen, satte først kursen i 1978, da en italiensk avis sendte ham til Tehran for at dække den iranske revolution. Forfatteren til hans biografi James Miller fortæller, at Foucault så på den islamiske fundamentalisme, og så...en respektindgydende revolte mod ”globalt hegemoni”. Han var fortryllet af denne nye form for ”politisk spiritualitet”, der, i en frase hvis ildevarslende forudseenhed han ikke kunne have haft, varslede ”transfigurationen af verden”. Selv efter at Ayatollah Khomeini kom til magten, og genintroducerede polygami og skilsmisse på ægtemandens bud med automatisk forældremyndighed, reducerede den officielle aldersgrænse for ægteskab fra 18 år til 13 år, fyrede alle kvindelige dommere, beordrede tørklædebæring ved tvang, hvis overtrædelse blev straffet med offentlig piskning, så Foucault ingen grund til at beherske sin entusiasme. Hvad betød kvinders grundlæggende rettigheder, når man stod med ”klodernes kamp” ved hånden?
Postkolonialisterne har derfor deres eget binære system, der afviger noget fra kønsfeministernes – for ikke at tale om kvinders rettigheder. Det er ikke mændene, der er synderne; det er Vesten. Det er ikke kvinder, der er uskyldige ofre; det er de folk der led under vestlig kolonialisme, eller for at være mere præcis, disses efterkommere. Fanget mellem patriarkatet og imperialismen går den postkolonialistiske feministiske lærde på listefødder omkring emnet Islamisk Fundamentalisme, og gør det eneste hun kan gøre: retter sin forbitrelse mod vestlige mænd.
Yderligere dypper postkolonialisterne ivrigt i kønsfeministernes blækhus. De sammenkobler kolonialistisk udnyttelse med mandlig dominans; de refererer til Israel´s ”maskuline militære kultur” - Israel værende hvid og vestlig – til trods for at at de aldrig kunne drømme om pege på den ”maskuline militære kultur” af Jihad. Og de bruger anseelige mængder tid og energi på at fordømme vestlige mænd, for at ville forbedre mellemøstlige kvinders liv. I slutningen af det 20. århundrede argumenterede Lord Cromer, den britiske vicekonsul i Ægypten og postkolonialistiske feministers yndlingshadeemne, at ”degraderingen” af kvinder under Islam har en skadelig indflydelse på samfundet. Sludder, ifølge de postkolonialistiske feminister. Hans ord er simpelthen del af ”den vestlige beretning om den kvintessentielle anderledeshed og underlegenhed i forhold til Islam”, som Harvard professor Leila Ahmed formulerer det i ”Women and Gender in Islam”. Det samme gælder amerikanernes bekymring for afghanske kvinder; den er intet andet end et ”redskab i rangordningen af ”andre” mænd som underlegne og ”uciviliserede””, ifølge Nira Yuval-Davis, professor for køn og etniske studier ved University of Greenwich, England. Disse er alle eksempler på hvad den anerkendte Columbia professor Gayatri Spivak kaldte ”hvide mænd der redder brune mænd fra brune mænd”.
Spivak´s frase, en stor succes i akademiske kredse, peger på den postkolonialistiske opfattelse, at brune mænd, der har været ofre under Vesten, aldrig i sig selv kan være undertrykkere. Hvis de giver et billede af at behandle kvinder dårligt, så er det den undertrykkelse de har lidt i hænderne på Vesten´s kolonialisme, der skal bebrejdes. Faktisk, jo dårligere de behandler deres kvinder, jo mere udtrykker de deres retfærdiggjorte krænkelser. ”Når mænd traumatiseres (af kolonialt styre), tenderer de at traumatisere deres egne kvinder”, udtaler Miriam Cooke, professor ved Duke University og formand for Association for Middle East Women´s Studies. Og i dag, anslår Cooke, underkastes brune mænd en ny form for imperialisme. ”Nu vender den kolonialisme vi så i det 19. århundrede tilbage i form af globalisering”, siger hun. ”Hvad der driver islamisterne, er globalisering”.
Det er svært at overdrive betydningen af ”hvilke briller man ser igennem”, i forhold til postkolonialistisk teori, når det drejer sig om underkastelse af kvinder. Kvindelige selvmordsbombere er velkomne, da de præsenterer stærke kvinder, der demonstrerer ”repræsentation” mod kolonimagter. Polygami må også vises hensyn. ”Polygami kan være frigørende og styrkende”, svarede Cooke muntert, da jeg spurgte hende om dette emne. ”Vore normer i Vesten er heteroseksuelle, enkeltpar. Hvis vi kan forestille os andre former, der ville tillade os, at være andet end heteroseksuelle par, så kan vi måske forestille os, at polygami fungerer”, forklarede hun. ”Nogle kvinder”, fortsatte hun, ”er lettede, når deres mænd finder en ny kone: de behøver derefter ikke så ofte at betjene ham. Eller de opdager, at de har fundet friheden til at finde en elskende”. Men, spurgte jeg, ville det ikke være farligt på steder hvor utugt straffes med døden? ”Det ved jeg ikke”, svarede Cooke. ”Jeg er interesseret i diskurs”. Ironien kunne i være sortere: selve de folk der protesterer mod imperialistisk udnyttelse af ”Andre”, billiger at ”Andre´s” undertrykkende skikke, som en måde at promovere deres egen unikke vestlige agenda – omstyrter det heteroseksuelle patriarkat.
Den sidste kategori i den feministiske taksonomi, der kan kaldes bestræbelserne på den ”Utopiske verdensregering”, er i mange henseender det tætteste man kommer på klassisk liberal feminisme. Dedikeret til den fulde kvindelige værdighed og lighed, undgår den generelt både kønsfeministernes biologiske kønsdeterminisme og multikulti-postkolonialisternes kulturelle relativisme. Professor i politisk videnskab ved Stanford Susan Moller Okin, en indflydelsesrig, skarpsindig og intelligent talskvinde, skabte i 1997 furore blandt feminister, da hun direkte angreb multikulturalisterne for at værdsætte ”grupperettigheder for minoritetskulturer” over den enkelte kvindes velbefindende. Okin lagde beundringsværdigt ikke fingerene imellem i angrebet på arrangerede ægteskaber, kvindelig omskæring og polygami, som hun mente kvinder oplevede som ”næsten uudholdelige institutioner”. ”Visse kvinder”, gik hun så langt som at erklære, ”kunne være bedre stillede, hvis den kultur i hvilken de er født enten blev udryddet, eller tilskyndet til at forandre sig selv i retning af ligestillingen af kvinder”.
Men selvom Okin er mere åbenhjertig end andre feminister i diskussionen af kvinders forhold under islamisk fundamentalisme, så har den typiske F.N. utop sine egne årsager til at forblive tavs, når disse forhold fylder vestlige overskrifter. For det første er denne utop en pernittengryn, der søger fuldstændig numerisk lighed mellem mænd og kvinder i alle livets forhold. Hun møder skeptisk vestlige, og især amerikanske, påstande om at have nået kvindelig frihed. Mottoet ved Den Internationale Kvindedag i 2002 - ”Afghanistan findes overalt” - var delvist en bebrejdelse af Vesten for sine herredømmefornemmelser. Det kan da godt være, at kvinder i Afghanistan skal gå rundt i burka, men paraderer vestlige kvinder ikke rundt i bikini? ”Det er lige så stor manglende respekt og misbrugende, at have kvinder, for penge, spankulerende rundt på en scene i badedragter, som det er for kvinder at gå svøbt i burkaer for at overleve”, skrev klummeskriver Jill Nelson på hjemmesiden MSNBC, i forbindelse med de morderisk fanatiske optøjer der ledsagede Miss World konkurrencen i Nigeria.
Som Nelson´s erklæring antyder, så er utoperne mindre interesserede i frigørelsen af kvinder til at træffe deres egne valg, end i skabelsen og implementeringen af deres egne elitevisioner om det perfekte samfund. Hun har ingen illusioner om, at overladt til deres egne demokratiske valg, ville kvinderne vælge det Utopia hun har i tankerne. Hun ville ikke være overrasket over det seneste pakistanske valg, hvor et antal kvinder der vandt parlamentspladser, var islamister. Men det er også lligegyldigt, hvad kvinder vil have. Universalisten har en omfattende vision om ”kvinders menneskerettigheder”, ikke blot betydende kvinders civile og politiske rettigheder, men ”økonomiske rettigheder” og ”socioøkonomisk retfærdighed”. Kyniske om det frie marked og globaliseringen, er F.N. Utoperne, også uimponerede af de frie demokratiske nationalstater som ”emanciperende institutioner”, i J.Ann Tickner, direktør for internationale studier ved University of Southern California. Sådanne nationalstater er ”uimødekommende overfor de mest behøvende medlemmers behov”, og søber i ”nationalistiske ideologier”, såvel som i patriarkale antagelser om autonomi. Faktisk venter hun som den sædvanligt anerkendte socialist på F.N. utopien om, at nationalstaterne, et politisk arrangement der synes bundet til imperialisme, krig og maskulinitet. Særligt under krig ”afhænger opfattelsen af idéen om autonom nationalitet af maskuliniseret værdighed og feminiseret opofrelse”,skriver Cynthia Enloe, professor i statsvidenskab ved Clark University.
Havende afvist den frie patriarkalske nationalstat, med hele demokratiets maskineri af selvstyre der følger med, konkluderer utopisterne, at der kun findes én måde at opnå målet på: at påtvinge dem gennem internationalt styre. Utopiske feminister fylder gangene i F.N., hvor de analyserer alt gennem en linse af ”kønsperspektiv” i undersøgelse efter undersøgelse. (Mine personlige favoritter: ”Gender Perspectives on Landmines” og ”Gender Perspectives on Weapons of Mass Destruction”, der konkluderer, at landminer og masseødelæggelsesvåben er dårlige for kvinder).
F.N. Convention on the Elimination of Discrimination Against Women fra 1979 (CEDAW), er sandsynligvis det første og vigtigste dokument omkring feministisk utopi, giver den bedste fornemmelse for bevægelsens flodbølgeagtige ambitioner. CEDAW kræver mange tiltag enhver dedikeret til demokratiske liberale værdier ville applaudere, inklusive kvinders ret til at stemme og beskyttelse mod æresdrab og tvangsægteskaber. Man kunne forvente at dokumentet standsede der. I stedet fortsætter det med at påtvinge en utopisk orden, der vil udrydde alle særkender mænd og kvinder imellem, en slags kønnenes revolution kommende ovenfra, krævende at nationerne ”tager passende skridt til at modificere de sociale og kulturelle adfærdsmønstre hos mænd og kvinder”, og udrydde ”stereotype roller” for at opnå lovgivningsmæsig afskaffelse af biologi. Dokumentet kalder på barselsorlov, ikke-eksisterende skole curricula, og statsstøttet dagpleje. Den 23 medlemmer store håndhæverkomite hundser med nationer der ikke tilstrækkeligt har forstået, som Enloe formulerer det, ”det personlige er internationalt”. Komiteen har omtalt Belarus for at fejre Mors Dag, Kina for ikke at lovliggøre prostitution, og Libyen for ikke at fortolke Koranen i overensstemmelse med ”komiteens retningslinier”.
At forveksle ”kvinders deltagelse” med ”selvafgørelse”, og numerisk lighed med énshed, prøver CEDAW utoperne at orkestrere deres perfekte samfund gennem kvoter og ”affirmative action”. Deres per-nitten-gryn mentalitet bekymrer sig om hvor vidt kvinder deltager på lige fod, uden at fortælle hvad det er de deltager i, eller om deres deltagelse er andet end at fungere som kransekagefigur. Derfor foresloge på et nyligt topmøde i Jordan Rima Khalaf, at regeringer skulle anvende kvoter ved valg, ”for at kvinder hurtigt kan komme til magten”. Khalaf har, på llinie med så mange uliberale feministiske utoper ingen tøven med at tvinge samfundet til at være frit. Som det så ofte er tilfældet, når eliten beslutter at den har fundet ruten til menneskelig perfektion, er de utopiske bestræbelser ikke blot anti-demokratiske, men tangerer det totalitære.
At denne kombination af sentimental offergørelse, postkolonial relativisme og utopisk bedrag har forårsaget at feminismen lider af en så eklatant mangel på moral og politisk fantasi, at den ikke kan tale mod brutaliseringen af islamiske kvinder, er et uberegneligt tab for kvinder og mænd. Vestlig feminismes store bidrag var, at udvide definitionen af menneskelig værdighed og frihed. Den insisterede på, at alle mennesker var frihedsberettigede. Feminister har nu muligheden for at hævdholde denne mulighed for at gøre krav på denne frihed på vegne af kvinder der ikke så meget som har haft fantasi til at forestille sig, at dette også kunne inkludere dem. I bedste fald står feminismen for mangfoldige ideer om personlige valg i skabelsen af et meningsfyldt liv. Ét der ikke kun respekterer kvinden der vil gøre karriere, men også den der ønsker at gå hjemme hos børnene, bage kager, bærer slør eller holder Ramadan. Hvorfor skulle feministerne ikke ønske at råbe deres egne grundlæggende opdagelser ud over hele verden?
Måske fordi at ville gøre dette, ville være at anerkende den frihed de selv nyder, takket være vestlige idealer og institutioner. Ikke alene ville en sådan indrømmelse tvinge dem til at opgive deres kogende afsky; den ville være dårlig forretning. Sandheden er, at de frie institutioner – en uafhængig domstol, en fri presse, åbne valg – der beskytter kvinders rettigheder, er de samme rettigheder der beskytter mænds rettigheder. Adskillelsen af kirke og stat der ville tillade kvinder at undslippe burkaen, ville også frigøre mænd fra at få deres hænder amputerede for tyveri. Uddannelsessystemet der ville lære piger at læse, ville også gavne millioner af drenge der er analfabeter. De kapitalistiske økonomier der leverer rent vand, billigt tøj og vaskemaskiner, der forandrer kvinders liv, er de samme der fører til sundere, friere mænd. Med andre ord – oprigtigt at adressere muslimske kvinders problemer ville medføre at feministerne skulle anerkende at frie mænd og kvinder har brug for de samme ting – og at de ting har de allerede selv. Og anerkendelsen af dette ville betyde enden på feminismen som vi kender den.
Der er tegn på at udenfor akademierne, i halvlitterære cirkler og i F.N. Har feminismen mødt sit Waterloo. De fleste amerikanere synes at erkende, at 9/11 forvandlede forfængelige, sentimentale illusioner, inklusive dem om kønnene, om til dyr luksus.
Se eksempelvis på kvinders tilgang til krig. Et emne i hvilket de fleste politikere har lært at acceptere en kønskløft. Men ifølge Pew Research Center pegede 57% af kvinder mod 46% af mænd på national sikkerhed som landets topprioritet. Der har været et ”seismisk kønsskift omkring emnet krig”, ifølge undersøger Kellyanne Conway. En anden amerikansk undersøgelse pegede på, at 45% af kvinder støttede tropperne under Golf Krigen, et substantielt mindre antal end de 67% mænd. Men for nylig viste en CNN undersøgelse, at kvinder har større tendens til at støtte tropper i Irak, med 58% kvinder og 56%. Antallet af yngre kvinder var særligt dramatisk. 65% af kvinder mellem 18 år og 49 år støttede tropperne, i modsætning til 48% af kvinder på 50 år og derover. Kvinder ændrer også deres indstilling til militært forbrug: før 9/11 støttede kun 24% af kvinderne et øget militært forbrug; efter angrebene steg dette tal til 47%. En evolutionær psykolog kunne spekulere, at hvis kvinder tenderer at være mindre territorialt aggressive end mænd, så kan dette meget dårligt sammenholdes med den vildskab løvinden udviser, når hun tror hendes unger er truede.
Selv blandt de der anser dem selv for værende feminister, er der nogen mumlende anerkendelse af, at vestlige, og især amerikanske mænd, til tider kan være en magtens gode. Det feministiske flertal sender hastebeskeder rundt, bedende præsident Bush om at forøge antallet af amerikanske sikkerhedsstyrker i Afghanistan. Den indflydelsesrige venstreorienterede klummeskribent Polly Toynbee, der for blot 18 måneder siden introducerede frasen ”Amerika den Horrible”, tog til Afghanistan for at vurdere, om ”det var det værd”. Hendes svar var ikke hvad man kunne have forventet. Selvom ni ud af ti kvinder stadig bærer burka, delvist grundet fundamentalistisk fjendtlighed, var hun overbevist om, at deres liv havde forbedret sig dramatisk. Kvinder siger nu, at de kan bevæge sig ud alene.
I takt med at vi synker dybere og dybere ned i hvad der sandsynligvis vil blive en langvarig kamp med Radikal Islam, har feministerne en moralsk forpligtelse til at opgive deres mishag, og tale for kvinder der faktisk har behov for deres støtte. Feministerne har den moralske autoritet til at kalde på kvinders rettigheder som et universelt krav – at kvinders rettigheder er menneskehedens rettigheder.
