Hvordan får vi bedre kommunal service? I Venstre stiller vi konstant hinanden det spørgsmål. For i tider med økonomisk krise og knappe økonomiske ressourcer er det vigtigere end nogensinde at udfordre sig selv og hinanden på netop det spørgsmål.
Hvis der er nogen der skulle være i tvivl, så er det et grundvilkår for Venstre, at kommunen er til for borgernes skyld og ikke omvendt. Derfor foreslog Venstre i vores budgetforslag, at der skulle arbejdes langt mere intensivt og målrettet med løbende at spørge dig som borger om hvor tilfreds du er med den service som kommunen leverer til dig.
Alt for ofte er det politiske partiers særhensyn og professionelle meningsdannere, der bliver hørt når knappe ressourcer skal prioriteres. Derfor forslog Venstre, at vi fremover skal sikre, at også "det store tavse flertal" løbende bliver spurgt om tilfredsheden med kommunens service. Tilfredshedsmålinger bør gennemføres med faste intervaller så der kan opstilles klare opnåelige mål for forbedringer, der hvor du som borger, oplever at servicen kan forbedres.
Desværre rakte den politiske vilje i byrådet ikke til at tage imod Venstres forslag, men stod det til Venstre ville du i langt højere grad blive spurgt om hvor tilfreds du er med den service som kommunen leverer - og som du betaler for.