I dag er 5. juni, Grundlovsdag, der oprindeligt var en stor, folkelig festdag, fordi dagen markerede Danmarks overgang fra enevælde til demokrati, med Grundloven som den korte og klare kontrakt mellem borgerne og Danmarks styre. Denne lille bog, sat i store typer, er læselig for enhver, og fastlægger de fundamentale regler for, hvordan Danmark styres. Reglerne ligger fast, så fast at de ikke er blevet ændret siden 1953, hvor Dronning Margrethe fik arveret, Landstinget blev afskaffet og andre ting blev fornyet. Kernen i Grundloven fra 1849 består. I modsætning til andre lande gik Danmark fredeligt fra enevælde til demokrati. Da borgerne bad Kongen om det, fik vi folkestyre, og det varme forhold mellem danskerne og Kongehuset består den dag i dag.
Men at Grundloven, ord for ord, er den samme som i 1953, betyder ikke, at den ikke har forandret sig. Det er kommet på mode at tænke på Forfatninger som ‘levende’ dokumenter, der kan fortolkes af regeringer og embedsmænd, som det passer ind i nutiden, og ikke mindst passer for EU.
Grundloven og EU-traktater
Når vi taler om EU og Grundloven, vil de fleste nok først tænke på EU-trakterne og de folkeafstemninger, vi indimellem får og indimellem ikke får. Grunden til at vi skal stemme om EU-traktaterne er den kendte paragraf 20, der handler om Danmarks suverænitet i forhold til mellemfolkelige myndigheder:
§ 20
Stk. 1.
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Det vigtigste her er bemærkningen “i nærmere bestemt omfang” – som markerer, at hvis vi lader mellemfolkelige organisationer tage beslutninger på Danmarks vegne, skal det være klart afgrænset, hvad de kan bestemme. Det er allerede problematisk i forhold til FN, hvis menneskerets- og flygtningekonventioner tager suverænitet fra Danmark, naturligvis mest angående indvandring.
Det bliver værre, når EU kommer ind i billedet, for EU er ikke en ‘mellemfolkelig myndighed’, det er en overstatslig organisation. Dermed er det tvivlsomt, om Grundloven overhovedet giver mulighed for at overdrage suverænitet til EU. Men det er der løbende skabt juridisk præcedens (tradition) for. Det startede med få og små flertalsbeslutninger, hvor juristerne bedyrede at disse småting sandelig ikke udgjorde afgivelse af suverænitet (EU-Pakken i 1986), men er siden vokset til at omfatte stort set alle forhold, en stat overhovedet tager sig af.
Et åbenlyst eksempel er Lissabon-traktaten. Her sagde Anders Foghs jurister, at der sandelig ikke blev afgivet suverænitet, og at det var ganske overflødigt at holde nogen folkeafstemninger – men hvor meget suverænitet har vi tilbage, når vi ikke selv må bestemme, om der må bruges kødklister i vores land??
Jeg er sikker på, at alle her har hørt om Metock-dommen fra 2008, den åbnede en ny port for indvandring i Danmark. Den kom fra en irsk-britisk prøvesag, og betyder at EU-borgere (bemærk udtrykket!) har ret til at gifte sig med illegale indvandrere og flytte til et andet EU-land. Dansk Folkeparti fik EU-ekspert Hjalte Rasmussen til at vurdere sagen. Han sagde uden tøven, at dommen er et brud på den danske Grundlov, da EU havde tiltaget sig en rettighed, vi ikke havde givet dem.
DF havde bedt regeringen om at nægte at adlyde EU-domstolen, men det havde den ikke mod til.
EU-domstolen
EU-domstolen er et kapitel for sig selv. Domstolen har som formål at “Sikre overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne.” Lad os sammenligne med Grundloven:
§ 64
Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.
Den lille forskel er en stor forskel, for EU-domstolen har ret til at fortolke loven, mens danske dommere kort og godt skal rette sig efter den. Desuden har EU-Domstolen mulighed for at bruge lovens ‘intention’, mens en dansk dommer alene skal rette sig efter lovens bogstav. Det har givet nogle dumme situationer her i Danmark, hvor f.eks. knivloven viste sig at være alt for firkantet formuleret – men den slags er småting i forhold til det problem, der ligger i EU:
Hvis EU-dommerne bliver enige om, at en EU-lov har en anden intention end den, der er skrevet ned, kan de reelt ændre indholdet af traktaterne! EU-Kommissionen, hvis hovedopgave er at være “Traktatens Vogter”, ser naturligvis yderst positivt på at kunne udvide EU på den måde.
Det er sket mange gange, f.eks. da Domstolen gav EU ret til at fastlægge straffe i miljøsager, hvilket EU-Kommissionen tog til sig med glæde. Indtil da havde strafferet ikke været et EU-anliggende, men det blev det der. Uden folkeafstemning, og uden protester over at Grundlovens bestemmelser om “Begrænset omfang” blev ignoreret.
Engranage
Man kan så undre sig over, at den slags kan ske uden videre. Nu bliver det lidt teknisk – jeg må bede om tålmodighed – det her er vigtigt:
EU har dyb indflydelse på, hvordan hele den danske embedsstand arbejder.
Det er et princip, EU er født med, og som med et fransk ord kan kaldes ‘Engranage’ – at EU diskret får adgang til at styre, hvordan hvert lands embedsmænd arbejder, hvordan de tolker EU-retten, og hvilke vurderinger og anbefalinger, de kommer med. Dermed kan Bryssel sikre, at eventuelle problemer diskret fjernes af højt betalte embedsmænd, der har stor loyalitet til både regering og EU.
Et andet instrument for EU’s direkte indflydelse i landene er det såkaldte ‘præjudicielle samarbejde’. Det er en mekanisme, hvor danske domstole, når der er risiko for konflikt med en eller anden EU-regel, beder EU-Domstolen om vedledning til ikke at dømme i strid med traktaterne. Sådan en dom kunne udløse en retssag mod Danmark om traktatbrud, en ganske alvorlig affære. Når de danske dommere får vejledningen fra Luxembourg, dømmer de som regel direkte efter den. Ingen skal fortælle mig, at vi ikke har afgivet suverænitet her – men hvornår var det til folkeafstemning??
Et andet eksempel på EU’s diskrete indflydelse er, da Angela Merkel ville redde Forfatningstraktaten fra de ellers dræbende afstemninger i Frankrig og Holland. Her spurgte hun de enkelte regeringer om, hvad der ville udløse folkeafstemning i netop deres land, og fra Danmark kom en liste på ni punkter. Ved at tilpasse traktaten på disse ni punkter blev alle enige om, at en folkeafstemning ikke var nødvendig, og Forfatningstraktaten kunne derfor vedtages i Folketinget uden den folkeafstemning, Grundloven egentlig kræver. Samarbejdet mellem regering, embedsmænd og Bryssel havde fjernet alle hindringer, og dermed kunne en folkeafstemning undgås. Det er godt for systemet, for der kommer næppe flere folkeafstemninger – men :
Dette er ikke sundt demokrati!
Det kan højest kaldes nominelt demokrati, for paragrafferne overholdes teknisk set. Men en regering, der frygter folkeafstemninger, bør overveje grundigt, om den respekterer demokratiet , i ånd såvel som i bogstav.
Danske penge er en dansk sag
Nu skal det ikke handle om EU-Domstolen hele vejen. Vi har alle hørt en masse om Grækenland, gæld og krise her i foråret, og det er bestemt en alvorlig sag. Grækenland har udover massive EU-tilskud brugt løs af de billige euro-lån, og er i dag dybt forgældet. En doven embedsstand og en pensionsalder på 55 år gør ikke situationen bedre. Landets skiftende regeringer har, forført af de lave euro-renter, drevet butikken på en måde, der kun fortjener en ting: Konkurs.
Men i EU eksisterer der solidaritet, og i nødsituationer kan enhver regel bøjes. Ganske vist er det ifølge Euro-aftalerne forbudt at lave hjælpepakker til lande i problemer, men det kan omgås ved at lave aftaler om ‘bilateral hjælp’, hvor de enkelte lande ‘koordinerer’ redningen af Grækenlands kreditorer. Ja, ‘kreditorer’ – for Grækenland selv vil være lige så dybt forgældet efter hjælpen som før. Forskellen er blot, at nu er det de andre stater, der sidder med risikoen, ikke private investorer.
Det er en stor lykke, at Danmark har stået fast på Grundlovens ord om penge:
§ 26
Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
Så kort kan det faktisk siges: Danske penge er en dansk sag. Da Grundloven oprindeligt blev skrevet, var dette en soleklar definition, for penge var guld, og mønterne i guld og sølv havde værdien i sig selv, garanteret af kongens portræt og især rigsvåbenet på bagsiden. En pengeseddel var blot et dokument, der kunne indløses med mønter i guld eller sølv efter behov. Danske mønter.
Det giver naturligvis et problem i forhold til euroen, for hvordan kan man omgå så klar en paragraf?Det kunne der også findes en vej til. Dels fremhævede regeringens loyale jurister, at Dronningens billede jo stadig ville være at finde på de danske euro-mønter, og dels ubetydeliggjorde de paragraffen ved at fremhæve, at den største del af pengene jo alligevel cirkulerer som sedler, hvorfor dette stykke Grundlov ikke kunne udgøre noget problem.
Danske penge er og bliver en dansk sag. Danske penge i dag får ikke deres værdi fra guld, de får værdi af flittige danskeres værdiskabende arbejde. Så længe, der kan købes gode varer for danske kroner – helt fra kartofler til insulin – vil den danske krone beholde sin værdi, uanset hvad diverse centralbanker, regeringschefer og spekulanter foretager sig.
I øjeblikket er kronen bundet til euroen, men det er vores suveræne beslutning at give slip – hvad jeg i øvrigt synes, vi burde gøre, for den lave rente i eurozonen skabes ved at trykke nye penge i et accelererende tempo. Det er en dybt skadelig praksis - en kraftig devaluering af euro og krone - som Danmark ikke bør være med til.
Frihedsrettighederne
Grundloven har mange paragraffer om landets styre, men et af de vigtigste kapitler er VIII, der handler om borgernes rettigheder, § 71-80. Her er angivet en stribe områder, hvor borgernes rettigheder i forhold til staten sikres – en af Grundlovens store nyskabelser i forhold til Enevældens tid. Og Grundlovens rettigheder er formuleret negativt – de handler om, at staten ikke har ret til at lægge hindringer i vejen for borgerne.
Her tager EU en stik modsat kurs i sit Charter for Grundlæggende Rettigheder, der er fuld af positive rettigheder – rettigheder, som EU-borgerne modtager fra deres stater eller fra EU. Dermed eksisterer EU-borgernes rettigheder i kraft af EU og dets institutioner. Det er et langt dokument, der blandt andet forbyder enhver form for forskelsbehandling, undtagen hvor det direkte er tilladt. For eksempel tror jeg stadig, det er tilladt at foretrække danskere på Danmarks landshold, mens det er usikkert – hvis man følger lovteksten – om det er tilladt at foretrække kompetente medarbejdere i forhold til uduelige. (Ja, det har der været en sag om).
Der er ingen tvivl om, at jeg foretrækker Grundlovens korte og klare frihedsrettigheder. De er til at læse og forstå for almindelige mennesker, og tvivl afklares ved danske domstole. Og da danske dommere alene har at rette sig efter loven (§ 64), skulle den sag være klar og gennemskuelig.
Hvis det ikke lige var for EU…
En af de fire danske undtagelser fra Maastricht-trakaten i 1992 var Unionsborgerskabet, der oprindeligt skulle erstatte de nationale borgerskaber. Et dansk statsborgerskab er godt, vi har en god Grundlov, der var ingen grund til at skabe et ekstra borgerskab. Læser man Lissabontraktaten, eksisterer det danske forbehold ikke – selvom vi ikke har haft folkeafstemning. Hvor blev det af?
Det blev omformuleret, så alle EU-lande fik det danske forbehold, hvor Unions-borgerskabet ‘kun’ er supplerende, ikke erstatter det klassiske statsborgerskab. Unionsborgerskabet eksisterer, og det er ens for alle lande. Og da EU-borgerskabet giver et stort læs positive rettigheder i forhold til medlemslandene, bliver det naturligvis brugt. Metock-dommen er direkte baseret på dette. Der vil komme flere af den slags, for der er altid mennesker, der vil prøve at udnytte EU-systemet mod medlemslandenes.
Hvad skal vi gøre?
For enhver, der kigger på detaljerne, står det klart at EU undergraver medlemslandenes suverænitet og udhuler betydningen af deres forfatninger. Flere paragraffer i Danmarks Grundlov er allerede tømt for betydning via juridiske finter, vores solide negative frihedsrettigheder bliver erstattet af EU’s positive, og hele EU-systemet tager stadig mere beslutningskraft ud af vores folkestyre, embedsværk og domstole. Det er på tide at hævde danskernes ejendomsret til vores eget land.
Derfor vil jeg opfordre alle her til noget enkelt: Tag et eksemplar af Grundloven med hjem, og læs den. Skriv et par linjer til aviserne, når EU igen bestemmer ting, vi sagtens kunne klare selv. Skriv nogle linjer mere, hvis de gør det på en uforståelig måde, for demokrati skal være forståeligt for borgerne. Et uforståeligt system er ikke demokratisk, alene af den grund at vi som borgere ikke forstår, hvordan man påvirker det.
Vi er langt nede ad en glidebane, hvor EU – verdens mest uforståelige bureaukrati – har fået så mange traktater, direktiver og paragraffer på plads, at de kan tage beslutninger hen over hovedet på danskerne og vores Grundlov. Som Dansk Folkeparti har foreslået, er det på tide at nægte lydighed overfor EU, dets kommissærer og domstole, når de begår overgreb på vores suverænitet. Det er nødvendigt for at vi som danskere igen kan blive herrer i vores eget land - ikke bare på papiret, også i praksis. Dansk Folkeparti er det eneste parti, der arbejder for dette.
Men at Grundloven, ord for ord, er den samme som i 1953, betyder ikke, at den ikke har forandret sig. Det er kommet på mode at tænke på Forfatninger som ‘levende’ dokumenter, der kan fortolkes af regeringer og embedsmænd, som det passer ind i nutiden, og ikke mindst passer for EU.
Grundloven og EU-traktater
Når vi taler om EU og Grundloven, vil de fleste nok først tænke på EU-trakterne og de folkeafstemninger, vi indimellem får og indimellem ikke får. Grunden til at vi skal stemme om EU-traktaterne er den kendte paragraf 20, der handler om Danmarks suverænitet i forhold til mellemfolkelige myndigheder:
§ 20
Stk. 1.
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Det vigtigste her er bemærkningen “i nærmere bestemt omfang” – som markerer, at hvis vi lader mellemfolkelige organisationer tage beslutninger på Danmarks vegne, skal det være klart afgrænset, hvad de kan bestemme. Det er allerede problematisk i forhold til FN, hvis menneskerets- og flygtningekonventioner tager suverænitet fra Danmark, naturligvis mest angående indvandring.
Det bliver værre, når EU kommer ind i billedet, for EU er ikke en ‘mellemfolkelig myndighed’, det er en overstatslig organisation. Dermed er det tvivlsomt, om Grundloven overhovedet giver mulighed for at overdrage suverænitet til EU. Men det er der løbende skabt juridisk præcedens (tradition) for. Det startede med få og små flertalsbeslutninger, hvor juristerne bedyrede at disse småting sandelig ikke udgjorde afgivelse af suverænitet (EU-Pakken i 1986), men er siden vokset til at omfatte stort set alle forhold, en stat overhovedet tager sig af.
Et åbenlyst eksempel er Lissabon-traktaten. Her sagde Anders Foghs jurister, at der sandelig ikke blev afgivet suverænitet, og at det var ganske overflødigt at holde nogen folkeafstemninger – men hvor meget suverænitet har vi tilbage, når vi ikke selv må bestemme, om der må bruges kødklister i vores land??
Jeg er sikker på, at alle her har hørt om Metock-dommen fra 2008, den åbnede en ny port for indvandring i Danmark. Den kom fra en irsk-britisk prøvesag, og betyder at EU-borgere (bemærk udtrykket!) har ret til at gifte sig med illegale indvandrere og flytte til et andet EU-land. Dansk Folkeparti fik EU-ekspert Hjalte Rasmussen til at vurdere sagen. Han sagde uden tøven, at dommen er et brud på den danske Grundlov, da EU havde tiltaget sig en rettighed, vi ikke havde givet dem.
DF havde bedt regeringen om at nægte at adlyde EU-domstolen, men det havde den ikke mod til.
EU-domstolen
EU-domstolen er et kapitel for sig selv. Domstolen har som formål at “Sikre overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne.” Lad os sammenligne med Grundloven:
§ 64
Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.
Den lille forskel er en stor forskel, for EU-domstolen har ret til at fortolke loven, mens danske dommere kort og godt skal rette sig efter den. Desuden har EU-Domstolen mulighed for at bruge lovens ‘intention’, mens en dansk dommer alene skal rette sig efter lovens bogstav. Det har givet nogle dumme situationer her i Danmark, hvor f.eks. knivloven viste sig at være alt for firkantet formuleret – men den slags er småting i forhold til det problem, der ligger i EU:
Hvis EU-dommerne bliver enige om, at en EU-lov har en anden intention end den, der er skrevet ned, kan de reelt ændre indholdet af traktaterne! EU-Kommissionen, hvis hovedopgave er at være “Traktatens Vogter”, ser naturligvis yderst positivt på at kunne udvide EU på den måde.
Det er sket mange gange, f.eks. da Domstolen gav EU ret til at fastlægge straffe i miljøsager, hvilket EU-Kommissionen tog til sig med glæde. Indtil da havde strafferet ikke været et EU-anliggende, men det blev det der. Uden folkeafstemning, og uden protester over at Grundlovens bestemmelser om “Begrænset omfang” blev ignoreret.
Engranage
Man kan så undre sig over, at den slags kan ske uden videre. Nu bliver det lidt teknisk – jeg må bede om tålmodighed – det her er vigtigt:
EU har dyb indflydelse på, hvordan hele den danske embedsstand arbejder.
Det er et princip, EU er født med, og som med et fransk ord kan kaldes ‘Engranage’ – at EU diskret får adgang til at styre, hvordan hvert lands embedsmænd arbejder, hvordan de tolker EU-retten, og hvilke vurderinger og anbefalinger, de kommer med. Dermed kan Bryssel sikre, at eventuelle problemer diskret fjernes af højt betalte embedsmænd, der har stor loyalitet til både regering og EU.
Et andet instrument for EU’s direkte indflydelse i landene er det såkaldte ‘præjudicielle samarbejde’. Det er en mekanisme, hvor danske domstole, når der er risiko for konflikt med en eller anden EU-regel, beder EU-Domstolen om vedledning til ikke at dømme i strid med traktaterne. Sådan en dom kunne udløse en retssag mod Danmark om traktatbrud, en ganske alvorlig affære. Når de danske dommere får vejledningen fra Luxembourg, dømmer de som regel direkte efter den. Ingen skal fortælle mig, at vi ikke har afgivet suverænitet her – men hvornår var det til folkeafstemning??
Et andet eksempel på EU’s diskrete indflydelse er, da Angela Merkel ville redde Forfatningstraktaten fra de ellers dræbende afstemninger i Frankrig og Holland. Her spurgte hun de enkelte regeringer om, hvad der ville udløse folkeafstemning i netop deres land, og fra Danmark kom en liste på ni punkter. Ved at tilpasse traktaten på disse ni punkter blev alle enige om, at en folkeafstemning ikke var nødvendig, og Forfatningstraktaten kunne derfor vedtages i Folketinget uden den folkeafstemning, Grundloven egentlig kræver. Samarbejdet mellem regering, embedsmænd og Bryssel havde fjernet alle hindringer, og dermed kunne en folkeafstemning undgås. Det er godt for systemet, for der kommer næppe flere folkeafstemninger – men :
Dette er ikke sundt demokrati!
Det kan højest kaldes nominelt demokrati, for paragrafferne overholdes teknisk set. Men en regering, der frygter folkeafstemninger, bør overveje grundigt, om den respekterer demokratiet , i ånd såvel som i bogstav.
Danske penge er en dansk sag
Nu skal det ikke handle om EU-Domstolen hele vejen. Vi har alle hørt en masse om Grækenland, gæld og krise her i foråret, og det er bestemt en alvorlig sag. Grækenland har udover massive EU-tilskud brugt løs af de billige euro-lån, og er i dag dybt forgældet. En doven embedsstand og en pensionsalder på 55 år gør ikke situationen bedre. Landets skiftende regeringer har, forført af de lave euro-renter, drevet butikken på en måde, der kun fortjener en ting: Konkurs.
Men i EU eksisterer der solidaritet, og i nødsituationer kan enhver regel bøjes. Ganske vist er det ifølge Euro-aftalerne forbudt at lave hjælpepakker til lande i problemer, men det kan omgås ved at lave aftaler om ‘bilateral hjælp’, hvor de enkelte lande ‘koordinerer’ redningen af Grækenlands kreditorer. Ja, ‘kreditorer’ – for Grækenland selv vil være lige så dybt forgældet efter hjælpen som før. Forskellen er blot, at nu er det de andre stater, der sidder med risikoen, ikke private investorer.
Det er en stor lykke, at Danmark har stået fast på Grundlovens ord om penge:
§ 26
Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
Så kort kan det faktisk siges: Danske penge er en dansk sag. Da Grundloven oprindeligt blev skrevet, var dette en soleklar definition, for penge var guld, og mønterne i guld og sølv havde værdien i sig selv, garanteret af kongens portræt og især rigsvåbenet på bagsiden. En pengeseddel var blot et dokument, der kunne indløses med mønter i guld eller sølv efter behov. Danske mønter.
Det giver naturligvis et problem i forhold til euroen, for hvordan kan man omgå så klar en paragraf?Det kunne der også findes en vej til. Dels fremhævede regeringens loyale jurister, at Dronningens billede jo stadig ville være at finde på de danske euro-mønter, og dels ubetydeliggjorde de paragraffen ved at fremhæve, at den største del af pengene jo alligevel cirkulerer som sedler, hvorfor dette stykke Grundlov ikke kunne udgøre noget problem.
Danske penge er og bliver en dansk sag. Danske penge i dag får ikke deres værdi fra guld, de får værdi af flittige danskeres værdiskabende arbejde. Så længe, der kan købes gode varer for danske kroner – helt fra kartofler til insulin – vil den danske krone beholde sin værdi, uanset hvad diverse centralbanker, regeringschefer og spekulanter foretager sig.
I øjeblikket er kronen bundet til euroen, men det er vores suveræne beslutning at give slip – hvad jeg i øvrigt synes, vi burde gøre, for den lave rente i eurozonen skabes ved at trykke nye penge i et accelererende tempo. Det er en dybt skadelig praksis - en kraftig devaluering af euro og krone - som Danmark ikke bør være med til.
Frihedsrettighederne
Grundloven har mange paragraffer om landets styre, men et af de vigtigste kapitler er VIII, der handler om borgernes rettigheder, § 71-80. Her er angivet en stribe områder, hvor borgernes rettigheder i forhold til staten sikres – en af Grundlovens store nyskabelser i forhold til Enevældens tid. Og Grundlovens rettigheder er formuleret negativt – de handler om, at staten ikke har ret til at lægge hindringer i vejen for borgerne.
Her tager EU en stik modsat kurs i sit Charter for Grundlæggende Rettigheder, der er fuld af positive rettigheder – rettigheder, som EU-borgerne modtager fra deres stater eller fra EU. Dermed eksisterer EU-borgernes rettigheder i kraft af EU og dets institutioner. Det er et langt dokument, der blandt andet forbyder enhver form for forskelsbehandling, undtagen hvor det direkte er tilladt. For eksempel tror jeg stadig, det er tilladt at foretrække danskere på Danmarks landshold, mens det er usikkert – hvis man følger lovteksten – om det er tilladt at foretrække kompetente medarbejdere i forhold til uduelige. (Ja, det har der været en sag om).
Der er ingen tvivl om, at jeg foretrækker Grundlovens korte og klare frihedsrettigheder. De er til at læse og forstå for almindelige mennesker, og tvivl afklares ved danske domstole. Og da danske dommere alene har at rette sig efter loven (§ 64), skulle den sag være klar og gennemskuelig.
Hvis det ikke lige var for EU…
En af de fire danske undtagelser fra Maastricht-trakaten i 1992 var Unionsborgerskabet, der oprindeligt skulle erstatte de nationale borgerskaber. Et dansk statsborgerskab er godt, vi har en god Grundlov, der var ingen grund til at skabe et ekstra borgerskab. Læser man Lissabontraktaten, eksisterer det danske forbehold ikke – selvom vi ikke har haft folkeafstemning. Hvor blev det af?
Det blev omformuleret, så alle EU-lande fik det danske forbehold, hvor Unions-borgerskabet ‘kun’ er supplerende, ikke erstatter det klassiske statsborgerskab. Unionsborgerskabet eksisterer, og det er ens for alle lande. Og da EU-borgerskabet giver et stort læs positive rettigheder i forhold til medlemslandene, bliver det naturligvis brugt. Metock-dommen er direkte baseret på dette. Der vil komme flere af den slags, for der er altid mennesker, der vil prøve at udnytte EU-systemet mod medlemslandenes.
Hvad skal vi gøre?
For enhver, der kigger på detaljerne, står det klart at EU undergraver medlemslandenes suverænitet og udhuler betydningen af deres forfatninger. Flere paragraffer i Danmarks Grundlov er allerede tømt for betydning via juridiske finter, vores solide negative frihedsrettigheder bliver erstattet af EU’s positive, og hele EU-systemet tager stadig mere beslutningskraft ud af vores folkestyre, embedsværk og domstole. Det er på tide at hævde danskernes ejendomsret til vores eget land.
Derfor vil jeg opfordre alle her til noget enkelt: Tag et eksemplar af Grundloven med hjem, og læs den. Skriv et par linjer til aviserne, når EU igen bestemmer ting, vi sagtens kunne klare selv. Skriv nogle linjer mere, hvis de gør det på en uforståelig måde, for demokrati skal være forståeligt for borgerne. Et uforståeligt system er ikke demokratisk, alene af den grund at vi som borgere ikke forstår, hvordan man påvirker det.
Vi er langt nede ad en glidebane, hvor EU – verdens mest uforståelige bureaukrati – har fået så mange traktater, direktiver og paragraffer på plads, at de kan tage beslutninger hen over hovedet på danskerne og vores Grundlov. Som Dansk Folkeparti har foreslået, er det på tide at nægte lydighed overfor EU, dets kommissærer og domstole, når de begår overgreb på vores suverænitet. Det er nødvendigt for at vi som danskere igen kan blive herrer i vores eget land - ikke bare på papiret, også i praksis. Dansk Folkeparti er det eneste parti, der arbejder for dette.
